På en bakke i Aalborg, næsten på toppen, ligger en okkerfarvet villa. Bakken er virkelig stejl, så det er grunden selvfølgelig også. Det kunne være en voldsom forhindring i at lave en have, men ejerne får det vendt til en fordel og har fået skabt en kreativ og finurlig oase.


TEKST & FOTO:  HENRIK
Denne lille artikel yder overhovedet ikke haven retfærdighed, for det er simpelthen ikke muligt at få presset så mange billeder ind i et indlæg. Faktisk er jeg også overbevist om, at der er et hav af detaljer, som jeg har overset under mit besøg, for iderigdommen og skaberlysten er overvældende. Det er en af den slags haver, man bare bliver i godt humør af at besøge, og man vil bare hjem og gå helt krea-amok i sin egen have. Der er spændende ideer og detaljer overalt, men det er gennemført med en stilsikker hånd. Som nævnt bevæger terrænet sig op og ned, så haven er inddelt i en række rum, der ligger som terrasser i forskellige niveauer. Kom med rundt i Bernd og Eges have!

Det første blikfang er et fantastisk dueslag, der tårner sig op midt i haven. Det er en af flere konstruktioner, og det er en god inspiration at tage med sig. Det gør meget ved en have, at den ikke kun består af levende indhold, men også pergolaer, lysthuse, stakitter og måske et gevaldigt dueslag.

Haven rummer ikke mindre end tre drivhuse, og har man pladsen til det, giver det jo mange muligheder for at skabe rum omkring dem og selvfølgelig også dejligt meget plads til diverse samlinger af pottede planter. Potter og krukker er der stort set over hele haven, men her har man været så snedig at grave slanger ned, så der er en pipeline til forskellige sektioner af haven, som blot kan kobles på hver for sig.

Det næste drivhus viser virkelig, at man ikke lader sig begrænse af terrænet. Et drivhus skal jo stå lige, så hvad gør man, hvis jorden er skrå? Man hæver da drivhuset op på sin egen platform og skaber en “bådebro”. Det har givet et helt unikt element, som udnytter placeringen optimalt: Lys til drivhuset og en fin udsigtsplads foran.

Det sidste drivhus har også sit eget særpræg. Det er et helt almindeligt standard aluminiumdrivhus, men hævet til nye højder med en flot klippet ligusterhæk omkring gavlen. Med sådan en indramning er det pludselig noget helt særligt.

Haven har som sagt mange konstruktioner, og denne pergola er en af dem. For enden er der placeret et spejl, som får pergolaen til at fortsætte “uendeligt” – hvis ikke det var, fordi ens eget spejlbillede kom med,

I det fjerneste hjørne ligger et fint lysthus, hvorfra man kan beundre udsigten over haven og faktisk også over en stor del af Aalborg. Der er klart fordele ved at have et hus placeret højt over alle andre, og det skal da nydes.

Over hele haven kan man se, at ejerne har øje for bladfarver og bladformer. Der leges også med klippede buske og hække som kontrast til store, overhængende roser. Rummet her ved gavlen rummer det hele, og især de limegrønne farver lyser godt op her i skyggen.

Som sagt er der mange detaljer for øjet at hvile på, og det skyldes ikke mindst de mange opstillinger og tableauer.

DIY er en stor del af havens charme, og det er også tydeligt, at man nyder at samle og finde ting. Det er et godt tip at samle ting af samme slags i grupper, det giver en god effekt.

De fine “skilderhuse” i den nederste del af haven rummer blandt andet en siddeplads og en samling haveredskaber. Faktisk meget praktisk med sådan nogle små huse, der vil kunne placeres i mange haver.

Ved indgangen til haven finder vi et af de mest stramme haverum koncentreret omkring et bassin. Det er skærmet mod vejen af sortmalede vægge og giver en rolig baggrund og en fin stemning.

Det er en frodig have, hvor hver en krog udnyttes til at eksperimentere både med kreative ideer og med at få planter til at vokse og trives. Den følger ikke en bestemt stil, men det er, som om der er plads til alt, bare det udspringer af haveglæde.

Ege er aktiv i flere grupper på Facebook, hvor du sikkert vil støde på ham. Ege afholder også af og til kurser i betonstøbning, og der er også en gruppe for hans kursister og “beton-tosser” på Facebook. Ellers kan du starte med at se hjemmesiden EGES HAVE.