Nu hvor det stille og roligt bliver køligere udenfor, kan det være dejligt at drømme sig til varmere himmelstrøg. Men du behøver ikke at tage så langt væk, for i Danmark har vi flere steder skønne væksthuse, hvor klimaet kan være helt tropisk året rundt. Vi besøger i dag væksthusene i Aarhus.


TEKST & FOTO:  HENRIK

Mange har sikkert besøgt Den Gamle By i Aarhus. På vej dertil er du måske gået gennem Botanisk Have, og måske har du undret dig over den mærklige boble, du kunne se stikke op over træerne. Det er den nye tilbygning til Væksthusene i Botanisk Have. Væksthusene blev oprindelig bygget i starten af 60’erne som en del af Aarhus Universitet, og det er de stadigvæk. Kommunen stillede grunden gratis til rådighed bl.a. mod, at publikum skulle have gratis adgang til væksthusene, og det gælder også stadigvæk. I 2014 åbnede den nye del, et tropehus, som skiller sig ud med den bobleplast-agtige konstruktion. Det er vældig højt, men det ligger også på toppen af en bakke og kan derfor ses fra det meste af byen.

Huset har åbent året rundt, og det er en lidt pudsig oplevelse at gå fra sne og sjap udenfor og så træde ind i det varme, og til dels lumre, væksthus. I vinterhalvåret bliver der suppleret med ekstra lys til planterne, og det rød/gule lys giver i sig selv en særlig stemning.

Den gamle og den nye del er forbundet med et vindfang, så man kan gå indendøre fra det gamle palmehus, gennem den lave afdeling og slutte af i tropehuset.

 

Det gamle palmehus er bygget i den viktorianske stil, som man finder rundt omkring i verden – selv om det egentlig ikke er så gammelt endda. Den lave del er dog udformet i en elegant slynget form, som adskiller det fra så mange andre væksthuse.

Tilsammen danner bygningerne et fint gårdrum, hvor man kan nyde mad og drikke fra den lille cafe.

Palmehuset er ikke i brug som væksthus mere, men er i stedet indrettet med lokaler til undervisning og formidling. Det er en væsentlig del af væksthusenes formål og præger også udstillingerne, som er tilrettelagt, så der er noget for hele familien.

Husene er inddelt i fire forskellige klimazoner med hver deres særlige temperatur og luftfugtighed. Hver zone er så yderligere inddelt i geografiske områder med planter, der er typiske for netop dette område. Så du kan næsten komme på en jordomrejse ved at tage turen gennem væksthusene.

Vandforstøvere søger for at holde luften tilpas fugtig.

I det nye tropehus er der skabt en ren junglestemning med snoede stier gennem beplantningen, højttalere med junglelyde og eksotiske sommerfugle, der flakser omkring dig.

Har man det ok med højder, kan man tage turen op i udkigstårnet, som lader en se ud på de forskellige lag, som en jungle består af. Der er jo naturligt nok stor forskel på, hvad der kan vokse nede ved jorden, og så det, der kan få nytte af lyset i toppen.

Der er også et bassin i huset med både fisk og planter som for eksempel de smukke lotus.

Formidling er vægtet højt, så når du går gennem husene, bliver du ikke kun præsenteret for en række fremmedartede planter, men du ser, hvor i verden mange af de fødevarer og produkter, du kender og bruger i dit hjem, kommer fra, og hvordan sammenhængen er med vores miljø og klima. Så ud over at få varmen kan du altså også blive klogere, og det er da bestemt også værd at tage med.

VÆKSTHUSENE I AARHUS
Peter Holms Vej
8000 Aarhus C