onsdag den 10. januar 2018

SQUARE GARDEN

HAVEDESIGN

Træd med ind i endnu et haverum i Mien Ruys's eksperimentelle haver. Haverummet hedder på hollandsk 'Vakkentuin' og er bygget af kvadrater.

TEKST & FOTO: LONE


Kvadratet går igen i alle elementer i dette rektangulære haverum. I flisernes form, bedenes form og krukkernes dimensioner, og også den lille havedam er kvadratisk. Tanken var, at haverummet skulle lukkes af fra de nærliggende rum, og derfor faldt valget til denne have på en betonvæg fra virksomheden 'Brederode´, som Mien havde et samarbejde med via sin tegnestue i Amsterdam. Væggen er efter deres anbefaling bygget som et L, så den lukker rummet på den ene langside samt på bagvæggen. Her er placeret en lille hævet terrasse, hvorfra man har udsigt ud over hele rummet.

Indgangen til haverummet er markeret med belægninger, der filtrerer ud i græsset. Et element, der går igen i mange moderne haver.


Nogle af de store felter er fyldt med stedsegrønne planter klippet som skarpkantede bokse. Andre er fyldt med dagliljer, iris mv. De fleste står her i forsommeren i blå farver, men her findes også bede med rosa/rød/gult som modspil til det blå.

Også de store betonkummer, som ses på billedet herover, er fyldt med røde blomstringer.

I dette bed ses et hjortetaktræ i en bund af dagliljer. Træet står i efteråret med de flotteste gule høstfarver.

Her står vi på terrassedækket og kigger den anden vej ud over haverummet. Også herfra ses tydeligt de kvadratiske elementer, der dominerer haven på hele fladen.








I forsommeren står den store gruppe af blå sibiriske iris flot ved spejlbassinet. 

Alt i alt er haverummet et godt eksempel på, hvad man kan opnå med klare geometriske former kombineret med store grupper af stauder og dekorative mindre træer. En idé, der er let at overføre til en villahave.



Har du set vores tidligere indlæg om haverne hos Mien Ryus? Du kan læse om rummet 'Skov' lige her

4 kommentarer:

  1. Interessant have, som jeg gerne ville se. Det stringente og kvadratiske design tiltaler mig meget. Enkelt og alligevel med lækre detaljer.
    Dejlig serie i har om design af haver, man kan besøge.
    Mange hilsener, Lisbeth

    SvarSlet
  2. Normalt er jeg ikke så vild med skarpe lige linjer i haven, men her er de faktisk fine. Måske fordi planterne "bløder op og runder af".
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  3. Mange tak for denne dejlige reportage om et tidløst haverum, der viser hvad `det enkle´ går ud på, og når opgaven løses på en stærk og sikker måde og hvor der stadigvæk er afsat plads til trivsel for både mennesker og planter. Et eksempel mange haveejere kan lære af.
    Bh
    Kjeld

    SvarSlet
  4. Er vild med det :)
    Har selv fyldt min have med højbede, som skaber den her kvadratiske stil.
    Din version her er ret fed !

    SvarSlet

ANNONCE