søndag den 10. februar 2019

HENRIK ERIKSEN ER GÆSTESKRIBENT I 2019

GÆSTESKRIBENT 2019

I dag skal vi byde velkommen til endnu en af årets havegæster: Henrik Eriksen. Henrik har skabt en række af franske haver i Danmark, og hans seneste bedrift er en imponerende ombygning i Østjylland, hvor de franske havedrømme for alvor realiseres.
Vær med til at tage godt imod Henrik, når vi i dag tegner første portræt af den passionerede havemand.

TEKST: REDAKTIONEN
FOTO: HENRIK ERIKSEN, DEN FRANSKE HAVE



Henrik Eriksen er 38 år og har 15 haveår på bagen. Han er en dybt passioneret frankofil havemand og har sammen med sin hustru skabt fire haver på de 15 år. Det har været en haverejse fra en lille kolonihavehave, over parcelhushaven med tilhørende murermestervilla og den ultralille rækkehushave i et lejet hus, til et utopia med den franske have i det gamle mejeri i Østjylland.




Den franske have og huset ligger i landsbyen Hørret lige syd for Aarhus. Projektet er en herkulisk bedrift skabt at to mennesker med fuldtidsarbejde, to små drenge og en stor hund.

Kærligheden til Sydfrankrig med den lange sommer, det lune efterår og det uendelige forår er den skabende ramme om haven og huset. Det gamle mejeri i Hørret er købt som et virkeligt håndværkertilbud i 2014. Det er gennemgribende istandsat igennem 2014-2016 som en roman med stor modgang, uforudsete kvaler og en lykkelig slutning, som Henrik selv udtrykker det. Haven på næsten 2000 m2 er påbegyndt i samme periode, og den begynder nu at tage form.




I haven dyrkes planter, der er på grænsen af deres vækstzone: palmer, nerier, aromatiske krydderurter og mere end 60 forskellige lavendelsorter. Haven kan fremvise en helt anden form for sammensætning af allerede kendte vækster omgivet af stramme arkitektoniske rammer i en uformel beplantning med frodige grønne haverum. Inspirationen til haven kommer i høj grad fra besøg i moderne sydfranske haver skabt af de bedste nulevende franske havearkitekter og havernes ejere.



Foråret indledes med tusindvis af forårsløg i det provencalske parterre og tidlige roser. Sommeren bydes velkommen af en frodig potager, lavendler overalt, og sæsonen afrundes af de gracile græsser helt til slutningen af vinteren.


Vi inviterer dig inden for porten til Henriks have i hele 2019 via Henriks beskrivelser i ord og billeder her på HAVEFOLKET.com. Vi glæder os meget til at følge livet i den dansk-franske have, hvor havedrømme får vinger, og håber selvfølgelig, at du har lyst til at læse med.


Du kan altid se mere til Henrik på instagramprofilen @denfranskehave og læse med på hans haveblog: 'Min Franske Have'. Skulle du få lyst til selv at besøge haven i Hørret, så holder ægteparret åben have lørdag den 24 august 2019 fra 11-17 .

4 kommentarer:

  1. Det bliver spændende, at læse Henriks artikler.
    Jeg besøgte haven sidste år, og den er imponerende. Jeg er glad for gennemtænkt design, og dét er der til fulde :-)
    Vh Lisbeth

    SvarSlet
  2. Det bliver spændende. Jeg har delvist kunne følge hans haveblog og det er et haveeventyr af de mest facinerende. Et kæmpe arbejde der er lagt i haven og huset. det glæder jeg mig til at læse mere om.
    hillsner Gunvor

    SvarSlet
  3. Jeg glæder mig til at læse om Henriks have. Billederne ser meget indbydende ud, her er en have, hvor grundplan og plantevalg går op i en højere enhed.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  4. Hold nu op, hvor er det flot! Når man ved hvor notorisk svært det er at importere en havestil fra et andet land og få det til at spille sammen med danske omgivelser, så må man altså tage hatten af for hvor vellykket projektet her er lykkedes!
    Glæder mig meget til at følge Henrik her på sitet:-)

    SvarSlet

ANNONCE