I dag byder Claus Dalby på en opskrift med de grønne franske linser fra Le Puy. De kombineres med søde vindruer, bladgrønt og kål til en velsmagende salat.


TEKST & FOTO: CLAUS DALBY

Linsesalat med vindruer

De første linser, jeg stiftede bekendtskab med, var de grønne Puy-linser fra Le Puy i Auvergne i Frankrig. De har kvalitetsmærkningen AOC – Appellation d’Origine Contrôlée. Den gives til landbrugsprodukter, der er produceret inden for et snævert afgrænset område og kendes især fra vin.

INGREDIENSER
250 g Puy-linser (giver cirka 500 g kogte linser)
200 g romanescokål
100 g stenfrie grønne druer
100 g frisk spinat
100 g rucola

Dressing
4 spsk økologisk jomfru olivenolie
1 spsk hvidvinseddike
1 fed presset hvidløg
1 tsk sennep
1 tsk rørsukker
salt og friskkværnet peber

SÅDAN GØR DU

  1. Kog linserne i 15-20 minutter, og afkøl dem i en skål.
  2. Hak romanescokålen ret fint fx i en foodprocessor.
  3. Halver druerne.
  4. Bland linser, romanescokål og druer i skålen.
  5. Kom ingredienserne til dressingen i en beholder med låg, og ryst dem godt sammen.
  6. Bland dressingen med ingredienserne i skålen.
  7. Vend til sidst spinat- og rucolabladene forsigtigt i. Pas på, at de ikke knækker for meget.

Opskriften – og mange andre grønne forslag fra Claus Dalby – finder du i bogen ‘SLANK, plantemad fra mit grønne køkken’.

Forlaget om bogen: I marts 2018 valgte Claus Dalby at tage (gryde)skeen i den anden hånd og lægge kosten om. Den fede og søde mad blev erstattet af ikke alene sunde, men også smukke salater, supper og andre plantebaserede retter. Efter blot ti måneder resulterede det i et vægttab på 40 kilo. 
I bogen fortæller Claus Dalby om sin rejse frem mod et sundere liv og kommer med forslag til og opskrifter på over hundrede grønne retter.
 
TITEL: Slank, plantemad fra mit grønne køkken
FORFATTER: Claus Dalby
FOTOS: Clive Nichols og Claus Dalby
UDGIVELSE: December 2018
SIDER: 303
SPROG: Dansk