Mens jeg skriver dette, halvvejs stormer det udenfor. Træerne vajer, krukkerne blæser ned fra bordet – det er ubestrideligt efterår.


TEKST & FOTO: STEFAN TROLLE

Som optimistisk nordbo forsøger jeg altid at regne september som en sensommermåned. Den første halvdel lykkes det som regel fint. Dagene er varme og skønne, og man kan stadigvæk gå med bare ben.

Men snart kryber mørket nærmere. Aftnerne bliver kortere, nætterne lidt køligere, og så kommer der et omslag i vejret, som fejer sommerfølelsen til side. Så bliver man nødt til at forlige sig med efteråret. Tage uldtrøjen på, gå ud i skoven, tænde lys, lave god mad og skænke et glas vin. Det er interessant, hvordan sommerens lette salater og grillede grønsager erstattes af vildt, svampe, rodfrugter og kål. Fuldstændig som om kroppen længes efter tungere mad, når det går mod koldere tider.

Haven farves stadigvæk af sensommerens stauder. I bedet ved terrassen deles asters, hjortetrøst, purpursolhat, kærtepileurt og efterårsblomstrende katteurt om pladsen. Solhatten begynder at se lidt trist ud, men holder stadigvæk et par uger.

På de mere skyggefulde steder blomstrer hortensiaen Annabelle stadigvæk sammen med skovasters, hvis små hvide blomster ligner lette skyer.

Ved rododendronstien har den vingede benved allerede skiftet til høstfarver

I køkkenhaven har bønnerne gjort deres i denne sæson, tomaterne modnes langsomt, og squashene har mistet fart. Men grønkål, palmekål, bladbede, salat og gulerødder har vi stadigvæk nok af. Så, okay efterår – bring it on.

Du kan se meget mere fra Trolles have på instagramprofilen: @trollesgarden.