Århus har fået en ny tagterrasse, og på en lidt kold septemberdag var vi forbi og se på byens nye have. Selvom tagterrassen er en del af Salling, så melder direktøren Marianne Bedsted if. Århus Stifstidende ud, at terrassen er for alle. Også selvom man ikke er forbi for at shoppe hos Salling.
TEKST & FOTO: LONE
Terrassen er Sallings tilbud til byen om at komme op og nyde den gode udsigt over byens tage i et anderledes miljø.
Haven er delt op i terrasseområder med servering, en amfiscene med tilhørende siddepladser og ikke mindst en udsigtsplatform, hvorfra man har 360 graders udsigt til byen.
Den nye scene, som ses på billederne herover og -under, har plads til 100 tilskuere.
Projektet er tegnet af Sahl Arkitekter, der blandt andet har fundet inspiration i ‘The High Line’ i NYC, som vi også har besøgt her på HAVEFOLKET.
Selvom en stor del af tagterrasserne er belagt af træ eller natursten, så finder man også en del planter her. Både nedfældet i belægninger og trapper – og i store krukker.
Og så er der selvfølgelig en masse opholdssteder, hvor man kan slå sig ned i smukke møbler fra Skagerak.
Tagterrassen har også en udsigtsplatform, hvor man kan se ud over Aarhus fra et lidt højere niveau end den øvrige terrasese.
Det er også her, man finder en udsigtbro, der fører ud midt over gågaden med mulighed for at kigge lodret ned på gågaden. Et element, der i den grad kan lokke vovehalse til tagterrassen.
De klassiske udsigtkikkerter, som blandt andet er kendt fra udsigtsposterne i NYC, er også repræsenteret, hvis du skulle have fået lyst til at tage et ekstra godt kig på byen.
Vil du læse videre her på HAVEFOLKET og se nærmere på en af inspirationskilderne til projektet, kan du se artiklerne fra ‘The High Line’ i New York lige her og her.
Tak for inspiration til et forårs/sommerbesøg i min fødeby.Nu bor jeg i Nordjylland,men Aarhus har udviklet sig utrolig meget siden jeg boede der for 15 år siden.
Det er skønt at man udnytter pladsen i højderne til spændende uderum,som ydermere er åbne for offentligheden.Det må være fantastisk at betragte byrummet fra oven!
🙂 Flot fotoreportage fra de tynde luftlag i Aarhus selvom det var gråvejr…- der er sikkert også en rigtig god udsigt deroppe fra og plads til mange mennesker.
Synd at arkitekternes inspiration fra The High Line kun er hentet i "det byggede miljø" og ikke i "det groede miljø" som stedet er verdenskendt for. Det kunne have givet taget både et tiltrængt grønt løft og et noget mindre dødt udtryk. Savner virkelig lidt mere mod fra fagfolk her i landet, – og at man, som flere andre steder på kloden, tør arbejde mere bevidst med omgivelser "der kan gro" i de større byer og som kan komplimentere den, ofte lidt golde og grå bygningsarkitektur.
Hvis blot 10 % mere af det samlede areal på Sallings tag var blevet afsat til vegetation, ville det have gjort en himmel til forskel.
Orv, det var osse min første tanke, altså at der manglede grønt. Men jeg er jo bare en almindelig bondekone fra 7 kartoffelrække, der elsker planter, så jeg turde faktisk ikke sige det. Godt at høre jeg ikke var helt galt på den.
Hilsner Gunvor
Jeg er såmænd ganske enig, Kjeld Slot 🙂 Stedet savner virkelig noget mere grønt.
Jeg håber på, at der kommer mere til i 2018 i form af god tilplantning af alle de højbede, der er lavet på stedet og forhåbentlig endnu flere kummer mv.
Men…. træer, buske og stauder plantet direkte i arealet, som på the HIgh Line (som jeg faldt pladask for, straks jeg gæstede det for år tilbage) ville have gjort underværker her… det giver bare en helt anderledes jungleagtigstemning, som er svær at få i kummer og højbede.
Måske det kunne komme til, hvis den mulige udvidelse føjes til en dag 🙂