Heides Planteskole ligger nord for Limfjorden uden for Thisted, og selv om det for nogle godt kan synes langt væk, kan jeg godt love jer, at planteskolen er værd at køre efter.


TEKST & FOTO: JEANNETT

Jeg har besøgt planteskolen her om vinteren. Det kan man nemlig godt. Selv på denne tid af året er planteskolen virkelig et besøg værd.

Rundt om på planteskolen træder linjerne tydeligt frem om vinteren, og det fornemmes, at her er tænkt over designet. Ud over formklippet buksbom og bøg er her også flere spejlbassiner og kunstinstallationer, som alt sammen gør haven utrolig smuk på denne årstid.

Lige nu er vi nok mange, der længes efter blomster og farver i haven, men når det nu ikke kan lade sig gøre, burde vi måske blive bedre til at se alle de smukke former og strukturer, som træder så tydeligt frem netop nu.

Om vinteren gør de formklippede hække sig virkelig godt. Alle de vinterblomstrende planter kan være svære at få øje på om sommeren, og nogle træer er bare smukkest om vinteren.

 

Her på Heides Planteskole i Thisted er der også åbent uden for de normale åbningstider, for det er nu, der er meget inspiration at hente.

Inden længe bliver de lange overdækkede bede fyldt op med roser og stauder. Farverne begynder at vende tilbage, og i maj breder der sig en helt særlig duft og stemning over planteskolen.

Heides Planteskole rummer nemlig Europas største samling af syrener, og de fleste blomstrer i maj måned, så hvis du ikke lige har tid til et besøg på planteskolen nu, så er maj bestemt også et godt tidspunkt.

HER ER VI
Heides Planteskole
Simons Bakke 122
7700 Thisted

Du kan også læse om Heides Planteskole i sommerhalvåret her på HAVEFOLKET, hvis du følger linket her.