I dag skal du få en opskrift på en kryddersnaps, der både indeholder en af julens frugter, og som har en farve, der pynter godt på julebordet. Den er nem og hurtig at lave, så hvorfor ikke prøve at sætte smag på årets julesnaps?


TEKST & FOTO: HENRIK

Vi drikker godt med alkohol i december – mange af os i hvert fald. Det er på mange måder indarbejdet i vores traditioner. Men derfor kan man jo godt udfordre rammerne lidt og forsøge sig med lidt andre smagsnuancer, end man plejer.
Særligt sjovt er det, hvis man selv kan lave det!
Sådan en kryddersnaps er ret enkel at fabrikere, og denne her har ikke så lang trækketid. Til gengæld er den baseret på en af julens mere eksotiske indslag: Granatæble. Jeg ved ikke, hvorfor det forbindes med jul. Måske er det farven? Eller at det kommer fra samme nabolag som det lille Jesusbarn? En anden smagsgiver er salvien, og hvis du er heldig, kan du finde den i din have selv på denne årstid. Det er ikke sikkert, bladene er så kønne, men det betyder jo heller ikke så meget til dette formål. I denne snaps bidrager den med bitterhed – lidt som du måske kender det fra Gammel Dansk.

Denne snaps går godt til meget af julemaden, men er særlig god til fisk og de mere lette indslag.

Her følger opskriften, som er ganske enkel:

  • 35 cl Brøndum Klar eller vodka
  • Skallen af ½ citron (det gule)
  • 2 salvieblade
  • 3 stk. stjerneanis
  • Kernerne af et granatæble

Der kan ikke være nemmere: Det hele kommes i en passende beholder, som fx et syltetøjsglas. Citronskallen skræller du af med en kartoffelskræller – lad være med at rive den. De to salvieblade ser ikke ud af meget, men de har en markant umami-smag, som man skal være varsom med. Kernerne fra granatæblet får du nemt ud ved at dele æblet over på midten og så banke kernerne ud med bagsiden af en træske. Jeg slår dem ud i en plastpose, så jeg slipper for stænk af saften ud over det hele – den farver meget.

Lad snapsen trække i 24 timer. Herefter filtrerer du den gennem et kaffefilter, så du får en ren, klar pinkfarvet snaps. Smag på den – måske kan den have godt af at blive rundet lidt af med et drys sukker eller et par dråber honning. Du kan evt. også fortynde den med en skvæt alkohol, hvis du synes, den er blevet for stærk.

Velbekomme!