onsdag den 12. december 2018

DORTHES VINTERREFUGIUM

VINTERHAVEN

Med raske skridt nærmer vi os haveårets afslutning, og bag os ligger et smukt forår, en fantastisk rekordskøn sommer og ikke mindst det smukkeste efterår i min erindring. 
TEKST & FOTO: DORTHE STOUGAARD, @GLIMPSES_AND_MOONLIGHT






Foran os venter nu de mørke, kolde måneder, og kunsten med have er i min optik at skabe et uderum, der pirrer lysten til at komme ud også i vintermånederne. 

Omdrejningspunktet hos mig i haven i december og resten af vinteren er uden tvivl bålpladsen, Grill Forno'en og ikke mindst mit overdækkede udekøkken. Når uderummet sidst i november pyntes op og gøres lidt vinterhyggeligt med stearinlys, lanterner, lyskæder, stedsegrønt og andre naturmaterialer, ja så er det her, jeg trækker ud efter en lang arbejdsdag eller i weekenden.



Det er her, jeg iført termotøj og uldsokker forsøger mig ud i kreative øvelser som kranse og dekorationer til julen. Det er her, jeg følger stjernebilledernes og planeternes gang på himlen og betages af månen. Det er her, jeg nyder en kop varm kakao lavet over bålet, mens jeg betragter havens småfugle, der lystigt fouragerer på havens foderbrætter eller akrobatisk dingler i mejsekuglerne, mens jeg selv hamstrer vinterens sparsomme D-vitaminer.


Det er her, jeg kan trække mine teenageunger ud i den friske luft en søndag eftermiddag, lokkende med pandekager eller nybagte, letrøgede æbleskiver. Familiehygge i haven, når den er bedst. Haven er mit refugium.

Når det er sagt, så er det jo Danmark, jeg bor i, og som alle ved, kan den våde vestenvind eller den stive kolde østenvind flere dage i træk tage pippet fra selv det mest inkarnerede havemenneske  -  også fra mig. De dage, hvor lysten til at komme ud i chillfaktor ”alt for høj” er på lavpunktet, nyder jeg haven inde fra min lune udestue. Her bygger jeg hule med tæpper og havebøger, mens planer for det kommende haveår tager form i mit hoved, alt imens jeg med korte mellemrum kaster et blik ud på mine mange lanterner og de meterlange lyskæder, der lyser haven op. En lise for øjet, og selv den mørkeste og mest triste have får pludselig stuktur og dybde, når træer og buske lyses op, og stearinlysene kaster dansende skygger på stilleben, placeret strategiske steder, så de kan nydes indefra.



Hver årstid har som bekendt sin charme, og har man, som de fleste havemennesker, jeg kender, evnen til at se skønheden i den mindste vintergæk, den første julerose, den smukkeste solnedgang og den første rimfrost, eller til at lade sig hypnotisere af flammerne eller glødernes intense orange og blå farver, så er der pludselig ikke så længe til, at foråret atter banker på.

Lige pludselig er det atter vintersolhverv, og lyset vender tilbage - hos mig den største højtid på året - så lad os ”drikke jul” og nyde, at vi bor i et land med fire årstider, der på hver sin måde kan skabe forventning og glæde til, hvad det nye haveår må bringe.

Må I alle få en rigtig hyggelig december.
Dorthe


Du kan se meget mere fra Dorthes have på instagramprofilen @GlimpsesAndMoonlight.  

3 kommentarer:

  1. Det er nemlig rigtigt, jeg elsker vores forskellige årstider, dog glæder mig som et lille barn til vintersolhverv, så ved jeg at der endnu engang er nyt fantastisk haveår år på vej med mange dugfriske oplevelser. Imens nydes lanterner og lys som hos, også her i haven 😊🌲🎁✨

    SvarSlet
  2. Helt rigtig. Hver årstid har sin charme, man skal bare have blik for det. Og det rigtige tøj på, hi.
    Dog glæder jeg mig til solhverv, for kulde generer mig ikke, men de mørke morgner på cykel,, uhfff.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  3. Kære Dorthe <3
    Det er så inspirerende at følge med i dit udeliv, året rundt. Du fanger de mest fantastiske billeder og giver dem videre til os og jeg tænker altid at det burde se lige så hyggeligt ud hos mig og at jeg burde sidde ude og nyde lysene. Det er jeg så ikke så god til, men jeg håber at det kommer til at ske i min nye have, hvor jeg får op til flere døre direkte ud til haven - det bliver meget nemmere at gå ud og tænde lys og bål (tror jeg)
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet

ANNONCE