onsdag den 14. november 2018

NY BOG OM HAVEN I TROENSE

BØGER

Hvis du har læst med her på HAVEFOLKET gennem det sidste år, så kender du jo allerede haven i Troense. Helle Troelsen har hver måned lukket os ind i sin have og delt ud af skønne fotos og masser af haveviden om stort og småt. Nu kan du virkelig fordybe dig, for Helle har nemlig netop udgivet en bog: HAVEN I TROENSE.

TEKST: HENRIK
FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET





Gennem et år er Helle blevet fulgt af forfatter Karen Syberg og fotograf Stuart McIntyre, som begge har har fanget essensen af Helles have fra hvert deres vinkel: ordet og billedet. Vi synes jo næsten, at vi kender hver en krog af haven, men alligevel er der nye vinkler og iagttagelser, specielt som haven forandrer sig igennem sæsonerne. Bogen er i et stort format, som vi kender det fra coffeetable bøgerne, og billederne er da også helt forrygende. Den slags gør sig bare bedst i et stort format og med dobbelte opslag. Men dette er ikke kun en bladrebog, den adskiller sig fra andre af slagsen ved faktisk at være fulgt af interessant tekst.


Bogen falder i forskellige dele med hver sin tone og struktur, uden der dog er et klart skel mellem kapitlerne. Den fulde titel til bogen er: "Haven i Troense i ledtog med naturen", og netop det med at arbejde med naturen og de naturlige processer er den røde tråd, som binder alle delene sammen.

Vi starter med at blive præsenteret for haven, huset og hvordan haven blev Tronsehaven. Den historie hænger selvfølgelig tæt sammen med Helles egen historie, som havemenneske i en moderne hverdag med forkærlighed for at se haven som kultiveret natur, men immervæk stadig natur.


Dernæst følger en havevandring, ikke ulig den du kender fra gæstebloggerne her på HAVEFOLKET. Vi følger haverum efter haverum gennem Stuart McIntyres linse, og det er skønne, skønne billeder. Beskrivelsen af rummene er ikke inddelt per rum, men i stedet hægtet op på enkeltelementer, som f.eks. komposten, ud fra den udfoldes fortællingen om haverummene.


Så følger en poetisk gennemgang af, hvordan vores sanser påvirkes af haven dagen igennem. Hvordan haven skal sammensættes og bruges, så alle sanser bliver stimuleret, og kroppen og sindet får interessante og tankevækkende impulser.

Hvordan gør man så? Ja, den næste del giver dig en del af svaret, for den er dedikeret til kunsten at samle frø og få dem til at spire og blive til levedygtige planter. Kan man det, har man jo en vældig rigdom og potentialet til at fylde en have med de skønneste planter.


Sidste del er en havekalender, der følger de forskellige gøremål i haven året igennem, sæson efter sæson, måned for måned. Selvfølgelig med udgangspunkt i det der nu vokser i Troensehaven, men der er en rytme og logik som de fleste haveejere vil kunne følge i deres egne haver.


Haven i Troense er en bog du vil kunne få glæde af i flere omgange. Først ved at nyde de smukke billeder, dernæst ved at reflektere over teksterne, og sidst, som opslagsværk, når man skal tjekke en fremgangsmåde eller en to-do-liste. Lidt på samme måde som de bedste kogebøger, så vil den blive besøgt igen og igen.

TITEL: HAVEN I TROENSE i ledtog med naturen
FORFATTER: Karen Syberg og Helle Troelsen
ILLUSTRATIONER/FOTOS: Stuart McINtyre og Helle Troelsen
UDGIVELSE: 2018
SIDER: 366
SPROG: Dansk
FORLAG: Lindhardt og Ringhof

2 kommentarer:

  1. Den kommer på ønskelisten til jul, jeg har bladret lidt hos boghandleren.

    SvarSlet
  2. Den skal på ønskeseddelen til jul. Helles artikler giver stor lyst til at se mere om hendes have. Og gode haveboger kan man ikke få for mange af.
    Hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE