fredag den 9. november 2018

SÅDAN FÅR DU GLÆDE AF ALTANEN ÅRET RUNDT

ALTANEN

TagTomat har især fokus på at skabe grønne områder for folk, der bor i byen, og ikke nødvendigvis har deres egen have. En altan kan sagtens blive en skøn oase med både blomster og urter, og her kommer Mads Boserup fra TagTomats bedste tips til, hvordan man får glæde af altanen året rundt.

TEKST & FOTO: MADS BOSERUP LAURITSEN, TAGTOMAT.DK





Hvis du skal have glæde af din altan, er det en god idé at bruge flerårige planter og gerne en blanding af både stauder og buske. Suppler med forårsløg og gerne lidt enårige fx frø, du selv sår. På den måde undgår du køb-og-smid-væk rutinen, fordi dine flerårige planter ofte er smukke om vinteren og kommer igen år efter år. Med forskellige slags planter får du også en mere skulpturel og landskabeligt udseende altan, end hvis du blot køber 12 ens sommerblomster. Husk at kigge på planternes bladfarve og tekstur samt på grenskelettet, når du vælger planter. Det er lige så vigtig en del af plantens udtryk, som farven på blomsterne.


Årstidernes skiften
Når efteråret er varmt og tørt, som det har været i år, skal der stadig vandes. Det forlænger den periode, planterne har blomster og løv. Nyd, at planterne ændrer udseende, og glæd dig over falmede blomster og visnende blade. Mange klipper alle visne planter helt ned om efteråret, for at det skal se "ordentligt" ud. Lad gerne frøstande fra stauder og enårige planter stå. Måske kan fuglene spise frøene til vinter, og mange frøstande er utroligt smukke med lidt rimfrost på.


Hvis man på altanen har eksotiske planter, som slet ikke tåler frost, skal de tages ind om vinteren. De trives ikke optimalt indendøre, så stil dem et sted, hvor der er køligt og stadig lyst, uden direkte sol. Husk at vande dem. Planter, som er på deres nordgrænse i Danmark, har det ofte fint på en beskyttet altan. Det vigtigste er, at de ikke bliver for våde i løbet af vinteren. Hvis jorden i krukken eller plantekassen er vandmættet, og det fryser hårdt, bliver det til én stor isblok, og det ødelægger planternes rødder. Sørg for et rigtigt godt dræn til planterne i løbet af vinteren, så jorden forbliver tør. Der skal være hul i bunden af din beholder, og du er nødt til at fjerne en evt. underskål, hvor vandet kan samle sig. Hæv krukken eller plantekassen på nogle småsten eller trælister, så der er luft mellem underlag og krukke. Det skaber frit dræn.


En smuk vinteraltan
Flerårige stedsegrønne planter er skønne på vinteraltanen. Og det behøver ikke være en kæmpe thuja, som folk måske tænker. Bjergfyr, timian, tyttebær og jordbær er små flerårige, stedsegrønne planter, som trives godt på en altan. Kål er en klassiker. 









I de krukker og plantekasser, der er blevet lidt tomme og kedelige, kan man om efteråret sætte almindelig kål, fx grønkål, rød grønkål eller såmænd hovedkål. De lyser op gennem hele vinteren og er flotte med lyskæder og lidt sne på toppen. Til foråret blomstrer de, og så er deres livscyklus overstået, og de må vige pladsen for andre planter.

Indret med belysning, fx lyskæder og lanterner, der kan sprede hygge på altanen, når mørket falder på. Hæng fuglemad ud til fuglene, lav evt. fuglekogler selv som en fælles aktivitet med venner og familie. Lav et dekorativt insekthotel, og hæng det op på altanen.

Du kan finde en opskrift på hjemmelavede fuglekogler her




Du kan læse mere om Mads' projekter på sitet TagTomat eller følge med på instagramprofilen @Tagtomat. Og så kan du selvfølgelig også læse mere om TagTomats SvampeBox lige her.

1 kommentar:

  1. Alle de råd er faktisk osse gode på en terresse… De kan bruges flere steder.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE