Velkommen til den lille have. Må jeg byde dig indenfor til en lille rundvisning. Vi starter på terrassen, hvor det lige nu er krukkerne, der sætter scenen.


 TEKST & FOTO: LOTTE SØRENSEN
På træterrassens dæk har jeg samlet en masse krukker. Nogle med sommerblomster og andre med stauder. Farvespillet i krukker er mere afdæmpet nu og mest i de grønne nuancer. Når frosten kommer, skal de fleste terrakottakrukker sættes under havebordet, hvor jeg lægger et stykke kraftig plastik over. Det fungerer som et drivhus. Det lille springvand i terrakottakrukken virker kun, når solen skinner.
Rådhusvinen har fået en fantastisk efterårsfarve.
Lavendler i krukker.

Herefter tager vi stien, der fører ned til pergolaen. Roserne ‘Awakening’ og ‘Eglantyne’ blomstrer smukt endnu. Pas lidt på, når du går forbi den, for de hænger langt ud over stien og griber fat i dig.

Ned langs denne sti har jeg høstanemoner, lavendler, syren, roser, geraniums, rødbladet hyld, vortemælk og mange andre planter. Selvom de ikke har optimale forhold at gro i – de, der gror langs bøgehækken – så synes jeg, at de klarer sig ganske godt. Hver en plads her i haven bliver udnyttet.

Duft engang til ‘Eglantyne’ – er den ikke fortryllende den duft?
Her kan du lige vende dig om og kikke op mod terrassen.
Nu er vi nået forbi den store hortensia og kommer ned for enden af stien.

 

Her til højre har jeg plantet en Physostegia virginiana og Persicaria. Det er skønt med planter, der blomstrer så sent på året.
På selve pergolaen gror der klematis, tobakspibeplante og rosen ‘Lykkefund’.
Ved pergolaen kan vi også nyde synet af den skønne rosenslynge, som er nået ret højt i løbet af sommeren. Du kan få lidt frø fra den, hvis du kunne tænke dig at så den til næste år.
Ved siden af har jeg et plantebord, som er godt fyldt op af diverse ting.
Fra pergolaen kan vi gå over græsset tilbage til terrassen. Græsset er dog meget ødelagt af al den regn, vi har fået her i efteråret, så vi træder lidt forsigtigt.
På vejen smutter vi forbi en kurv fuld af hortensia ‘Limelight’ og staudesolsikke
Så nåede vi tilbage til terrassen.
Nu går vi igennem stuen og ud til parkeringspladsen, hvor der mest er hvide og lilla blomster. Her er bl.a. buksbom, roser, kæmpe verbena og høstanemoner.
Ved postkassen vinker Geranium ‘Roxanne’ farvel og siger tusind tak, fordi du ville komme og se den lille have.
På snarligt gensyn.

Du kan se meget mere til Lottes skønne have på hendes blog og instagramprofil.