Hvis nogen spørger mig, hvad jeg laver for tiden, så er svaret: Jeg er i haven. Hvis nogen så spørger mig, hvad jeg laver der, så vil svaret for det meste være, at jeg er i køkken- og skærehaven. Det er nemlig helt klart den del af haven, der kræver en hånd lige nu. Her sår jeg grøntsager, prikler sommerblomster, planter ud, vander, luger, planter lidt mere og vander lidt mere. For pludselig kom foråret som et lyn fra en klar himmel, og så har der så stort set ikke været en sky på himlen siden. Det gav en del travlhed i køkkenhaven, for pludselig kunne det ikke gå stærkt nok med at få sået, priklet og plantet ud.


TEKST & FOTO: JEANNETT

Vores køkken- og skærehave er på ca 700 kvadratmeter. I denne uge vil jeg tage jer med på en lille vandretur rundt herinde, selv om det for tiden mere ligner en arbejdsplads end en have.

 

Men nu er vi ved at være færdige, hvis man kan sige det, for der skal jo stadig plantes efter, flyttes planter og lukkes huller, luges og nippes blomster. Men stort set alle rækker er sået og plantet til, og de fleste grøntsager og sommerblomster er kommet op og er i god vækst. Når der er god vækst i køkkenhaven, og vi er færdige med at så; når stauderne og græsserne er kommet op, og frugttræerne har blomstret uden for megen frost eller regn, ja, så ved jeg, at det bliver en god sommer i haven.

 

I en køkkenhave går det ikke altid som planlagt, men mine efterhånden mange års erfaring giver mig en vis ro alligevel. På grund af travlhed fik vi igen plantet dahliaer alt for sent, men de skal nu nok nå at give en masse blomster alligevel. Mine hvide skærmblomster, tandstikkeurt, Ammi visnaga, kom desværre ikke. Jeg tager chancen og prøver at så dem igen, for dem vil jeg være ked af at undvære. Min søde, flittige og meget hjælpsomme mand har som sædvanlig hakket et par rækker blomster op. I år gik det ud over morgenfruerne, de smukke Calendula ‘Sunset Buff. Han luger dobbelt så hurtigt som jeg, og det er altså en super hjælper at have, så jeg har ikke sagt noget. Jeg sår bare lige en ny omgang.
Pæonerne er i knop, og der går ikke lang tid, før jeg igen kan lave store svulmende buketter. Det er bestemt en skøn tid lige nu. Jeg har sat alle mine pæoner i en række her i skærehaven, både fordi jeg nu kan nænne at plukke af dem, og fordi de så er nemme at binde op.
Jeg har lavet små korte rækker med sommerblomster i år, så det hele står mere samlet i blokke. Jeg håber, det vil give en god effekt, selv om jeg tror, det bliver lidt besværlige, når blomsterne skal bindes op.
Det ser ud til, at der blive mange jordbær i år. Perfekt, for jeg nåede lige at få rabarber i fryseren. Det er dog nødvendigt at vande, for det er virkelig meget tørt her hos os.
Som noget nyt har vi fået sneglehegn hele vejen rundt om køkkenhaven, så nu satser jeg på for eftertiden selv at kunne bestemme, hvem jeg vil dele min salat med.
Den første Cosmos er allerede i blomst. Det er virkelig tidligt i år, men smuk er den.
Bagerst i haven har jeg min lille planteskole. Her er alt muligt samlet, både planter, som venter på en ny plads inde i prydhaven, og planter som, er tilovers. Lige nu er der også mange overskydende sommerblomster, som venter på at blive plantet i krukker eller ud andre steder i haven.

Tak, fordi du tog dig tid til en rundtur i min køkken- og skærehave.

Rigtig dejlig dag til dig,