Vi tager nu hul på en lille serie af Claus Dalby, der i sin nye bog ‘Selskabsplanter’ præsenterer nogle af sine ypperste plantekombinationer fra egen have. I bogen gennemgår han haverum for haverum sine plantevalg, og her på HAVEFOLKET byder han  således over de kommende uger indenfor i tre af havens farvetemaer. I dag får du fif til den gule have.


INTRO: HAVEFOLKET, TEKST & FOTO: CLAUS DALBY

 

Her i haven anvender jeg ikke varmt gule blomster, men derimod en del af de koldt gule samt cremegule og måneskinsgule. I ‘Det gule bed’ er de gule farver ikke alene repræsenteret i blomster, men også i løv. Hvide blomster er der også en del af; de er så gode sammen med de gule. Bedet er et langt og smalt bed –  28 x 3  meter – som måske kunne skabe inspiration til en forhave. Bedet ligger parallelt med alleen og afgrænses af bøgehækken. Det er et bed, som vækker opmærksomhed hos havens gæster, også hos en del af  dem, der normalt ikke bryder sig om gult. Selv er jeg ret glad for tonerne og er altid liebhaver til planter i denne farveskala.

 

Den bløde gule farve kaldes på engelsk primrose. Det betyder egentlig primula og hentyder til den vilde primula, der findes i naturen. Den er lysegul.
HER FÅR DU NOGLE AF CLAUS DALBYS BEDSTE ANBEFALINGER TIL DE GULE PLANTER

1PÅSKEKLOKKER
Påskeklokker, Helleborus orientalis, fås i talrige farver. Mange har plettede kronblade, men jeg kan nu godt lide de helt ensfarvede. Der findes både enkelte og dobbelte blomster. Førstnævnte er de mest almindelige og nok også de kønneste. Påskeklokker sår flittigt sig selv, men der går omkring tre-fire år, før de første blomster viser sig. Det er altid spændende, hvilke farver blomsterne får. Man kan nemlig ikke regne med, at afkommet kommer til at se ud som moderplanten, for påskeklokker krydser sig meget villigt.

 

2

TULIPANER
Blandt de gule tulipaner skal blandt andet nævnes tulipanen ‘Akebono’, som stammer fra Japan (se billede herunder t.v.). Jeg så den første gang for nogle år siden i den store hollandske løgpark Keukenhof. Parken er åben hele foråret, og her kan man opleve en forårsblomstring uden sidestykke.
Den lave dobbelte tulipan midt i billedet (herunder t.h.) hedder ‘Verona’. Til venstre i samme billede er det tulipanen ‘Sweetheart’.

3

VORTEMÆLK
Der findes rigtig mange forskellige vortemælk.
Denne, der hedder Euphorbia schillingii, kan man især kende på løvets kraftigt markerede midte.

4LUNDGYLDEN
En af de hurtigst voksende stauder om foråret er lundgylden, Smyrnium perfoliatum.
Den ses i bedet med sit nærmest chartreusefarvede løv. Første gang jeg så lundgylden var i Normandiet for omkring tyve år siden. Der går tre år fra såning til blomst. Første år ser man ikke noget over jorden, andet år kommer der et par blade og tredje år en grøn bladroset. Op fra den skyder en stængel, og efter blomstring dør planten. Sår man tre år i træk, er der gang i en cyklus.

5ROSER
Der findes så mange smukke gule roser, men hvis jeg blev trængt op i en krog og bedt om
blot at nævne én, ville det blive ‘The Pilgrim’. Her i den gule have står den som opstammet rose. Det er så dejligt at kunne kigge rosenhovederne ‘i øjnene’, fordi de er oppe i højden. Ved siden af ‘The Pilgrim’ (foto herunder t.v.) er det judastræ, Cercis canadensis ‘Hearts of Gold’, med hjerteformede blade, som allerede er præsenteret. For at skabe rytme og ro i bedet er både de opstammede roser og Cercis canadensis ‘Hearts of Gold’ gentaget flere steder.

Også i billedet herover t.h. ses judastræ, Cercis canadensis ‘Hearts of  Gold’, med  samme farvetone som den limegule hyld, Sambucus nigra ‘Aurea’, der stikker op midt i billedet. Rosen nederst i billedet er ‘Molineux’.
Rose ‘Molineux’ fra David Austin er en klassisk sort med en skøn, kraftig duft, som rigtig mange falder for. Da jeg første gang besøgte David Austins rosenhave for omkring femten år siden, fik jeg virkelig en ahaoplevelse. Her så jeg nemlig, hvordan gæsterne konstant gik med næserne nede i roserne for at opleve deres duft. Det virkede, som om duften var endnu vigtigere end udseendet. Jeg ville nu ikke vælge en smuk rose fra på grund af en svag eller udebleven duft. Men det hænger sammen med, at jeg dels har utroligt mange duftende roser i forvejen og dels er meget visuel anlagt.

6LILJER
Liljen ‘Sweet Surrender’ får talrige cremegule turbanformede blomster, der hæver sig op over mange af de andre vækster i bedet. Det vil ofte være nødvendigt at støtte stænglerne. Blomsterne hos martagonlilje, Lilium martagon var. albiflo­rum, kan godt minde om ‘Sweet Surrender’.

7DAHLIA
‘Glorie van Heemstede’ er en såkaldt åkandedahlia. En kendt og klassisk sort, som man ser i mange haver. Fordelen ved dahliaer er, at de skaber fylde og højde, og så tilfører de farve til bedet helt til frostens komme. Dahlia ‘White Apollo’ har fine enkle blomster (collage m.f.). Jeg holder meget af de enkeltblomstrende dahliaer. De skaber variation i bedet. T.h. herunder ses endnu en af de charmerende pompon-dahliaer. Denne hvide sort hedder ‘Small World’.

Har du lyst til at læse mere om Claus Dalbys plantekombinationer, kan vi varmt anbefale bogen ‘Selskabsplanter’, der på bedste Claus Dalby vis er et overflødighedshorn af smukke fotos og detaljeret viden.

Forlaget om bogen: 
Dette er Claus Dalbys fortælling om haven i Risskov ved Aarhus. Her har han gennem mange år skabt en levende og frodig have opdelt i farveafstemte rum, der bugner af blomstrende vækster. Bogen er med forfatterens egne ord et svendestykke. Måned for måned følges et haveår, og hvert haverum portrætteres med særlige kendetegn – sol, skygge, stemninger, farveholdninger og design. Alle havens overdådige bede fremstår som en symbiose af løgvækster, stauder, sommerblomster, buske og små træer. De skiftende plantekombinationer er nøje beskrevet med plantenavne og karakteristika. En guldgrube for havefolk, der ønsker ideer til frodighed i egen have året rundt

TITEL: Selskabsplanter,
Plantekombinationer gennem et haveår
FORFATTER: Claus Dalby
FOTOS: Claus Dalby
UDGIVELSE: 2018
SIDER: 400
SPROG: Dansk
FORLAG: Forlaget Klematis