Julen nærmer sig med hastige skridt, og det er mørkt og koldt ude i haven. Det er på høje tid at lukke solen og middelhavsvarmen ind, om så det bare er for en lille stund, for det er nu i vintermørket, at vi behøver inspirationen mest.


TEKST & FOTO:  JØRGEN BENGTSON

Her får I fem julegavetips til bøger, som har inspireret mig til vores middelhavshave.

Sun Drenched Gardens-The Mediterranean Style 
Jan Smithen Abram
978-0-8109-3290-6

Dette var en af de første bøger, jeg købte med de sydlandske haver som inspirationskilde til vores egen have. Den indeholder tekst og billeder fra private og offentlige haver i Italien, Frankrig, Spanien og Californien, og billederne er fantastiske og varierede. Bogen udkom i 2004.

 

Bogen er opdelt i forskellige afsnit, som “The Mediterranean Look”, “Endless Sunshine-Precious Water”, “Living Outdoor” med flere. Vinteren føles langt væk, når man fordyber sig og fortaber sig i de solfyldte billeder.
The Gardens of Venice and the Veneto 
Jenny Condie
Frances Lincoln Limited, 978-0-7112-3404-8

 

Bogen indeholder billeder og tekster om de forskellige distrikter i regionen Veneto oppe i det nordøstlige hjørne af Italien. Billederne er fantastiske, og bag kameraet stod den kendte Alex Ramsey, hvilket altid er ensbetydende med høj kvalitet.

 

Afsnittene er opdelt efter nærheden til byerne Venezia, Padova, Verona, Vicenza med flere. Siden præsenteres haverne efter ejendommenes smukke navne fx Villa Della Torre eller Palazzo Capello. I Italien er en villa ikke en villa, som vi forstår det i Sverige eller Danmark. I Italien er en villa et palads, og et palads er et slot. I hvert fald ser det sådan ud på billederne. Storslået og helt og aldeles fantastisk!
Bogen udkom 2013.
Close to Paradise -The gardens of Naples, Capri & the Amalfi Coast 
Robert Fisher
Frances Lincoln Limited, 978-0-7112-3038-5

Paradis er faktisk det, man tænker på, når man besøger Amalfikysten i virkeligheden, og en bog om haver fra denne del af Italien er naturligvis helt nødvendig. I Campania, som regionen hedder, er somrene rigtig varme, og det regner meget sjældent. Roser har svært ved at overleve, ikke på grund af varmen, men på grund af vandmangel. På de smukke fotos i bogen kan man næsten mærke, hvor varmt og solrigt der er, og i stedet for roser er der masser af bougainvillea.

 

Mange af villaerne og paladserne ligger oppe i bjergene med magisk udsigt over Napolibugten, og haverne er skabt af passionerede haveelskere fra begyndelsen af 1900-tallet og fremad. Regionen har altid tiltrukket berømte forfattere og skuespillere, som har fundet deres paradis i haver og paladser. Det er et fantastisk område og en fantastisk bog. Den udkom 2011.
Italy´s Private Gardens-An Inside View 
Helena Attlee
Frances Lincoln Limited, 978-0-7112-2910-5

 

I denne bog får vi lov at komme ind i nogle italienske haver og møder ejeren eller gartneren. De fortæller havernes historie og baggrund, og hvordan det er at passe haverne i dag. Det kombineret med de usædvanligt fantastiske fotos gør det til en interessant, smuk og inspirerende bog.

 

Her er der historier fra både private og delvist offentlige haver, og det, der er fællesnævneren, er den store passion fra ejeren, eller den der passer haven. Bogen udkom i 2010.
Livet i Solen/Medelhavsträdgård
Peter Englander
Albert Bonniers Förlag, 978-91-7424-068-9 och 978-91-0-011526-5

Men det var her, min rejse mod en middelhavshave startede. “Medelhavsträdgård på svenska” udkom 2008, og da jeg havde læst den, vidste jeg præcis, hvad jeg ville med vores have. Vi boede på det tidspunkt i et rækkehus med en ganske lille have, og den blev forvandlet fra en græsplæne med hængebirk til en lille italiensk giardino. Det føltes i hvert fald sådan.

Bogen og efterfølgeren “Livet i Solen” beskriver, hvordan du skaber stilen, hvilke planter, du kan bruge, og hvor vigtigt det er med terrasser, pergolaer, mure og alt det andet, som hører sig til.

 

 

Bøgerne er underholdende og lærerige, og man fornemmer virkelig, at forfatterens passion for denne slags haver er ægte. De er skrevet på svensk, men det er sikkert ikke noget problem at forstå for danske læsere.
 
God jul, Buon Natale!