Charlotta fejrer julen i sit moderne drivhus, som dekoreres med naturlige farver og i al enkelthed. Med fokus på grønne toner flyder grænsen mellem ude og inde sammen, og juleoplevelsen bliver noget helt specielt. Kom med ind i Charlottas univers.


INTRO: HAVEFOLKET, TEKST & FOTO: CHARLOTTA JÖRGENSEN, @INSPIRATIONORDINARYDAYS

Døre og vinduer er lukkede i bilen. Fra højtalerne lyder julemusik. Hele vejen til jobbet på mørke morgener synger jeg med på alle mine favoritter – højt og med en salig følelse i hele kroppen. Det er i begyndelsen af oktober.

 

Jeg elsker at se julefilm. De allermest julede film, fyldt med kulørte lyskæder, stopfyldte graner tunge af pynt, granguirlander langs trappegelændere, nissehuer, engle og farverige pakker. Og sne. Det er i begyndelsen af november.

 

Og når december så kommer, så laver jeg min helt egen jul, så langt fra kulørte kæder og nisser, som man kan komme.

Min jul er rolig, simpel og sanselig, jeg fylder den med alt det, jeg elsker. Familien er altid samlet, den vokser med små børn i huset, og det gør mig helt og aldeles lykkelig!

Jeg vågner juleaftensmorgen til skøn julemusik, en bakke på sengen fra min mand, en elsket tradition fra mit barndomshjem. Da jeg var lille, stod min far der med bakker til mig, min mor og mine tre søstre. En skinkemad, to peberkager, en clementin og kaffe. Mørket og stilheden, et tændt lys og julemusik i baggrunden – hvor jeg elsker denne tradition.

Der råder enkelthed i julen hos mig. Naturlige materialer, sarte farver, masser af lyskæder og tændte lys skaber præcis det, jeg ville have. Og juleaften fejres altid i drivhuset.
Buketter, kranse, pudemos og kviste er der altid. Jeg bruger kun pudemos, og sammen med hyacinter i knop er det måske den mest enkle, men også den fineste kombination, jeg kender. Jeg laver ofte lidt større og enklere arrangementer, har aldrig været tilhænger af det nuttede.
Bundter af kryptomeria eller penselfyr, lærkegrene og cedertræ er nogle af favoritterne. I år fandt jeg en opstammet hvidgran, næsten som en bonsai, jeg faldt pladask for den.

 

Farvemæssigt holder jeg mig til en kedelig og rolig farveskala – det har dog ændret sig gennem årene. Da børnene var små, pyntede vi til jul i forskellige farvetemaer hver jul, og da jeg havde haft en masse jule i forskellige farver, så sluttede det med en rigtig Disneyjul – alle farver, kulørte kæder og en masse blinkende lyskæder. Det var den sidste jul med farver – heldigvis…

 

Uden for drivhuset forstærker jeg gerne indtrykket med flere lyskæder, store bundter granris og lanterner. Fakler brænder, og bagerst i haven glimter hundredvis af små stjerner fra lyskæden i det store krægetræ.

 

Jeg elsker julen – og håber, I får en skøn én. God jul.

Du kan se meget mere fra Charlottas have på instagramprofilen @inspirationordinarydays.