Er der noget skønnere end at plukke solvarme bær af sine egne bærbuske? Efterhånden findes der en række sorter, der er skabt til at trives i krukker, og det betyder, at du ikke blot får noget godt til ganen, men også nogle fine planter – fx til terrassen eller den lille altan.


TEKST & FOTO:  HENRIK
Lige nu er det jo tid for planlægning, tilsåning og plantning i køkkenhaven. Men hvad med også at få nogle af sommerens lækre afgrøder helt ind på terrassen i form af skønne bærbuske? Det har aldrig været nemmere, og der er rigtig mange forskellige muligheder. Vi giver dig her to bud, som på forskellig måde viser, hvordan bærbuske kan bruges i krukker. Der er nogle få ting, du skal tænke på i forbindelse med denne slags planter. De skal for det første have rigelig sol, eller får du ingen bær. Dernæst må de ikke tørre ud – det kan godt være, at planten overlever, men bærrene vil ofte gå tabt. Generelt er de sorter, der egner sig til krukker, fremavlet til at have en moderat vækst, og de er også mere resistente over for sygdomme end de sorter, du kender fra friland.

Til højre har vi en brombær. Det er en sort uden torne, og det vil du sætte pris på, for ofte færdes vi tættere på vores krukkeplanter, end hvis de stod på friland. De skal jo også håndteres ved ompotning og evt. beskæring, og så er det rart at slippe for de spidse torne. Selv om denne brombær er egnet til krukke, så vokser den på samme måde som andre brombær: med lange, lange skud, som skal støttes og styres af en form for stativ. Skuddene kan bøjes og bindes op, mens de er unge og fleksible. Men vent ikke for længe, for når først de er træagtige, er de svære at tvinge i en bestemt retning. Min personlige rekord er ranker på tre meter, men for en krukkeplante er det jo ikke et mål at få den så stor som muligt.

Til venstre har vi en blåbær. Faktisk er der tre forskellige sorter i denne krukke, afstemt sådan, at de modner med cirka en måneds mellemrum. Det er vældigt praktisk og gør, at du kan høste bær fra midt i juli til ind i september. Dette er den amerikanske variant af blåbær, og den bliver omkring en meter høj og kan klippes til en busket form. Den ynder en lidt sur jord, men er ellers ikke kræsen. Det kan være lidt svært at se, hvornår bærrene er modne, for selv om de får den typiske blå, duggede farve, skal de måske sidde i flere uger, før de er helt klar. Du må med andre ord smage og mærke dig frem!

Vækster i krukker skal gødes godt, og det gælder især planter, som skal bo i krukken i mange år. Det er en god ide at give et godt skud gødning i foråret og herefter supplere med flydende gødning eller gødningsvand i løbet af sæsonen.

Du vil blive overrasket over, hvor stort udbyttet kan blive, men den minimale plads sætter jo en begrænsning. Ud over forbipassendes smagsprøver er havens fugle også glade for sådan et tag selv-bord, så hvis du vil beholde alle bær for dig selv, må du overveje, om der skal net om busken. Køn er den løsning jo sjældent…

Ud over bærrene giver bærbuske også andre glæder, som man måske først rigtig ser, når man har dem tæt på i krukker. Blomsterne er sjældent prangende, men i det tidlige forår bliver man ret begejstret, når man ser disse tegn på de kommende godter.

Blåbærbuskene giver også stor fornøjelse om efteråret, hvor bladene skifter fra grønt til ildrødt. Det er virkelig en farvepragt, som næsten er grund nok til at få sådan busk helt tæt på huset eller lejligheden, så den kan nydes inde fra de varme stuer, når temperaturen falder udenfor.

Vi har haft en del milde vintre de sidste år, men du kan overveje, om du skal beskytte dine bærbuske. Måske dække dem til eller i hvert fald flytte dem til en placering, hvor de ikke udsættes for den værste kulde. Det er helt normalt, at der er døde kviste og grene, og de fjernes nemt, hvis du klipper dem væk, inden skuddene er sprunget ud.

Der er masser andre muligheder for bærbuske i krukker. Hvad med hindbær, solbær, tyttebær eller tranebær? Har du erfaringer, du vil dele med os?