Vi er efterhånden vant til, at julen er fuld af alskens juleslik. Sådan har det ikke altid været, og i dag skal du få opskriften på en klassiker blandt de søde sager, nemlig kvædebrød. Ikke så meget til brug i slikskålen som i gamle dage, men mere som en fantastisk god følgesvend til et godt stykke ost.


TEKST & FOTO:  HENRIK
Vi har tidligere fortalt dig om kvædens fortræffeligheder som et frugttræ i haven. Nu vil vi gå din bedstemor i bedene og lave kvædebrød som i gamle dage – men justeret efter nutidens krav til magelighed og tempo. Lad det være sagt med det samme: Det er lidt omstændeligt at lave kvædebrød, men sådan er det jo med megen old school kogekunst.Hvad er kvædebrød? Ja, det er i bund og grund tørret frugtmos fra kvæden. Det er et ufatteligt aromatisk tilbehør til ost og charcuteri, hvortil det serveres i tynde skiver. Vores ældste læsere vil måske huske det som juleslik, for det var meget brugt som julegodter, skåret i tern og trillet i sukker – lidt ligesom det slik, der nu sælges som frugtflæsk.

Besværet består i at få tilberedt kvæderne, for de er hårde som sten og ret umedgørlige. Den opskrift, der følger nu, er klart den nemmeste vej, og man er (næsten) fri for at brænde sig på den skoldhede sukkermasse. Du starter med at skylle kvæderne. Har de stadig deres dunede overflade, kan du lige nulre den af. Fordel kvæderne på en bageplade, og bag dem i mindst en times tid ved 180 grader. Tag dem ud, og lad dem køle af.

Når de er kolde nok til at blive håndteret, trækker du skindet af dem og skaber frugtkødet af med en ske. Undgå at gå for hårdt til værks omkring kernehuset. Dér sidder gerne en masse små fine sten i kødet, som vi ikke ønsker at få med.

Saml frugtkødet i en gryde. Der er sikkert nogle mørke pletter på det, men det betyder intet. Mos kødet med en gaffel, vej det, og tilsæt den mængde sukker og vand, der skal til. Rør det sammen – er der stadig klumper i, kan du give det en tur med en stavblender eller køre det i en foodprocesser. Op i et ildfast fad med massen og ind i ovnen med den. Giv den en time ved 180 grader.

FORHOLD
1,5 kg kvædekød
1 kg sukker
3 dl vand

Nu forvandles kvædemosen til en flot rød-brun marmelade. Den kan du hælde på glas og bruge som den er. Men hvis du skal lave kvædebrød, er der endnu et trin. Find en passende form – feks. et lille fad. For formen med bagepapir, og hæld kvædemosen heri – laget skal være 1½-2 cm tykt. Dæk fadet med køkkenrulle eller et rent viskestykke. Sæt det evt. fast med elastikker, så det ikke glider ned i mosen.

Lad mosen tørre en uges tid på et tørt, lunt sted. Efter en uge vender du brødet ud på et nyt stykke bagepapir og lader det tørre endnu en uge med den anden side op. Nu er brødet helt fast som et stort stykke vingummi og klar til brug. Opbevar kvædebrødet i en beholder med tætsluttende låg evt. i køleskabet. Velbekomme!