mandag den 12. marts 2018

MERE STEDSEGRØNT TIL MIG, TAK

HAVEDAGBOG

Der har hverken været tid, humør eller vejr til havearbejde i min lille bid af verden. Som andre steder i landet skifter haven i øjeblikket mellem at være et jomfrueligt hvidt dække og en grå, trist, klam og våd sag. Så må man jo prøve at finde de små glimt af haveliv, der trods alt er derude.

På dage som disse kan jeg jo godt se, at min have mangler stedsegrønt. Det var oprindeligt et bevidst valg, for det skulle være en sommerhave, der kunne give os masser af farver, dufte og stemninger i vores ferier og forlængede weekender. Altså blev stauder prioriteret - også fordi de klæder et gammelt hus på landet så godt.



Men nu bruger jeg haven så meget året rundt, at der skal tilføres noget, der kan give karakter i vinterhalvåret, og i øvrigt er stedsegrønne jo fantastiske til at ramme stauderne ind. Jeg er startet på processen, men den skal vist speedes lidt op, hvis jeg skal nå at have glæde af resultatet i min levetid.



Jeg har nogle enkelte buksbom, og dem elsker jeg højt. Men jeg har allerede tabt nogle stykker til buksbomkvistdød, så jeg er i stedet begyndt at bruge japansk kristtorn et par steder i haven. De vokser langsomt og tester min tålmodighed - eller min pengepung, for jeg kunne selvfølgelig have valgt at købe nogle større eksemplarer.



Men der jo også anden slags stedsegrønt. Mine frytler er næsten grønne vinteren igennem, og lammeøre er fine året rundt. Både med de sølvgrå/grønne blade og de smukke frøstande.

En anden bidrager til det grønne lige nu og vinteren igennem er alunrod. Jeg har flere slags, men den hidsiggrønne 'Lime marmelade' lyser virkelig op nu, hvor alt andet er så gråt. Om sommeren ligner den næsten salat lidt for meget, men lige nu er den en gave. Og så titter tulipanerne jo så småt frem!


Allium er godt på vej i det hvide bed, og det er skønt at se, hvilken effekt det har på hele haven med disse spæde skud. De giver den bare, sorte jord et grønt skær, når man sidder her indendøre og tripper for at komme ud og gøre haven forårsklar. Det er lige det, der gør denne periode tålelig for en vinterskeptiker som mig.

Rigtig dejlig dag til dig,



4 kommentarer:

  1. Ja stedsegrønt kan man næsten ikke undvære. Dog alt med måde, jeg har oplevet et par haver hvor det næsten var for meget af det gode med stedsegrønt. Jeg er ved at skifte et par af de ældste grønne ud, de er osse over de 30 år, og kan ikke rigtig klippes til bevarelse. Indtil nu er vi sluppet for buskbomvisnedød, så jeg har nogle mega buske der bliver klippet, en er stammet op til et træ. Jeg har faktisk ikke tænkt på lammeøre, som stedsegrøn. det kunne være jeg skulle overveje den et par steder. Jeg har masser af bispehat og hasselurt, dog er de ved at blive delvis erstattet med påskeklokker visse steder.
    Og så har jeg hørt lærken!!!!! kom nu forår.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. De stedsegrønne kan godt tage magten. Det er nok derfor at en hel generation har fjernet dem fra haverne, fordi de har overtaget en ejendom, hvor de stedsegrønne er blevet alt for store. Men nu synes jeg de mangler - vi har trods alt vinter halvdelen af året ;)

      Slet
  2. Lammeøren er et rigtig godt forslag. Den bør bestemt medtænkes i de stedsegrønne :-)
    Jeg har aldrig rigtig været vild med blomsterne, men har læst, at 'Silver Carpet' ikke blomstrer så meget - for os, der altså mest er til bladene ;-)
    Vh Lisbeth

    SvarSlet

ANNONCE