ET UDERUM BLIVER TIL

Området har været fyldt op af krukker med skår, plastikbøtter, ukrudt og ting, der ‘bare lige trænger til en kærlig hånd’.

I en årrække camouflerede vi det ved at sætte en trampolin foran. Da vi senere kastede os over haven, flyttede vi al den jord, vi gravede op rundt omkring, ned bagerst i haven, og med tiden fik vi anlagt en hel ukrudtsbakke. Det har bare været en øjebæ i al den tid, vi har boet her.

For nogle år siden blev trampolinen afløst af et genbrugsdrivhus, hvilket betød, at vi begyndte at opholde os mere i den del af haven. Og ukrudtsbakken blev en endnu større øjebæ. I år besluttede vi derfor, at sommerferien skulle gå med at fjerne al jorden og anlægge en lille terrasse. Vi har gjort det hele selv. Otte tons jord er fjernet.

Det blev til mange ture på genbrugsstationen, og vi har lagt terrassen i takt med, at vi havde både tid og råd til at købe nye materialer. Fliser til 10 m2 terrasse er måske ikke den største udskrivning, men så skal der grus og cement og andre ting til (vi har gjort klar til at kunne bygge et lille skur på en del af terrassen). Af samme grund har projektet sammenlagt strakt sig over et par måneder. Det er flotte ord at sige ’vi’, for det er min mand, der har stået for langt det meste af arbejdet, da jeg har fibromyalgi. Men jeg har heppet og hjulpet så godt, jeg kunne, og så meget, jeg kunne.

Da han for nylig lagde de sidste fliser og erklærede terrassen for åben, var det en stor lykkefølelse, der indfandt sig. Ikke bare at terrassen i sig selv er klar nu, men også at noget, der i så mange år har været et stort ønske, er blevet en realitet. Gode ting kommer til dem, der venter – og knokler hårdt.

Terrassen ligger ud til et lille smalt stisystem med mange træer og buske, og på den måde bliver det en lille gemt plads, hvor man bliver omfavnet af alt det grønne.

Der står en høj, gammel cypres ved siden af terrassen, og foran den har vi plantet to rododendronbuske, der ikke bliver mere end halvanden til to meter høje. En gammel rose i haven har fået plads ved raftehegnet – hvad det er for en rose, ved vi ikke helt – og ved siden af har vi sat en klematis. I det hele taget er det nok havens mest rolige, klassiske hjørne.

Det er et uderum, som jeg forestiller mig, skal bruges hele året. Det er noget, jeg ikke har praktiseret i haven tidligere – at opholde mig derude hele året rundt. I det tidlige forår kan jeg stå i drivhuset og kigge ud på rolige omgivelser i stedet for den visuelle øjebæ af en ukrudtsbakke. Jeg forestiller mig, der skal være krukker med tulipaner.

Om sommeren kan jeg sidde og holde øje med solsorte og egern, der hopper rundt i træerne bag raftehegnet. Og jeg glæder mig til her hen over det sene efterår og til vinter at sætte levende lys ud.

Det tog tid at nå hertil, men det har været ventetiden og sliddet værd. Forude venter masser af gode stunder på de 10 m2.