onsdag den 4. juli 2018

ANKOMST TIL VADEHAVET

UDFLUGTER

Vadehavet har fået sit eget lille sted, hvor man kan danne sig et førstehåndsindtryk af, hvad det er for et landskab, man er på vej ind i. Anlægget er underspillet landskabsarkitektur og god inspiration til, hvordan små greb kan have stor effekt i din have. 

TEKST & FOTO:  HENRIK


Nationalpark Vadehavet. I juni 2014 blev den danske del af Vadehavet optaget på UNESCO's verdensarvsliste som et enestående stykke natur, der fremover skal forsøges bevaret, som det er. Det vil sige, at det nu kan sidestilles med Grand Canyon i USA og Great Barrier Reef i Australien. Men hvordan får man et indtryk af, hvad det der vadehav er for noget? Landskabet i dette hjørne af Danmark er provokerende fladt, og man savner at kunne komme lidt op i højden for at "se landskabet for bare landskab". Men hvordan gør man det uden selv at ødelægge udsigten for andre? Og hvordan gør man det uden at fjerne opmærksomheden fra det, som det drejer sig om, nemlig landskabet, naturen og fuglelivet?


Ved Rømødæmningen er der nu kommet et bud på det. "Ankomst til Verdensarv og Nationalpark Vadehavet" hedder det, og det er en del af Realdanias kampagne "Stedet Tæller". Det er et lille fint anlæg, som ikke konkurrerer med det omgivende landskab.

Man starter med at stille sin bil på en lille grusbelagt p-plads. Det kunne også være en cykel, men statistikken siger bil som det mest sandsynlige i denne landsdel. Herfra bliver du ledt over til selve ankomststedet, som ligger på den anden side af et vejkryds. Det er ikke helt ideelt for oplevelsen, men sådan må det nu engang være, når det trafiktekniske skal gå op i en højere enhed. Krydset fører den ene vej ned langs kysten parallelt med et stort dige. Den anden vej fører som sagt over Rømødæmningen, en oplevelse som man skal unde sig selv, fordi man her simpelthen krydser vadehavet.

Vel ovre på den anden side af vejen ledes man ad en lille sti hen til en jordhøj. Der kan virke lidt underligt at lave sådan en jordbunke - er det ikke lidt kunstigt? Jo, det er det. Men den fortæller i sig selv en historie om landskabet som det kulturlandskab, det i høj grad er. Langs kysten vil du se tilsvarende høje, som er tusind år gamle, nemlig gravhøje. Og du vil se mange huse og gårde ligge på toppen af menneskeskabte høje, værfter, som beskyttelse mod stormflod, før man havde diger, der kunne modstå vandet.


Stien og de trin, der leder op ad højen, er støbt i indfarvet, hvid beton. De fortæller også en historie om landskabet, nemlig om tidevandet. Hver sten er en støbt gengivelse af de riller, der dannes i sandet, når vandet trækker sig tilbage. Vi kender dem alle fra strandkanten, og det er en måde at minde os om, hvor meget vandets bevægelser betyder for denne egn.

Til dem, der pusler med betonstøbning, er inspirationen hermed givet videre! Det kunne faktisk være ret spændende løsninger, der kunne komme ud af det, hvis man selv støbte fliser og trappetrin.


Fra toppen af højen kan man følge diget nord- og sydpå, så langt øjet rækker. Et kæmpeanlæg. Og bag diget ligger det flade, flade landskab, som strækker sig langt ind i landet. Rå tømmerblokke agerer siddepladser, så man puste lidt ud inden turen ned ad højen igen og ud mod diget. Et fint eksempel på, at det enkle nogle gange er nok, også i vores haver.

Bag diget ligger en afvandingskanal, som skal krydses først. Det er en sjov fornemmelse at gå hen over sivene, som stikker toppene op mellem riller i broen og kildrer lidt om fødderne.

Mod diget er broen udstyret med en færist, så den oldschool udgave af robotplæneklipperen, fårene, ikke slipper over. De græsser på diget og ude på forlandet, inden deres afkom ender som de dejligste marsklam på spisebordet.


Og så kommer udsigten med wow-faktor, når man når op på toppen af diget. Det, man ser ud på, er indvundet land, som stille og roligt er opbygget, år efter år, cm for cm. Tidligere er vandet gået hertil, men nu skal du faktisk ret langt ud for at se vand, og diget sørger for, at fremtidige stormfloder ikke får så ødelæggende konsekvenser som før i tiden. Helt sikker er man jo aldrig, men det er et imponerende eksempel på viljestyrke og vedholdenhed.


Så går turen tilbage igen. I baggrunden ser man det gamle dige, som stadig er ret markant i landskabet. Det er i øvrigt et af de gode steder at se sort sol - de flotte formationer af stæreflokke - i foråret og sensommeren.





Hvor er vi:
ANKOMST TIL VERDENSARV OG NATIONALPARK VADEHAVET
Skærbæk ved Rømødæmningen




1 kommentar:

  1. -Sjov ide med de betonfliser, det giver ekstra liv, og gør vel osse de ikke er glatte at gå på. Det er en rigtig god ide med det stiforløb med træklodserne. Enkelt og smart.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE