Freden er efterhånden ved at have lagt sig over vores have. Det har været et travlt forår med projekt ‘nordhave’, og det er godt nok ikke helt færdigt endnu, men det er så færdigt, at det kan bruges. Nu kan de sidste ting laves færdigt i et hyggeligt tempo – sådan som haveprojekter rent faktisk burde være.


TEKST & FOTO: LONE

Rummet er som sagt allerede taget i brug og ikke mindst pizzaovnen, som altid bliver flittigt brugt, når vejret er godt. Som man kan se på billedet herunder, har vi ikke fået lagt bordplader på endnu, men det sker i den kommende uge.

I den forgangne uge har jeg endelig fået sået og plantet vores køkkenhave til. Jeg har skudt genvej på en del af urterne og har købt småplanter på planteskolen: salater, kål, persille i flere variationer og bladselleri – alle sammen planter, som jeg ikke vil undvære i hjemmedyrket version, men som jeg ikke har prioriteret selv at få forkultiveret i år pga. andre haveprojekter.

Og så har vi haft gang i en anden ting…

robotplæneklipper, Husqvarna

Over de sidste par år er det gået op for os, at vi ikke har den store kærlighed til græsslåning. Ikke at vi vil undvære græsset. Men der er ikke rigtig nogen af os, som har lyst til at klippe græs et par gange om ugen, og når man så endelig har brugt krudt på at klippe græsset, er det så som så med energien til at gå og rette plæne op og klippe kanter.

Faktisk ser græsplænen ikke alt for godt ud. Flere steder er der store bare pletter, der bør eftersås, og andre steder bør den rettes op efter flere vintre med frost uden efterfølgende omsorg for den grønne plæne. Mange års brug af plænetraktor har også sat sine spor, så der er en post her, som jeg skal gå og hygge mig lidt med i de kommende måneder. En bunke med en pæn blanding af jord og sand ligger og venter på mig.

robotplæneklipper, Husqvarna

For et par uger siden tog vi så beslutningen og bestilte en robotplæneklipper. Jeg har forhørt mig rundt omkring hos dem, der har erfaringer med emnet, og jeg kunne lytte mig til, at de, der har en Husqvarna, generelt er godt tilfredse, så det er den, vi nu forsøger os med. I sidste uge blev den installeret, og jeg er allerede ovenud begejstret for havens nye hjælper, der sørger for, at plænen er konstant klippet. Helt uden at jeg skal gøre noget selv.

Har du mon en robotplæneklipper? Hvis ja, vil jeg meget høre fra dig. Hvilket mærke har du, og hvad er din erfaring med den? Hvis du har valgt, at du absolut ikke vil have en robot, vil jeg også gerne høre din begrundelse. Lad os endelig dele erfaringer og holdninger – hvis du har lyst.

Rigtig god pinsemandag til dig,

ps.
Vores ombygning af haven mod nord indebar flytning af en stor klematis, som er en af de planter, vi har allermest glæde af her i forsommeren. Jeg har været så nervøs for, om den kunne overleve flytningen, men lige nu blomstrer den heldigvis, som om intet var hændt.