torsdag den 7. marts 2019

KVASHEGN - SMUKT, ROBUST, NATURLIGT OG NÆSTEN GRATIS

INDHEGNING

At eje en stor have eller grund er dejligt – men der er også mange udfordringer, når man vil indrette så stort et sted. Det tager tid at få overblikket over hele arealet, og man opdager hurtigt, at man er nødt til at lytte til naturen og dens udfordringer, før man kan gå videre med sin plan for haven.



TEKST & FOTO: ESTHER GENESER



Med en grundareal på  over 37.000 kvm kan det hurtigt blive meget dyrt, når man skal anlægge en ny have, især hvis alt skal købes i byen.

Vi bor på et utrolig smukt og charmerende sted. Haven er kuperet med åbne marker og flot udsigt. En lille del af grunden er plantet til som skov og har store og gamle træer. Vi bor højt og er derfor også meget udsat for vind – og det er en af udfordringerne. Den stærke blæst er hård ved de nye planter, som knækker i vinden. Derfor er det en del af vores haveplan at plante flere træer og buske, som kan give mere læ og også kan gøre haven mere privat, uden at det virker alt for lukket og massivt. Men før vi overhovedet kunne begynde at plante, var vi nødt til at sørge for mere læ til de nye planter. Vi har prøvet mange typer hegn og prøvet at sætte fasthegn op de steder, vi vil have mere læ, men det resulterede desværre i, at hele hegnet blev flået i stykker af vinden, som om det var lavet af papir.

Vi begyndte så at surfe lidt på nettet efter nye ideer til hegn, som var mere robuste og også billigere end et hegn fra byggemarkedet. Efter at have søgt mange steder kom vi til at læse om kvashegn og blev inspireret til at sætte et lignende hegn op for at prøve den ide af.

Så vi gik i gang med at samle en masse nedfaldne grene i vores skov og at gemme alle afklippede grene fra havens buske og træer. Vi startede med at sætte vores første kvashegn i skoven for at afgrænse skoven fra den offentlige vej, der går forbi os. Hegnet i skoven er ca. 100 meter langt. Vi begyndte på at sætte det op i 2016 og bygger stadig videre på det hvert efterår/vinter, da vi på det tidspunkt ikke skal bruge tid på græsslåning, lugning i haven m.m.



Selvom et kvashegn kan virke lidt skrøbeligt og uden sammenhæng, når man starter med at bygge det, så er det utrolig robust og stærkt over for vindstød. På grund af hullerne i hegnet kan vinden passere igennem, og derfor er trykket på hegnet meget mindre end på et massivt hegn. Et kvas- og grenhegn er også mere bevægeligt og kan derfor tåle megen vind, uden at det vælter eller knækker.



Hvis du er blevet inspireret til at prøve dig med sådan et hegn, kommer der lidt vejledning her.

FORBEREDELSERNE
  • Saml en masse grene og kviste, både tørre og grønne – der skal rigtig, rigtig mange grene til!
  • Saml små og store grene og kviste fra din have, og måske kan du også få lov at samle lidt hos naboer, venner eller familie. Jeg tror faktisk, at de fleste vil takke dig for at tage den del af deres haveaffald.
  • Mål længden på det areal, hvor du vil sætte hegnet op.
  • Køb trykimprægnerede hegnsstolper. Afstanden mellem stolperne afhænger af, hvor stærkt hegnet skal være, og hvor lange kviste og grene, der skal flettes i hegnet.
  • De fleste af de hegn, vi har hjemme hos os, har en afstand på ca. en stolpes længde, men man bestemmer det helt selv.
  • Du kan leje, låne eller købe en stolpehammer til at banke pælene ned i jorden med.



SÅDAN GØR DU:
  • Træk en snor, der hvor hegnet skal sættes op. 
  • Bank hegnstolperne på plads.
  • Fjern snoren, og begynd nu at lægge de længste grene/kviste nederste på stolperne, og så godt du kan flette dem omkring stolperne.
  • I starten kan man være tilbøjelig til at tro, at det aldrig kommer til at blive til et hegn,. Men vær tålmodig, og fortsæt med at flette, og efter nogen tid vil du kunne se, at hegnet bliver mere og mere stabilt og robust.
  • Flet hegnet, indtil det er tæt og har den højde, du ønsker dig. Når du er færdig, vil du have et smukt hegn, som er robust og er næsten gratis.
Billederne her er fra vores skov og parkering. Et af de første billederne viste, hvordan vi startede hegnet, så kan du se, hvordan det så ud i begyndelsen.

I øjeblikket er vi ved at sætte et kvashegn ved vores parkeringsplads. Vi når ikke at blive helt færdig med det inden sommeren, da der skal rigtig meget materiale til – men det gør ikke spor. Det er bl.a. det, der også gør denne type hegn charmerende. Vi fortsætter med hegnet til efteråret, så er der sikkert også kommet en del nye nedfaldne grene.

6 kommentarer:

  1. God og original idé, ville klart pynte mange andre steder også.
    Der er nogle udfordringer ved en stor have, den kan ikke dyrkes intensivt som den lille parcel.
    Venligst Henrik

    SvarSlet
  2. Det er et lignende hegn vi har ud mod marken. Dog forstærket med tjørn øverst på grunden ind mod den "rigtige" have og mixet med vilde brombær nederst hvor der er "skov" dvs et vildområde. Dette er for rådyr ikke bryder så nemt igennem. De kan være meget ihærdige hvis de har opdaget en lækkerbisken på den anden side. Men det er osse en smart nem måde at komme af med sit grenaffald på, og fuglende elsker det. Vi har efterhånden mange reder i dele af hegnet.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  3. Det ser bare så flot ud!
    Hej fra Mathias

    SvarSlet
  4. Because of the holes in the fence, the wind can pass through it, and therefore the pressure on the fence is much less than on a solid fence.

    SvarSlet
  5. Jeg lægger bare grenkvas ind i vores hegn. De formulder med tiden. Jeg har plantet efeu ind i hegnet, de er skønne vintergrønne og frodige. Jeg forestiller mig at de og andre kraftigtvoksende slyngplanter (vildvin, humle mm.) vil kunne give et frodigere udtryk.!
    Blot til advarsel: efeu bliver med tiden kraftig og vil erobre megen plads - og trætoppe.
    Smukt - hvis man, som jeg, holder af dens frodighed.

    SvarSlet
  6. Sikke da en god ide - det vil jeg gå i gang med i vores hundehegn i kanten af skovhaven.
    Mange hilsener, Karen

    SvarSlet

ANNONCE