Juni er over os, og efter den måneds sommer, vi fik i maj og starten af juni, så føles det næsten, som om at vi havemæssigt er i starten af juli. Vi spiser kirsebær og ribs hver dag. Det plejer at være en ‘vi skal lige nå det, inden vi tager på ferie’-ting.  Af samme grund er der godt gang i staudebedene, og krukkehaven er også godt med.


TEKST & FOTO: LONE

Det er ofte først i juli måned, at krukkerne i vores have er fyldt med alle de planter, der er blivende for resten af sommeren. Men lige i sidste uge fyldte jeg de sidste krukker med hortensia, og nu står alt klar til sommerens liv i haven.

Siden jeg for nogle år siden begyndte at importere håndlavede terrakottakrukker, er det helt klart dem, der nu dominerer i haven. Selvom de er store, flytter jeg dem ofte rundt ved brug af en solid sækkevogn. Men lige nu er alt flyttet godt på plads, og jeg tror, krukkerne får lov til at stå, hvor de gør, indtil efteråret, hvor jeg igen tager fat på en rokade og fylder op med efterårsfarver i nogle af krukkerne.


I krukker og kurve omkring indgangen til huset er det hortensia, der dominerer. Jeg har ikke haft hortensia i rigtig mange år, men i år er de vendt tilbage – faktisk ved en tilfældighed. Men faktum er, at de skaber en fantastisk ro i haven og passer perfekt ind i alle vores middelhavsplanter – myrter, oliventræer og skærmliljer.

Nogle af de førsterhvervede hortensia har desværre fået lidt frostskader. Men jeg kan ikke nænne at kassere dem, så de får lov at stå, og et væld af nye blade er på vej. Busken er heldigvis også fin uden blomster.

Bagerst i billedet herover ses de dahliaer, der er længst fremme. Jeg havde sat dem til forspiring i vores mistbænk, hvilket gik fortræffeligt, indtil vi forlod haven fem dag i starten af maj – og så kom sommeren! Mistbænken har været kogende varm i de dage, vi var væk, og da vi returnerede, var alle dahliaskud svedet af, og det hele skulle starte forfra.


Tålmodighed er en dyd, og de har været på vej på komposten mange gange, men til sidst kom der nye skud, og nu er de på vej igen. Stærk forsinket, men mon ikke vi når at nyde dahliaerne i sensommeren.

Ofte sætter jeg krukkerne sammen tre-fire stykker på række, men her omkring indgangen får de lov til at stå lidt blandet.

 

Herunder er krukkerne blandet med de sorte kurve, som jeg købte først på året, og som i øvrigt står rundt omkring i hele haven. Nogle med planter, andre med legetøj, til ukrudt eller som lagerplads til havelys til hyggeaftener.

Krukker og kurve med indianermynte, hortensia ‘Curly Wurly’ fra Gardeners Own, 
broget hyld og vores skærmliljer, som efterhånden har mange år på bagen.

Det er de blålige ‘Curly Wurly’, der er årsagen til min hang til hortensia igen. Jeg synes, at både farve og form er så fin. Og så passer farverne utroligt fint både sammen med de mørke kurve og de forholdvis lyse terrakottakrukker.

 

 

 

I køkkenhaven prøver jeg at få antallet af krukker lidt ned, men alligevel sniger der sig lidt ind hist og her. I går fik jeg plantet blå snerler i en store lerkrukke, der som nabo har blåbær i krukker.

Også disse palmer, Cordyline australis, har fået bopæl i køkkenhaven. De giver en lidt eksotisk stemning til haverummet, som senere bliver underbygget af dahlia i nogle af køkkenhavens højbede – hvis de ellers når at komme i blomst.

Ved siden af køkkenhaven ligger havens største græsplæne, der er brudt af en fliseflade med vores store lounge. Her er der ro med ens krukker på række. Pilebladet pære underbeplantet med massevis af timian. De kræver ikke så mange besøg med vandslangen og er nemme at passe her.

 

En enkelt sort krukke sniger sig ind hernede. Her har jeg plantet en af mine yndlinge blandt sommerblomster: Euphorbia ‘Diamond frost’. Jeg ved, at Ulrika fra redaktionen overvintrer sine med succes i garagen. Måske har du også prøvet det?

Et andet sted i haven har vi andre runde krukker med et helt andet udtryk. Lige nu står her endnu påskeklokker, men planen er, at krukkerne på et tidspunkt skal fyldes med prydgræsser. Hov – skrev jeg ikke lige før, at jeg var færdig for nu?!

Når man kigger på krukker, kommer man ikke uden om hosta. Den er pga. snegle blevet jaget op i krukkehaven flere steder. Og dér er den simpelthen intet mindre end fortrinlig.

Inden vi går til det lange staudebed, skal du lige en tur med omkring nordhaven. Her er kun få krukker, udvalgt til at skabe ro med enkle former. Planterne er hortensia ‘Limelight’, buksbom og græsser.

 

 

Også til slut lige et smut om på den anden side af huset igen. I den østlige ende af vores lange staudebede er tonen slået an med orange fra tidligt forår til slut efterår. Lige nu er det mælkeklokke ‘Loddon Anna’, der blomstrer samtidig med høje orange dagliljer.

Men flere planter er på vej ind i selve bedet. Jeg har her i forsommeren testet to tilføjelser. Den ene er busken spiræa ‘Diablo’. Den anden er en smuk orange nellikerod.
Begge planter står i krukker tæt op ad bedet, og kombinationen er skøn. Når sommeren er ovre, ryger begge dele ned i bedet, så de fremover er et fast indslag her.

 

Lige på den anden side af hegnet står vores sværvægter af en krukke. Den er fyldt med blåregn og underplantet med star. Herfra skal der høstet græsser til de to krukker med påskeklokker.

Færdig bliver man aldrig. Som du kan høre, har jeg hele tiden planer om at flytte rundt og plante nyt. Og det er jo, fordi jeg elsker det. At gå ud og skabe nyt og lave om. Men jeg har egentlig også en plan om at prøve at lade det hele være for en stund og nyde sommeren med familien, på terrasse, over grillmad eller med en god bog. Måske lykkes det… måske ender jeg som altid med enden i vejret over et staudebed. Bare fordi jeg ikke kan lade være.

Dette var i øvrigt sidste havedagbog fra min side, inden HAVEFOLKET fra uge 27 går i sommertilstand. Ikke, at vi stopper artiklerne – vi begynder bare alle at holde lidt ferie på skift. Så sommeren kommer til at se lidt anderledes ud, end du er vant til med havedagbøger hver mandag.

Rigtig dejlig mandag til dig og god uge,