Mange vækster i haven har for længst takket af for i år. Sådan er det dog ikke med græsserne, de står stadig ranke og strunke og svajer i vinden. Dog har mange af dem smidt deres frø og skiftet den grønne farve ud med forskellige brune og gule nuancer.


TEKST & FOTO: JEANNETT

Sådan bliver de ved et par måneder endnu, men nogle gang lægger et smukt lag rimfrost sig over græsserne, og med ét ser hele haven fortryllet ud. De sentblomstrende stauder, der blomstrer her i haven i september og oktober, står nu med smukke frøstande.

Der er så meget at se på ude i haven lige nu, så selv om det er koldt, så må jeg derud alligevel. Nu er kurven med haveredskaber bare skiftet ud med en kop varm kaffen, for nu er det slut med at yde. Her i december vil jeg bare nyde.

Græsserne er allersmukkest i september og oktober, når de står der og blomstrer mellem purpursolhat og pileurt. Men jeg vil også gerne vise, hvor smukke de kan være på en kold decembermorgen, hvor rimfrosten som ved et trylleslag har dækket alle græsserne med det smukkeste lag krystaller.

 

Tag med på en vinter-rundtur i min have, og se, hvor smukt det hele kan være, når frosten har tryllet regnbygerne væk.

Der er jo ingen, der gider sidde på en kold bænk dækket af frost på turen rundt i haven. Jeg tager da også de fleste havemøbler ind om vinteren, men jeg lader nogle få stå ude til blikfang, for jeg synes, at haven bliver så tom, hvis alt kommer ind.

 

Hjortetrøst kan sagtens være smuk, også selv om den ikke lige står i blomst.

Det er ikke kun de store overhængende græsser, der gør sig godt med frost. De små lampepudsere er rigtig fine med et lag tryllestøv.

Frøstande fra Echinacea purpurea ‘Magnus’ dækket af et lag rimfrost. Nogle gange kan det godt betale sig at klippe stauderne ned om efteråret, hvis der fx kommer mange tidlige forårsløg i bedene. Men det er efter min mening helt klart smukkest at lade dem stå med toppe og frøstande vinteren over.

 

Et kig ned gennem have. Det er her, man kommer ind i haven, når man kommer fra gårdsiden. Jeg trives rigtig godt med de lange lige linjer, der er i haven, og de passer godt til det vilde look i bedene. Det er nok, fordi jeg er en person, der gerne putter ting i kasser, men det ender ofte med, at de alligevel stritter ud til alle sider.

Den lave sol, der skinner ind mellem de bare trækroner, får græsserne til at se endnu mere fortryllende ud.

 

Man skal nok være til det lidt vilde og naturlige udtryk, hvis man skal have lige så mange græsser i haven, som jeg har her. Men jeg har også mange græsser rundt omkring i de mere disciplinerede bede. Her vælger jeg på grund af de mange løg, der kommer op tidlig om foråret, at klippe stauderne ned om efteråret, men jeg lader græsserne stå. De har bedst af først at blive klippet ned i marts. Dér er de ret nemme lige at tage, når alt det andet er væk, og så har vi jo også glæde af dem hele vinteren.

Mange tak for, at I tog med på endnu en lille tur rundt i min have. Måske kan jeg inspirere jer til at plante et par græsser i haven til næste år.