“Marken er mejet, og høet er høstet, kornet er i laderne, og høet står i hæs. Frugten er plukket, og træet er rystet, og nu går det hjemad med det allersidste læs”.


TEKST & FOTO: KAREN

I årene som ung studerende husker jeg glæden ved at gense familien i weekenderne. Udover kaffe serveret i pæne kopper med underkopper og flødeskumskager fra bageren husker jeg især togturene hjem, hvor hele togkupeen duftede af mine forældres have. Foruden tasken med tøj var der gerne i sensommeren adskillige poser med kartofler, knoldselleri, porrer, gulerødder, squash, måske bær, blommer og æbler samt en buket under armen af vinterasters og roser, som min far satte i drivhuset i efterårs månederne.

Jeg satte en ære i at vogte over denne disse poser, som var de kronjuveler, for at få dem sikkert til  min bopæl og herefter opbevare det hele korrekt på min altan, så studielivet kunne blive forsødet af friske grønsager og andet godt fra haven.

Her i august måned, der snart er gået, er der blevet høstet flittigt på markerne i mit nabolag, og på mine daglige køreture som pendler kan jeg iagttage denne aktivitet og husker barndommen, hvor markerne var sorte i lang tid, efter at kornet var høstet. I dag er der høj aktivet og effektivitet, og kort tid efter, at markerne er høstet, er de igen sået til, og de står snart med grønne spirer.

I min have er der ikke så store muligheder for at lave vinterforråd. Det kan være, at det skal være en af planerne for næste år: at have lidt mere forråd end i år.

Mit Discoverytræ giver lige nu masser af røde æbler. Discovery er bedst til den store eller lille sult, når jeg er på vej ud af døren og griber et æble til køreturen. Eller det er det første, jeg plukker, når jeg kommer hjem, og når jeg lige skal tilse haven og tømme hovedet for tanker eller prøve at få dem på plads. Måske er det i år, at jeg igen skal lave saft af egne æbler – har gjort det tidligere, og det blev til flere flasker med god koncentreret saft.

I år høster jeg masser af blomster. Jeg troede, jeg ville få en farvepalet af georginer. Jeg har i foråret sat mine knolde med mange forskellige farver. Det var i hvert fald det syn, de efterlod mig med sidste efterår. Jeg synes, det er synd at kassere, så alle knoldene kom i jorden i år. Måske lidt for tæt. De ældste af mine knolde er de kraftigste, og de er lilla. Så mine georginer i år er lilla. Jeg har ikke fået testet, om de andre knolde er gået til eller blot er forblevet grønt løv under de andre stærke og kraftigere af slagsen. Så måske taktikken er en anden næste år. Måske skal jeg bytte det hele bort for nye knolde, som alle er lige stærke og dermed giver plads til hinanden, så der kan blive til blandede buketter. Jeg ved ikke, om det er den rigtige måde at gribe det an på. Men det er sjovt både at have nye tiltag i haven og at have noget af det, der altid plejer at være der.

Jeg holder rigtig meget af ærteblomster/lathyrus. Jeg kom alt for sent i gang i år, og de har knap nok kvitteret med blomster endnu. Jeg elsker farverne og duftene fra denne lille fine blomst.

Mine efterårshindbær har fået masser af hønsemøg, og de vokser og vokser og leverer op til flere håndfulde hindbær hver dag, og det bliver de formodentlig ved med, indtil vi får kulde og frost. Så jeg nyder hindbær på min morgentykmælk og til vanilleisen, der sniger sig ind på bordet, når der er dessert. Der er poser i fryseren med bær til smoothies eller til et glas hjemmelavet marmelade.
Mine sparsomme ribs, læs som i nærmest ingen, gav i år bitte små bær, som dels blev spist af fuglene og dels tørrede ind, da jeg var på 14 dages ferie i juli.

For første gang i mange år giver mine tomater ikke særlig godt. Jeg har gjort, som jeg plejer, men er sandsynligvis kommet for sent i gang.  Der er først nu i de sidste to-tre uger begyndt at komme små gode tomater; dog ikke i overflod. Mine to chiliplanter leverer super godt. Når de af og til tørrer ud og ligner noget, der er døden nær, får de masser af vand og rejser sig igen.

Noget andet, vi høster lige nu, er rigelige mængder er grønne druer uden sten. De smager skønt, og vi kan ikke følge med, og det ender med at blive et orgie for hvepsene, og hønsene kan såmænd også godt lide dem. Jeg har sået appelsintagetes i drivhuset. De er smukke, dufter godt og holder måske lidt utøj ude af drivhuset.

Mine fine grønkål er vokset til noget, der ligner mandshøjde, og det synes kålsommerfuglelarverne og andre beslægtede væsner godt om. De allermest afgnavede blade er røget ind til hønsene.
De tidligste blade, der kom frem, inden der kom larver på besøg, var gode i lidt salat eller stegt på panden.

Hønsene leverer troligt æg hver eneste dag, og som min nabo sagde en dag: “Nu er jeg snart træt af at spise æg på alle mulige måder.” I år glemte jeg at få squash i jorden. De kan ellers være årsag til listen over “Squash på 100 måder”. Så noget at det, der bliver sat i gang i haven, for at det kan ende på køkkenbordet, bliver enten ikke til noget, eller der bliver så meget, at to voksne mennesker ikke ved, hvad de skal stille op med det.

Så alt det med forråd, høst og opbevaring er heldigvis i min have kun for sjov. I en radius af 10 km er der mange små gårdbutikker, der har investeret mere tid i at få så meget ud af haven, at der kan sælges af det.

Et år havde jeg knoldselleri, og de var ikke større end en lille knyttet hånd til trods for masser af hønsemøg. Men ih, hvor de smagte skønt, og sikke en fornøjelse at gå ud i haven og fem minutter efter komme ind med lidt godt til aftensmaden. Kimen til nydelsen af at høste sit eget er for mit vedkommende lagt i mine barndomsår og i de unge år,  hvor poserne blev fragtet i toget. Jeg har oven i købet en fin havebog om den selvforsynende have. Måske den skal være inspirationskilde for mig næste år.

Jeg har i år også kunnet høste mange blomsterbuketter og gør det stadig. Det er en stor fornøjelse, og jeg øver mig at plukke lidt, når der byder sig en lejlighed til at tage buketter med til venner og bekendte, og når jeg husker, at der gerne må komme buketter på mit eget bord.

Lige nu er er der masser af frø at høste i haven – akeleje, valmue, morgenfrue og frøkenhat.

Tidligere år har jeg klippet frøkapslerne af akelejerne og vendt dem på hovedet i en spand. På en fugtig efterårsdag har jeg strøet dem mere eller mindre tilfældige steder i haven, hvor jeg synes, de kunne pynte. Måske jeg kan gå lidt systematisk til værks i år og måske endda gemme frø i små frøposer. Det kan anvendes som små gaver til bekendte, der har have eller en krukke jord, de kan så dem i.

Jeg høster ikke kun afgrøder, men høster måske allermest gode oplevelser og små bidder af afslappende stunder i en travl arbejdshverdag.

Nogen gange slår tid, kræfter og gode intentioner ikke helt til. Så jeg øver mig i at sige pyt og nyde. Jeg vil nemlig helst ikke undvære min have, og jeg vil gerne fastholde min profil som “Den Glade Gartner”.

Du kan læse mere om Karen i vores præsentation af årets gæsteskribenter lige her.