For et par måneder siden flyttede der syv høns ind på gården. Vi havde længe ønsket os høns, men der var en del projekter, der stod foran i køen, så tiden gik. Nu har vi en lille flok på fire bielefeldere og to faverolles, en hane og en høne. De har lige brugt lidt tid på at lære hinanden og de nye omgivelser at kende, men som dagene gik, føler de sig nu mere og mere trygge i de nye omgivelser, og hakkeordnen er også ved at være på plads. Det var unge høns, vi fik, så de var ikke klar til at lægge æg, men pludselig en dag lå der et til os, og et mere, og et mere, og nu henter vi æg hver dag. Hvilken lykke.


TEKST & FOTO: JEANNETT

Høns i haven er virkelig en gave. De er super hyggelige, som de går der og pludrer. Desuden giver det jo meget mening, at overskuddet fra køkkenhaven bliver forvandlet til æg og gødning. Lige nu er kål og æbler den store favorit. Til gengæld får vi æg med blommer så gule som smørblomster.

Hønsene er temmeligt tamme. Nogle af dem vil gerne løftes, andre vil kun, hvis de skal, men det er to rolige racer, og de kommer gerne og snakker, når vi fodrer dem. Hanen er ikke helt kønsmoden, så indtil videre må vi nøjes med, at nabohanen galer. Vores ved heller ikke endnu, at det er ham, der bestemmer over damerne, men der kommer nok en dag, hvor det går op for ham.

 

Hønsene er meget nemme at passe. De har en beholder med vand, en med skaller og en med hønsefoder. Ud over det får de overskud fra haven, og de elsker det. Endnu går de i hønsegården. Vi har nemlig en rigtig  hønsehund af en jagthund, og selv om den virker meget fredelig, når vi går ind til hønsene, så har jeg set, at den står den uden for hegnet og slikker sig om snuden. Vi håber selvfølgelig, at hønsene med tiden kan komme ud i haven på den ene eller den anden måde – enten sammen med eller på skift med hunden. Heldigvis har de en god stor hønsegård, og den må de altså nøjes med her i starten.


Vi spiser mange æg her hos os. En af Filippas favoritter, når hun kommer hjem fra skole, er scrambled eggs og rugbrød. Det giver god energi, inden hun skal videre til sport. Men hvis der sidst på ugen er for mange æg i køleren, så er en af vores weekendfavoritter brødæggekage, en lidt syndig udgave af en æggekage men meget lækker.

Opskrift på vores version af brødæggekage:

3-4 skiver daggammelt brød, gerne groft og med god skorpe, skæres i tern og lægges i blød i ca 2 dl mælk, hvorefter det steges på panden i smør.

4-5 æg
5 dl mælk
2 spsk mel
2 tsk sukker
1/2 tsk kardemomme
– blandes og hældes over brødet, som er stegt gyldent.
Æggekagen steges færdig ved svag varme og serveres med lidt sukker og evt æblekompot.
Velbekomme!

 

 

Rigtig dejlig dag til dig,