onsdag den 21. marts 2018

URTEHAVEN PÅ FREDENSBORG SLOT

HAVEREPORTAGE

Fredensborg slot er et af Danmarks smukkeste slotte. Bygningerne udgør et imponerende anlæg, som ikke ses tilsvarende andre steder i landet, og det store haveanlæg er en enevældig konge værdigt. Men så er der også urtehaven, som på trods af sin skønhed handler om noget så jordnært som at få mad på bordet.

TEKST & FOTO:  HENRIK


Slottets haveanlæg er opdelt i en del, som er åbent for offentligheden året rundt, og så kongefamiliens private del, som man kan komme ind og se, mens sommeren er på sit højeste i juli og ind i august. Slottet har i de sidste generationer været den kongelige families foretrukne opholdssted, og det bidrager nok til den uformelle stemning, der er på stedet på trods af anlæggets størrelse. Her slapper man af og er privat - også når man har overnattende gæster på officielt besøg. Så det er måske heller ikke så underligt, at man her finder den køkkenhave - Urtehaven - der leverer en god del af råvarerne til den kongelige families måltider og blomster til slottenes buketter.

Urtehaven er anlagt som en potager - en køkkenhave i den franske, dekorative stil, hvor det nyttige bliver ophøjet til en æstetisk behagelig oplevelse. Ellers er køkkenhaver jo typisk der, hvor det praktiske har overtaget, og udbyttet er i fokus. Men i potager'en er det mindst lige så vigtigt, at afgrøderne tager sig godt ud, mens de vokser.

Det kan man opnå ved at sammensætte sorter med flotte kombinationer i bladfarve og bladformer. Eller man kan lege med at så og udplante i kunstfærdige mønstre. Det giver jo ekstra udfordringer at lægge dette oven i normale hensyn til sædskifte og høsttidspunkter, så det kræver et godt overblik og plantekendskab at få det til at lykkes. Strukturen i haven holdes ved at indramme hvert bed med en formklippet kant af buksbom, så det overordnede mønster kan fastholdes, selvom om afgrøderne kommer og går.

I en almindelig køkkenhave vil man også gerne holde jorden dækket, når man begynder at høste, men det er særlig vigtigt at undgå for store tomme huller, når man begynder at høste grønsager i den dekorative potager. I Urtehaven sørger man for, at der er noget interessant hele sæsonen ved at lade blomstrende planter indgår i bedene.

Hvert felt er dedikeret til en bestemt type afgrøde. Herover er det en overdådig samling af krydderurter, der giver et frodigt udtryk.

Det er typisk for denne havetype, at den er indrammet. Enten af hække eller af mure som denne. En sydvendt mur er desuden et eminent sted til espalierede frugttræer, som her får lov til at støtte sig til et smukt, enkelt sølvgråt træværk.

I haven spilles der på kontrasten mellem det meget styrede og kontrollerede og så det mere tilfældige. Se nu denne kombination af nogle håndfulde valmuefrø kastet ind mellem rækkerne af kål. De supplerer da hinanden på fantastisk vis!

Som sagt er der ikke kun grønsager i haven. Der er også reserveret plads til skærehave, og det er lidt sjovt at tænke på, at disse blomster kommer til at indgå i smukke arrangementer rundt omkring på kongehusets slotte.

Ridderspore, asters og andre af de høje vækster med tunge hoveder har brugt for lidt støtte, og det er løst på smukkeste vis med disse udskårne stolper med udspændte wirer imellem. Nedenfor ses en anden støtte i form af afklippede grene, så planter med slyngtråde har noget at holde fast i.



En buegang med slyngroser fører frem til Orangeriet i den ene ende af haven. Buerne er indrammet af samme buksbomkanter som bedene, men som en ekstra finesse er der plantet skovjordbær mellem dem.




Nu er det snart tid til, at du kan få gang i din egen køkkenhave. Tænker du også i mønstre og farver? Har du blomster mellem dine grønsager? Lad os høre om dine drømme og erfaringer.

HER ER VI
Fredensborg slot
Slottet 1B
Fredensborg
Urtehaven i Den Reserverede Have

Haven er åben for publikum, når kongefamilien ikke selv benytter slottet. 
Der skal købes entre, som inkluderer en guidet tour af haven.


6 kommentarer:

  1. Smukt ser det ud - egentligt lidt underligt jeg aldrig har taget turen derop og set haven, sådan rigtigt. Var ellers ansat i det firma der restaurerede Nordmandsdalen i 2000. Var kun lige til indvielsen af dalen. Tror jeg i løbet af sommeren vil tage derop ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du må på tur! Hele anlægget er fantastisk, ikke mindst væksthuset er spektakulært. Husk at tjekke åbningstiderne!

      Slet
  2. Dejlige fotos fra en meget smuk potager.Jeg har i flere år haft lyst til og planer om at se haven i den korte periode den er åben for offentligheden.
    Det må kræve megen planlægning,at kombinere planterne og holde det smukt samtidig med at der høstes.Meget dekorative pæle som er anvendt til støtteforanstaltninger.
    Smukt med de forskellige blomstrende planter,men vel samtidigt nyttigt m.h.t. at tiltrække insekter.
    Godt indlæg nu hvor vi forhåbentlig snart skal til at tilså egen køkkenhave.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er lidt af en udfordring at holde bedene smukke og interessante i takt med at man begynder at høste. Her er der dog også bare partier ind imellem, men de arbejder på at nogle planter kan få lov at fylde når andre høstes. Eller blomster kan få lov at brede sig.

      Slet
  3. -Det er en smuk urtehave, både til nytte og pryd. Den ide med valmuer i kålen skal jeg huske. Almindeligvis har jeg morgenfruer spredt i urtehaven, men valmuerne giver osse en flot virkning.
    Dejlig praktisk at få et frisk input nu hvor det forhåbentlig snart er rigtig havesåtid.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kan i hvert fald sagtens drømme om en frodig køkkenhave - selv om såtiden i år måske skal trækkes lidt.

      Slet

ANNONCE