Hvert år til jul spørger min mand, om vi ikke skal prøve at sænke ambitionsniveauet lidt. Hvert år tænker jeg, at det er en god idé. Men så alligevel – hvert år – sker der det samme. Jeg bliver revet med!


TEKST & FOTO: TINA ØSTERGÅRD SIMONSEN

Jeg bliver simpelthen bidt af en gal julenisse. Der er så meget hyggeligt, som jeg gerne vil have, at vi skal lave. Alle sammen – sammen.

Og så ender det alligevel altid med, at jeg sidder til alt for sent de sidste aftener inden 1. december og pakker gaver ind til pakkekalender. Og det ender altid med, at vi har lavet alt for meget dej til alt for mange småkager, som vi til sidst nærmest ikke orker at rulle og forme. Og det ender altid med, at jeg sidder og fletter alle de sidste julestjerner færdig selv. For det er bare begrænset, hvad man egentlig når – ud over den daglige drift – med en baby på armen eller en halvanden-årig fisende rundt om benene.

JULETRADITIONER
Men jeg tænker, at mit juleengagement bunder i noget med, at jeg så gerne vil give børnene nogle traditioner, som de altid vil huske. “Sådan gjorde vi hjemme hos os i julen”. Så for mig og måske også mange andre forældre er juletiden lidt af en balancegang i forhold til, hvor meget man skal give den gas på julehyggen og juleeventyret, uden at det bliver en ræsen rundt med for meget i kalenderen og for meget på to do-listen. Samvær og nærvær er vel i virkeligheden nøglebegreberne for julen.

Juletiden hos os starter med en tur i skoven, hvor vi samler alt, hvad vi kan finde af mos, kogler, grene og andet skov-dimseri. Det er noget af det, som jeg netop holder af ved julen – man får lov til at slæbe alverden af naturens herligheder med indenfor til juledekorationer, til pakkekalender osv. Denne skovtur bliver snart fulgt op af den store bagedag med min søster og hendes familie, hvor vi får bagt vaniljekranse, brunkager og honninghjerter.

Disse to ting sammen med højdepunktet – at far henter den store julekasse ind fra skuret – skyder i den grad vores juletid i gang.

I år skal der så tilføjes noget nyt. For nu skal vi jo ikke kun julepynte indenfor. Eftersom vores have stadig er under opbygning, har vi endnu ingen faste juletraditioner udendørs. Indenfor har vi allerede fået vores små systemer, som jeg i den grad elsker ved julen. Det genkendelige og traditionsbundne. Når julekassen kommer ind, så ved vi alle, at dén julestjerne plejer at hænge der, dén guirlande der osv. Men selvom pynten har sine faste pladser, er det også skønt, at man kan være kreativ og finde på nye ting inden for rammerne – fx når det kommer til udviklingen af adventskrans, kalenderlysdekoration og pakkekalender. Af den årsag føles det også som et stort ansvar sådan at skulle starte på de udendørs traditioner i år. Selvfølgelig kan man ændre, hvis det ikke fungerer, men alligevel.

Her er, hvad det blev til hos os i år.

GRAN PÅ LEGEHUSET
Jeg ville egentlig gerne have lavet en guirlande af runde kogler, men der var kun rødgran med de aflange kogler i vores skov, og de var for besværlige at binde sammen. Derfor blev legehuset pyntet med en masse gran og julekugler. Sammen med vores små solcelle-lyskæder blev det faktisk vældig hyggeligt. Så fandt jeg også lige på at lave en lille “hylde” inde i bøgehækken. Hvis vi ved lejlighed får malet den sort, så tror jeg da godt, at den kan blive et permanent indslag. Hvis det så på et tidspunkt bliver frostvejr, skal vi måske lave nogle små islanterner og sætte på trædestenene hele vejen op til legehuset. Så forestiller jeg mig, at vi skal holde en lille julefest derinde. Fylde legehuset med puder og tæpper og børn med flyverdragter, huer og vanter og sidde derude sammen og drikke varm saft og spise julesmåkager, mens vi læser en julehistorie.

SNEFNUG-PERLEPLADER PÅ DRIVHUSET
I vores familie elsker de to piger perleplader. De kunne blive ved og ved, og jeg ved snart ikke længere, hvad vi skal finde på at gøre med alle de små fine kunstværker. Derfor tænkte jeg, at vi i år kunne styre deres små fingre i retning af noget, der kunne jule-bruges. Og så blev det altså til små snefnug-stjerner. Jeg ville egentlig have hængt dem i vinduerne i drivhuset, men da vi kun nåede fem, inden vi løb tør for perler, så blev det ligesom lidt for lidt, eftersom der er 40 små og et stort vindue i det lille hus! Så i stedet er de kommet til at hænge på væggen. Der pynter de også vældig fint, og de er jo ganske holdbare, sådan nogle perleplader. Vi må have produceret nogle flere til næste år, så de kan komme i vinduerne. Det giver også mere mening at hænge dem derinde næste år, hvor drivhuset ikke længere er fyldt med rod, men med en god bænk og en masse lyskæder. Og til den tid skal det lille hus altså også byde på en omgang jule-gløgg for naboerne. Men så langt nåede vi ikke i år, så den juletradition har vi stadig til gode.

GULD PÅ TRÆERNE
Som sagt er vi også lidt af en bage-familie. Vi elsker i lige så høj grad selve bage-delen som spise-delen. Derfor indkøbte jeg i år noget let ler (Hobby Clay Light), der er rigtig nemt at arbejde med, og som lufttørrer i løbet af et par dage. Det blev til en ret hyggelig lille julebeskæftigelse – først at rulle og dernæst at udvælge et eller andet, som kunne presses ned i leret og lave et lille aftryk.

Alt fra bluseærmer til legetøjsfigurer, skosåler og grangrene blev afprøvet. Noget virkede bedre end andet!

Efterfølgende malede vi dem med udendørs guld-lak og hængte dem på vores små træer ved hoveddøren. 



Det svære spørgsmål bliver så, om alle disse små stjerner og hjerter skal gemmes til næste år, eller om det i lige så høj grad er processen, der er det hyggelige.

Jeg kunne forestille mig, at jeg kommer til at gemme dem – godt, at vi har flere træer.

SMÅ DYNAMISKE JULEOPSTILLINGER  
Min mand har aldrig været fan af for mange jule-dimser indenfor. Vi bor mange mennesker på ikke vildt meget plads, så der bliver utrolig hurtigt vældig meget rod.

Et lille julelandskab ville derfor højst sandsynligt drukne i alle mulig andre ting og blive til mere rod end pynt. I år har jeg forsøgsvist prøvet at lave lidt jule-opstilling udenfor i stedet.

Grunden til, at jeg kalder dem dynamiske, er, at der helt sikkert ikke går lang tid, før de har ændret udseende. Så har børnene leget med dem på en eller anden måde. Den lille mos-mand er gået et andet sted hen, koglerne er blevet brugt til pynt på toppen af en sandkage eller noget lignende. Og pyt med det, det kan være helt fint at blive overrasket.

Det var vores julehave.
Jeg vil sige tusind tak for i år og ønske jer alle en rigtig glædelig jul.