Mørket har sænket sig over os. Vi har gjort vores have vinterklar, forårsløgene er lagt i jorden, og frosten har meldt sin ankomst. Smukt er det derude, men vi er nok nogle stykker, der ikke kommer ud i haven i samme omfang, som når solen står højt himlen, og haven er fuld af liv.


TEKST: MONICA LANGELUND, FOTO: LONE

For de mange med fuldtidsarbejde betyder det, at det er mørkt, når man kommer hjem. Og ofte også, når man går på arbejde. Haven henligger i mørke en stor del af tiden vinteren igennem.

I gamle dage var lys ikke en selvfølge hverken i hjemmet eller som gadebelysning, så man talte derfor om at blive ‘lyst hjem’ med lanterner, så man kunne finde vej i buldermørket. Det problem har vi jo ikke mere, medmindre man bor virkelig langt ude på landet, hvor ikke engang genskær fra lys længere væk lyser op. Om noget har vi det modsatte, nemlig altid adgang til lys.

Der er dem, som har lys, der tænder automatisk i forhaven, lige så snart man bevæger sig udenfor eller træder ind på matriklen. Og de fleste af os har ovenikøbet en lommelygte ved hånden i kraft af vores telefoner. Lys er blevet en selvfølge. Det betyder, at vi er så priviligerede, at vi kan spørge os selv, hvad vi egentlig ønsker at opnå med vores lyskilder. Vi er langt forbi udelukkende at tale om lys og funktion, i dag handler det også om lys og stemning.

Vi flytter i stigende grad den gode lys-stemning ud af huset, ud i haven. Man kan tænde bål i bålfade, have stearin- eller LED-lys i lanterner, eller man kan sætte lyskæder op. Man kan have roligt lys og blinkende lys. Have-og boligblade bringer gerne artikler med forskellige typer udebelysning her i den mørke tid. Der er noget til enhver smag, men sikkert er det: lys skal der til.

Det voksende behov for at omgive os med lys i mørket har på et større plan nok også noget at gøre med den øgede usikkerhed i verden. Det føles mørkt på flere planer.

Lys er ikke bare lig med tryghed, hygge og liv. Det er måske også det fineste symbol for håb. Vi tænder fx stadig lys i vinduerne den 4. maj om aftenen, datoen for Danmarks befrielse under 2. verdenskrig. Stearinlys var ikke kun forbudt, da tyskerne ville undgå, at de britiske bombefly kunne navigere efter lysene, stearin var også en mangelvare under krigen. Så dét at kunne tænde lys den aften i maj 1945, har været en fejring af de særlige. Der er noget fint og respektfuldt i ikke at tage lys alt for givet.

I de seneste år har det i min lille baghave handlet om at kunne se lysene inde fra stuen i vintermånederne. Hyggeelementet har vejet tungest. Det har været en slags baggrundsbelysning, man har kunnet nyde på afstand, og jeg har sat stor pris på det. I år vil jeg lægge større vægt på også at komme ud i haven i mørke. Det falder helt i tråd med, at min have for første gang i vores tid som haveejere er et uderum, jeg har lyst til at opholde mig i også i vintermånederne.

Jeg vil bruge lyset til måske ikke at lyse mig hjem, men i hvert fald lyse mig rundt via de strategisk placerede lyskilder, vi vil sætte op i haven. Om sommeren er jeg ikke meget i haven, når først solen er gået ned, og det skyldes myg. Dem er der virkelig mange af, og jeg bliver ædt. Vinteren giver på den måde nogle muligheder, som sommeren ikke gør. Lyset kan paradoksalt nok også være med til at fremhæve mørket, så mørket får nuancer og ikke bare føles kulsort.

Jeg hører til dem, der har det svært med de lange mørke vintermåneder, men måske er løsningen ikke bare at omgive sig med lys, men at bruge lyset til at omfavne mørket. På den måde er der måske håb om at komme godt gennem den mørke tid.

/ Monica.

Du kan følge Monicas have på instagram-profilen, som du finder ved at klikke lige her.