lørdag den 1. december 2018

DECEMBER PÅ HAVEFOLKET

JULETID

Nordisk jul er noget helt særligt. Men hvad er det? 
Tag med HAVEFOLKET på inspirationstur i Norden denne december, hvor en bred skare af instagrammere inviterer indenfor i deres vinterhaver og byder på eventyrlige julestemninger - både inde og ude. 
REDAKTIONEN






Ihele december måned kan du glæde dig til at blive inspireret af masser af vinterhaver og eventyrlige julestemninger bragt til dig fra nordiske havefolk. Der er her i december ikke mange opgaver i din egen have - det er tid til at slappe lidt af, lade julefreden sænke sig og nyde månedens hyggestunder. Så hvorfor ikke sætte dig ned fem minutter hver dag i godt selskab med os og tage med rundt og se, hvordan andre bruger deres haver på denne tid af året?

Vi kan godt love, at der bliver pyntet og hygget, indrettet og kreeret i lange baner. Og vi kan også love dig, at du kommer vidt omkring, for vi har som sagt inviteret instagrammere fra hele Norden til at vise dig deres forskellige vinterhaver. Vi er ret så begejstrede, for de er alle rigtig dygtige, meget inspirerende og repræsenterer haver fra forskellige klimazoner og forskellige typer af havestile. Hvis du er på Instagram, kan det være, at du kender dem allerede. Ellers er vi glade for at kunne præsentere dig for dem.







Der er masser at glæde sig til hver morgen i december.


Psssst... Vi kan også røbe, at december vil byde på overraskelser i form af flotte give-aways. Det er jo en måned med søde hemmeligheder, hvor vi alle vil sprede glæde hos hinanden. Så hold øje her på HAVEFOLKET.COM og HAVEFOLKET på Instagram.

HJERTELIG VELKOMMEN INDENFOR TIL DECEMBER I DE NORDISKE HAVER
- og rigtig god fornøjelse.

Redaktionen
Henrik, Ulrika, Jeannett & Lone

2 kommentarer:

ANNONCE