Farinata er et italiensk pandekagebrød, der er identisk med det franske socca. Det laves af kikærtemel, vand og olie, og når det bages perfekt, bliver det sprødt udenpå og varmt og blødt indeni.


TEKST: LUISE VINDAHL & DAVID FRENKIEL, FOTO:  FREDERIK FRENKIEL

Vi kan lide at servere det som forret, når vi har gæster til middag, og her har vi peppet den traditionelle udgave op med pynt af ovnbagte vindruer og cremet ricotta. Server rustikt direkte fra panden og giv et glas vin til.

Farinata med ovnbagte vindruer og ricotta

Til 2 personer (eller 4 som forret)

Forberedelse + tilberedning: 35 minutter

INGREDIENSER

Farinata

  • 1 spsk friske rosmariblade
  • 150 g kikærtemel
  • 4 spsk ekstra jomfruolivenolie
  • 1 tsk havsaltflager friskkværnet sort peber

Ovnbagte vindruer

  • 250 g stenfri blå vindruer, gerne på stilk

Til servering

  • rucola
  • 250 g ricotta
  • havsalt og friskkværnet sort peber
  • ekstra jomfruolivenolie
  • balsamicoeddike

 

SÅDAN GØR DU

 

  • Læg bagepapir på en bageplade. Lad halvdelen af vindruerne sidde på stilken, og pil resten af. Fordel dem alle på bagepladen, og stil den i en kold ovn.
  • Tænd ovnen på 275°, og bag druerne i 20-25 minutter, eller til de er saftige, rynkede og karamelliserede.
  • Tag dem ud, og læg dem til side.

Lav samtidig farinata:

  • Hak rosmarinblade fint, og kom dem i en stor skål sammen med mel, 2½ dl lunkent vand, halvdelen af olien og salt.
  • Krydr med peber, pisk det godt sammen.
  • Stil det til side i mindst 20 minutter, så det tykner.
  • Varm en mellemstor ovnfast støbejernspande op i ovnen.
  • Smør, når den er varm, bund og sider med resten af olien.
  • Pisk dejen igennem og hæld den på panden i et jævnt lag.
  • Stil panden under ovnens grillelement.
  • Grill pandekagen i 10-15 minutter, eller til den er gennembagt og gylden.
  • Tag panden ud af ovnen, og skær pandekagen i trekanter.
  • Server direkte fra panden, og pynt med en håndfuld rucola, en skefuld ricotta og ovnbagte vindruer.
  • Krydr med salt og peber, og dryp med olie og eddike.

 

TIP:  Gør retten vegansk ved at erstatte ricotta med en blød vegansk ost.
Denne opskrift – samt mange andre grønne opskrifter fra det dansk-svenske par Luise Vindahl og David Frenkiel – finder du i bogen ‘Green Kitchen derhjemme’ fra Politikens Forlag.
 
Forlaget om bogen: Der er både de hurtige, lækre ting, der passer til en travl hverdag, og lidt mere avancerede weekendretter, der også kan serveres til festlige lejligheder. Alt sammen sund mad, som mætter og får en til at føle sig fantastisk tilpas. Opskrifterne er lette at bruge: Det er nemt at få overblik over, hvor lang tid det tager at lave maden, og der er masser af ekstra tips undervejs. Basisretter som hjemmelavet tomatsauce, rismelspandekager og nemme linser fungerer som en slags byggeklodser til andre fantastiske hverdagsmåltider. Weekendretterne kræver lidt mere tid, men er alligevel dejligt ukomplicerede; fra blomkålsfish & chips til en mættende festlasagne med citron og ricotta og luftige, bagte doughnuts. Med fotos, der får tænderne til at løbe i vand og små personlige anekdoter, sætter Green Kitchen derhjemme en ny standard for moderne og inspirerende, vegetarisk, vegansk og glutenfri mad. 
 
TITELGreen Kitchen derhjemme
FORFATTER: Luise Vindahl & David Frenkiel
FOTOS: Frederik Frenkiel
UDGIVELSE: Februer 2018
SIDER: 256
SPROG: Dansk