Der har hverken været tid, humør eller vejr til havearbejde i min lille bid af verden. Som andre steder i landet skifter haven i øjeblikket mellem at være et jomfrueligt hvidt dække og en grå, trist, klam og våd sag. Så må man jo prøve at finde de små glimt af haveliv, der trods alt er derude.


TEKST & FOTO: HENRIK
På dage som disse kan jeg jo godt se, at min have mangler stedsegrønt. Det var oprindeligt et bevidst valg, for det skulle være en sommerhave, der kunne give os masser af farver, dufte og stemninger i vores ferier og forlængede weekender. Altså blev stauder prioriteret – også fordi de klæder et gammelt hus på landet så godt.

Men nu bruger jeg haven så meget året rundt, at der skal tilføres noget, der kan give karakter i vinterhalvåret, og i øvrigt er stedsegrønne jo fantastiske til at ramme stauderne ind. Jeg er startet på processen, men den skal vist speedes lidt op, hvis jeg skal nå at have glæde af resultatet i min levetid.

Jeg har nogle enkelte buksbom, og dem elsker jeg højt. Men jeg har allerede tabt nogle stykker til buksbomkvistdød, så jeg er i stedet begyndt at bruge japansk kristtorn et par steder i haven. De vokser langsomt og tester min tålmodighed – eller min pengepung, for jeg kunne selvfølgelig have valgt at købe nogle større eksemplarer.

Men der jo også anden slags stedsegrønt. Mine frytler er næsten grønne vinteren igennem, og lammeøre er fine året rundt. Både med de sølvgrå/grønne blade og de smukke frøstande.

En anden bidrager til det grønne lige nu og vinteren igennem er alunrod. Jeg har flere slags, men den hidsiggrønne ‘Lime marmelade’ lyser virkelig op nu, hvor alt andet er så gråt. Om sommeren ligner den næsten salat lidt for meget, men lige nu er den en gave. Og så titter tulipanerne jo så småt frem!

 

Allium er godt på vej i det hvide bed, og det er skønt at se, hvilken effekt det har på hele haven med disse spæde skud. De giver den bare, sorte jord et grønt skær, når man sidder her indendøre og tripper for at komme ud og gøre haven forårsklar. Det er lige det, der gør denne periode tålelig for en vinterskeptiker som mig.

Rigtig dejlig dag til dig,