I denne måneds indlæg vil jeg kigge tilbage på året, der snart er gået, et for mig fuldstændig fantastisk haveår. Et år, som både har været spændende, lærerigt, travlt, hårdt, sjovt, vådt, og overvældende ud over alle grænser, men også et år, der har lært mig vigtigheden i at sige stop.


TEKST & FOTO:  JEANNETT FRUERGAARD

Som I, der har fulgt med, ved, så har vi lavet store forandringer i haven siden april sidste år. Ja, faktisk er hele haven nærmest lavet om, og i år har været første år, hvor vi rigtig har kunne se resultatet af vores store arbejde. Vi er slet ikke færdige, men sådan er det jo nok med os havefolk. Vi elsker at skabe, og nogle gange er det processen, der er målet – mere end resultatet.

I vores have er der mange rum og forskellige typer bede. I nogle rum starter vi på et tomt lærred hvert år, fx i køkken- og skærehaven. Andre forandrer sig gennem årene, og nogle kræver mere arbejde end andre. Nogle af mine bede bliver jeg aldrig rigtig færdig med. De kræver meget arbejde gennem året, de er foranderlige, og der kan altid lige blive plads til en ny plante.

Det er måske også de bede, der appellerer mest til skabertrangen. Her kan man altid få stillet sin lyst til at lave om, plante nye planter og ændre på udtrykket. Mine græsbede kræver ikke så meget arbejde. De skal skæres ned om foråret og luges, og måske skal der efterplantes med nye planter, hvis nogle ikke har klaret vinteren. Her er udtrykket bestemt på forhånd, der er ikke så meget, der skal ændres på, og her er ikke plads til impulsivitet. Her er der fokus på at nyde resultatet, som viser sig på smukkeste vis omkring sensommer og om efteråret. Alle planterne blomstrer omtrent samtidig.

Første del af året startede med at anlægge køkkenhaven og færdiggøre de projekter, som vi var startet på året før. Så skulle der forspires, sås, luges og plantes ud. Det er ingen overdrivelse, når jeg siger, vi har haft travlt – nok også lige rigeligt travlt set i bakspejlet. Men når man siger A, så må man også sige B. Og når jeg samtidig er af den utålmodige slags, der gerne vil se resultater helst med det samme, så er der jo kun at tage fatte havehandskerne og klø på. Der må ydes, før der kan nydes.

Allerede året før havde vi planlagt åben have i august, måske lidt dristigt set i bakspejlet, men det føltes rigtigt. Vi havde en passion, og vi ville gerne dele den. Vi var sikre på, at haven nok skulle blive klar, så klar som en ny have, der stadig er i anlægsfasen, nu kan blive. Og vi blev klar. Temmelig forpustede og med sommerfugle i maven åbnede vi havelågen en weekend i august. Så stod vi der i sensommersolen mellem græsser og sentblomstrende stauder med en skærehave så stor, at den kunne forsyne en hel blomsterbutik, og med hjemmebagt kringle og kaffe på kanden. Vi syntes selv, det hele var blevet ret godt, at haven var blevet fin, og at vi godt kunne være bekendt at vise den frem. Men at haven skulle blive mødt af en så overvælgende interesse, som den gjorde, var vi slet ikke forberedt på. De mange gæster og alle de rosende ord rundt omkring på sociale medier – det var helt vildt, og vi er dybt taknemmelige. Alle de mange mails, ekstra besøg både af journalister, haveinteresserede fra Norge – ja, selv Claus Dalby kiggede forbi. Til dem samt til alle jer, der læser med her, på min blog og på instagram: Af hjertet tak.

Da august og september var gået, og interessen for vores sensommerhave var stilnet af, var det tid til at tage arbejdshandskerne på igen. For som vi jo alle ved, så har den tid, vi lægger i haven her om efteråret, stor betydning for haven resten af året.

Billederne her i indlægget er næsten alle taget inden for den sidste uge og fortæller lidt om, hvad vi går og laver, og om, hvordan haven ser ud lige nu. Der er samlet frø fra skrærehaven, spist en masse grøntsager fra køkkenhaven, flyttet stauder og plantet nye, klippet ned og sat en masse løg. Bierne har fået sukker (det sørger Vagn for), og krukkerne er tømt og flyttet til vinteropbevaring.

Når jeg så skal gøre en status over dette år, så vil jeg bare slutte, som jeg startede, med at sige, at året både har været spændende, lærerigt, travlt, hårdt, sjovt, vådt og overvældende ud over alle grænser. Men det er også et år, der har lært mig vigtigheden i at sige stop. For selv om det er afstressende og sjovt at gå i haven, og selv om vi har været fælles om det hele familien, så skal jeg også være ærlig og sige, at det har kostet lidt mere end bare penge og knofedt.

Jeg ville ikke gøre det anderledes, hvis jeg skulle gøre det om igen næste år, for selv om det har været et hårdt år i haven, så har det også været et helt fantastisk år. Vi er stadig lidt forpustede. Jeg har beklageligvis stadig mails, der venter på et svar, og jeg har mødt alt for mange mennesker, til jeg kan huske dem alle, men alle dem, jeg har mødt, har været helt fantastiske.

Nu er haven vinterklar, det er en god følelse. Vi skal stadig ud i haven, men det er kun for at nyde. Måske samles vi ved bålstedet, måske skal jeg julehygge og ‘dimse’ lidt rundt. Måske skal vi lave en snemand, hvem ved, hvad vinteren vil bringe.

Mange tak til jer, der har fulgt med gennem året. Måske ses vi til august næste år, hvor vi igen åbner haven. En ting er sikkert: I vores næste haveår bliver der skruet mere op for hyggen og familietiden. Ambitionerne forbliver de samme, men vi kommer til at arbejde lidt langsommere.

Du kan se meget mere til Jeannette’s have på Instagram og på bloggen Ævlebævle