onsdag den 10. oktober 2018

DRIV SELV BLOMSTERLØG PÅ GLAS

BLOMSTERLØG

Det er ikke spor for tidligt at gå i gang, hvis du selv vil drive løg i blomst til vinterhygge og jul. Læs her Løgdriverklubbens anbefalinger til at gå i gang med at drive sine egne løg. 


TEKST: NINA EVALD FOR LØGDRIVERKLUBBEN DANMARK, WWW.LØGBLOMSTER.DK
FOTO: NINA EVALD, IBULB



Forskellige blomsterløg
Mange kender til at drive hyacinter frem under kræmmerhustoppe i de karakteristiske hyacintglas. Men der er også mange andre blomsterløg, som kan bringes i blomst på samme måde: amaryllis, tulipaner, narcisser og krokus egner sig også godt. Lige nu er det især hyacinterne og amaryllis, som er aktuelle.

Det er næsten ikke til at tro, at de nøgne amaryllis-løg, når de sættes på glas, bliver til høje flotte blomster i løbet af nogle uger.



Amaryllis fås i mange sorter – fra næsten sortrøde til bordeauxfarvede og fra rosa til hvide. Nogle er ensfarvede, andre har stribede kronblade.

Sådan gør du
Metoden går i al sin enkelhed ud på at fylde et egnet glas med vand og lægge et blomsterløg på toppen – lige præcis, så vandet ikke rører ved løgets bund, for ellers kan det rådne. Find kønne glas, der egner sig til at drive løg i. Dvs. glas, der har en mere eller mindre bred krave foroven, som løgene kan hvile på, så de ikke falder ned i vandet.

Derpå sættes en kræmmerhustop af papir ovenpå, og løget stilles køligt og mørkt i 6 - 8 uger. Toppen klippes i kraftigt papir eller tyndt karton, à la kræmmerhuse. Lim den sammen og sæt dem over løgene.

I løbet af et stykke tid dannes der rødder, og løget begynder at spire. Når spiren er så stor, at den fylder kræmmerhuset ud, tages glasset frem og stilles i stuen. Så varer det ikke længe, før blomsten viser sig.

Efter et par måneder står hyacinterne – og de andre blomsterløg – i fuldt flor og udsender skønne dufte. Alt efter hvilke glas de sættes i, og hvordan de styles, kan man skabe lige den stil og stemning, man ønsker.

Snyd med fremspirede løg
Hvis man ikke har tålmodighed til selv at drive løgene frem fra scratch, kan man "snyde" og købe allerede fremspirede løg hos blomsterhandlere og i plantecentre (eller grave dem op i haven). Løgene tages ud af potterne, skylles rene for jord og placeres i glas med rødderne i vand. Det er selvfølgelig en langt hurtigere metode, og der ser ud, som om du selv er løg-mester!


Løg i cylinderglas
Det ser også flot ud at have blomsterløg i cylinderglas. Det går nemmest med de forspirede løg i potter.

De renses, som beskrevet ovenfor, der fyldes et lag småsten i bunden af glasset, og derpå stilles tre – fire løg tæt sammen, så de ikke vælter. Skub forsigtigt de længste rødder ned mellem stenene.




FAKTA OM LØGDRIVERKLUBBEN DANMARK




  • Løgdriverklubben er foreningen for de danske tulipan- og løgblomstgartnerier.
  • At ”drive” løg er et fagudtryk, som står for at frembringe blomster fra selve blomsterløget. Dette kræver mange processer, hvor viden og teknik skal spille sammen. En løgdriver er altså en højt specialiseret gartner. 
  • Løgdriverklubbens mission er at frembringe danske tulipaner og andre løgblomster af høj kvalitet tilpasset tidens trends samt de danske forbrugeres ønsker og smag. 
  • Klubbens medlemmer frembringer årligt ca.54 millioner afskårne tulipaner, 10 millioner hyacinter i potter, ca. 35 millioner narcisser i potter og flere millioner andre typer løgblomster.

3 kommentarer:

  1. Sikke et skønt indlæg.
    Bliver helt inspireret og må ud og finde løg. For det er da så hyggeligt.

    God dag
    Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Charlotte

      At forspire løg er bare en hyggelig efterårsting, så hvor er det godt, at du kunne finde lidt inspiration her.
      Tak for din søde kommentar.

      Kh. Lone

      Slet
  2. Amaryllis er så flotte. Har egentlig aldrig tænkt over man bare selv kunne drive dem. Jeg må prøve at finde nogle løg så der er blomster til juletid.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE