Det er en tidlig morgen i oktober, og jeg er på vej til en moderne have i det centrale Lissabon. Haven ligger i forbindelse til et moderne museum for portugisisk kunst. På vej til haven er jeg ikke klar over, hvad jeg kan forvente.
TEKST & FOTO: ULRIKA
Det første syn, der møder mig, er slående.
På vej til Calouste Gulbenkian-museet går jeg gennem Lissabons største park – Parque Eduardo VII. Udsigten over Lissabon er tåget, byen sover stadig, og jeg er helt alene i den aflange buksbomparterre nedenfor.
Haven, jeg vil besøge, blev oprindelig anlagt i 1960’erne og er en reference til moderne portugisisk landskabsarkitektur. Den nuværende have er designet af landskabsarkitekt Gonzalo Antonio Ribeiro Telles i 2002-2012. Designet er subtilt med mange stemningsskabende skjulte haverum frem for klassiske rabatter. Haven indeholder mange træer og snoede stier, der gør den frodig og fuld af overraskelser. Desuden er haven omgivet af en høj mur, der gør det hele endnu mere hemmeligt. Ved indgangen drejer jeg direkte ind på et mindre sti…
… og jeg taber helt vejret.
Jeg er kommet ind i en skovhave med elementer i jern og vand. Morgenlyset er magisk og trænger igennem trækronerne. De mange spejlbassiner skaber en fabelagtig verden. Jeg føler ikke længere, at jeg er i Portugal.
På de bugtede stier går jeg længere ind i haven. Synslinjerne er ikke lige, og jeg kan ikke forestille mig, hvad der venter om det næste hjørne.
I en lysning i skoven er der en hel eng af høstanemoner. Det er fængslende smukt og en nyskabende og spændende måde, hvorpå man kan bruge denne staude, som vi er vant til at se hjemme i vores egne haver.
Belægningen på stier og trapper er moderne og ofte i beton, hvilket udgør en fin kontrast til denne jomfruskov. Også her skinner lyset gennem trækronerne, og jeg indser her til morgen, hvor vigtig lysforholdene er for havers udtryk.
Fornemmelsen af jomfruskov forstærkes af træbregner. Her sammen med siddepladser af jern.
Arkitekturen i det moderne museum er kontrasterende til haven, selv om de begge repræsenterer moderne design. Den måde, hvorpå balkonen integrerer med vegetation i resten af haven, er så inspirerende. Aldrig før har jeg oplevet høstanemoner på denne måde.
I haven er der mange vandelementer. Denne centrale dam er omkranset af gamle træer og museets store betonbygning.
Der er også flere palmer og matchende græsser omkring dammen.
Lissabon er berømt for sine smukke belægninger. Denne trappe vidner om historien og fører mig ind i endnu flere haverum.
Du har kun set en lille del af Calouste Gulbenkian, og det sidste haverum, jeg viser dig, er en jungle. Gennem denne del strømmer en vandløb med små vandfald. Vandspejlet, som svarer til spejlbassinerne, spejler trækronerne og skaber mystik og en omsluttet have. Jeg er nu helt overbevist om, at jeg også må have et spejl i min have.
Jeg er fuldstændig overvældet af inspiration fra denne morgentur, som for mig var årets bedste havebesøg. Samtidig er jeg bekymret over mængden af vand, som denne havetype kræver i et varmt land som Portugal og i en by, der ofte mangler vand. For mig er det ikke en bæredygtig have, og alligevel synes jeg, at havens design er strålende. Uanset hvad, er Lissabon et besøg værd.
Av. de Berna, 45A
Tak for en inspirerende og smuk tur:) Spændende have.
Det var dejligt, du gerne vil komme med.
Kh. Ulrika
Min første tanke var,, ikke en park, men en eventyrhave. Den måde lyset spiller på, og den anderledes måde at bruge træer og spejlbassinger er superb . Der kunne jeg godt tænke mig at gå på opdagelse.
hilsner Gunvor