KUNSTEN AT DYRKE SOMMERBLOMSTER

Jomfru i det grønne og kornblomst så jeg slet ikke skyggen af. Næste år må jeg forspire dem. Det, jeg troede var små spirer, var bare ukrudt. Det samme gjaldt for mamelukærme. Den så jeg heller ikke noget til. Zinnia forspirede jeg og satte et par ranglede planter i jorden, da frosten var ovre. Jeg såede dem helt sikkert for tidligt, men sneglene åd det meste, og jeg så to blomster; den ene nåede jeg at fotografere. Tilsidst hev jeg de håbløse rester op, som jeg i øvrigt havde sat i jorden uden videre kærlighed eller omsorg. Så er projektet også dømt til at mislykkes. Jeg tror ikke, jeg satser på dem til næste år, selvom jeg elsker dem.

Jeg endte også med at hive de små okseøjespirer op. De fik bittesmå blomster, men holdt op med at vokse, da de var ca. 10 centimeter høje. Én skærmplante blev til noget, og jeg satser på at tage frø af den og give den bedre grobetingelser næste år.

Ærteblomsterne blev til noget modsat sidste år, men noget imponerende flor blev det ikke, og jeg tør næsten ikke skrive det, men de bliver næsten for søde i duften til mig ift. at bruge dem i buketter. Men mon ikke jeg prøver igen til næste år?

Ét solsikkefrø spirede, men mere skulle der ikke til. Det er blevet til en kæmpe, gavmild plante, der sætter nye knopper hele tiden.

De sommerblomster, der er blevet den største succes i år – og som er blevet det de sidste år – er stolte kavalerer. Dem har jeg i forskellige farver og variationer og nok til at tage frø af.

Dahliaerne lykkedes jeg endelig med i år. Jeg lagde dem i krukker i drivhuset forholdsvis tidligt og havde de første blomster omkring 1. juli. Jeg har dels syv-otte knolde i et afgrænset bed i haven, som er adskilt fra staudebedene, så sneglene har sværere ved at komme til, dels et tilsvarende antal i potter. Potterne får kun sporadiske blomster, i bedet er der derimod rigeligt med knopper. Desværre er det ikke umuligt for sneglene at komme ind i bedet, og her på falderebet til efteråret synes jeg, der er lige lovlig mange minisnegle i bedet , og de spiser ikke bare bladene, men også blomsterne. Men jeg prøver at fokusere på det væsentlige: at jeg faktisk er lykkes med at have dahlia i år modsat sidste år. Og jeg huskede at nippe toppen tidligt på sæsonen, så planterne er blevet brede og pjuskede. Dét er jeg ret stolt af.

For 14 dage siden deltog jeg i en blomsterbuket-workshop hos Charlotte på Fuglebækgaard i Jægerspris. Charlotte elsker blomster så meget, at hun i sin fritid har slået sig ned som øko-blomsterbonde, hvor hun sælger både blomster og buketter. Åh, et slaraffenland af en skærehave. Lange rækker af smukke og stærke blomster. For en halv dag var jeg fristet til at flytte på landet for at få plads til sådan en skærehave. Buketten, jeg fik med fra workshoppen, holdt tilmed en lille uge og kunne sikkert holde længere, hvis jeg havde plejet den optimalt, men det er ikke min stærke side.

“Så hvad har jeg lært om skæreblomster denne sæson, og hvad skal jeg satse på til næste år?”

Så hvad har jeg lært om skæreblomster denne sæson, og hvad skal jeg satse på til næste år?Dahliabedet gentager jeg. Det er samme bed, jeg bruger til tulipaner om foråret. Det er mit mini-skærebed på ca 2,5 m2. Charlotte fortalte, at hun sørger for at tilføre sin jord ekstra god næring, inden hun planter ud, og det vil jeg også huske næste år. Vi har selv jord fra egen kompost, men jeg tror, jeg skal ud i noget ekstra krudt i form af dyremøg eller lignende. Jeg vil være mere bevidst om, hvilke knolde jeg lægger i bedet. Det skal være de høje dahlia. Og i år gemmer jeg kun favoritknoldene. Man skal ikke gemme for enhver pris, selvom jeg er ret glad for ideen om at genbruge i haven.

Derudover skal ALT forspires. Nok stod der på flere af frøposerne, at det var fint bare at så direkte, men det viste sig jo i praksis, at det ikke fungerede. Jeg har netop bestilt noget særligt ’så-grej’, og jeg vil være obs på, at jorden, jeg sår i, ikke bare er den gængse såjord, man kan købe alle vegne om foråret. På Youtube har jeg set adskillige videoer om den rette såjord. Det skal jeg eksperimentere med. I det hele taget er det gået op for mig, hvor vigtigt det er, at planterne får den rette næring lige fra start.

Selvom jeg har lyst til at afprøve alt det, jeg ikke lykkedes med i år og tilføje alle de skønne blomster, Charlotte havde i sin kæmpe skærehave, må jeg jo forholde mig til realiteterne: at min have er 200 m2 og allerede godt fyldt med stauder og buske. Så jeg kommer til at holde mig til solsikker, stolte kavalerer, dahliaer – og efter Charlottes anbefaling: lidt skærmplanter og spir. Derudover kommer så det løse i et par krukker – enten det, jeg selv forsøgte mig med i år, eller nogle af de fine blomster, der var i buketten, jeg lærte at binde hos Charlotte.

Det vigtigste må være, at jeg ikke mister modet, fordi det viste sig at være sværere at dyrke sommerblomster, end jeg regnede med. Mest af alt er jeg nok blevet mere realistisk indstillet, og selvom haver bygger på drømme, er en portion realisme nu også godt, når man planlægger sin have.