Endnu engang skal vi til Sofias fantastiske have i Jonsered, hvor julestilheden er ved at indfinde sig, og vinteren har lagt en dæmper på projekterne.


INTRO: HAVEFOLKET, TEKST & FOTO: SOFIA SUNDMARK

I december hviler haven. Frosten kom og satte en stopper for, at skulle plantere flere tilbud fra planteskolen. Snart er mit år som gæsteskribent på HAVEFOLKET slut. Det har været virkelig sjovt at få lov at være en del af dette herlige, grønne fællesskab, og jeg vil fortsætte med at læse hver eneste artikel om havelivet fra alle de forskellige vinkler.

Nu tænder vi lys i drivhuset og rykker sammen over en varmende kop. For mig begynder juletiden hvert år med en følelse af stress over alt det, som jeg tror, jeg skal nå. Fantastiske julearrangementer og spændende bagværk.
Så bliver jeg mindet om, at det er så lidt, som skal til for at skabe julestemning. En hyacint i et glas, lidt mos i en spand og nogle røde æbler på række. Det vigtigste er jo at standse op og være sammen.
Det er dejligt med drivhuset i juletiden. De sidste måneder har det stået lidt glemt, men nu samles vi der igen, og stemningen indfinder sig uden særlig megen anstrengelse.
Det sker, at jeg skæver til de tomme lerkrukker og drømmer lidt om forår. Men det er samtidig skønt og afslappende at få lov at betragte havelivet lidt på afstand. Med et let dække af frost tegner havens struktur sig særlig fint. Træerne, hækkene og gangene holder sammen på havens forskellige dele. Grenværk, frøstande og hortensiaens tørrede blomsterklaser gør haven vinterfin, og det er tid til at holde en pause. Nu kan julen komme.
Med ønske til jer alle om en fredfyldt jul og et kommende skønt haveår.

Dette var sidste indlæg fra Sofia og haven i Jonsered i denne omgang. Vi håber, at du – som vi – har nydt at følge med i haven henover året. 

 

 

 

Du kan se meget mere fra Sofias have på hendes instagramprofil, der emmer af stemningsmættede billeder: @sofiasundmark.