Du kan godt mærke det, ikke? Der er vist ikke en måned, hvis begyndelse er så længe ventet som december. Både børn og voksne har holdt et vågent øje med kalenderen, og du kan regne med, at vi også her på HAVEFOLKET gør vores til, at det bliver en hyggelig måned.


REDAKTIONEN
Denne måned er jo altid lidt speciel her på HAVEFOLKET. Hvad angår haven, så er det en lidt stille måned. For mange er tiden i haven i december noget med at pynte lidt op, hente stedsegrønt ind for at kompensere for de manglende blomster og camouflere det visne grønne. Vi tænder lys derude og hænger lyskæder på træer og buske. Sådan går tiden i decemberhaven.Til at holde styr på dagene har man julekalendere, og det er der traditionen tro også på HAVEFOLKET. Hver dag vil du kunne åbne en låge her på magasinet og læse et overflødighedshorn af artikler helt frem til juleaften.

Julen er jo overraskelsernes tid, men vi kan da løfte lidt af sløret for, hvad du kan vente dig:

  • Vores gæstebloggere vil hver især sende dig en særlig julehilsen som afslutning på deres år hos os her på HAVEFOLKET. Det bliver meget forskellige indlæg, så det kan du glæde dig til.
  • Det er ikke rigtig jul uden godt med mad og drikke, så vi bringer selvfølgelig også en række opskrifter på særligt lækre sager. Vi kan vist godt sige så meget som, at det hverken er slankekost eller specielt godt for tænderne. Men det er heller ikke det, vi gå efter her i december.
  • Der kommer selvfølgelig også gode tips og inspiration til, hvordan du kan skrue op for julestemningen ved at kreere ting og sager til at hygge i hjemmet med. Vi lover, at selv de med mange tommelfingre vil kunne være med. I hvert fald et godt stykke ad vejen.

Vi glæder os! Det håber vi også, at du gør, og som sædvanligt kan du også følge med på både Facebook og Instagram. Så husk nu at stikke hovedet ind til os her på HAVEFOLKET.com, nyd de mange juleideer og -tanker, og vær selv med til at tænde op under julehyggen ved at give dine besyv med, når du har læst dagens låge.

Ha’ en rigtig dejlig julemåned!

Mange glædelige julehilsner,