Med bogen ‘Mit grønne morgenbord’ byder Asta Just Schack os indenfor i hendes plantebaserede morgenmadsunivers. Asta har komponeret en række af opskrifter, med hvilke hun prøver at kunne gøre alle slags munde glade: Både de mindste, de ældre, de kræsne og de dristige, som hun selv formulerer det. Vi byder hende nu velkommen på HAVEFOLKET, hvor hun i den kommende tid vil friste med opskrifter fra sin nye bog.


TEKST & FOTO: ASTA JUST SCHACK

Overnight oats med peanut og banan

2 personer
Tilberedningstid: 10 minutter + 1 nat

Overnight oats:

  • 3 dl finvalsede havregryn
  • 6 dl plantemælk
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 knsp salt
  • 1 spsk chiafrø
  • 1 spsk kokosmel
  • 1 spsk agavesirup

Topping:

  • 1 banan
  • 2 håndfulde friske blåbær
  • 2 spsk poppet quinoa
  • 1 spsk kakaocreme (se nedenfor)
  • 2 spsk peanutbutter

Sådan gør du:

Kom alle ingredienser til overnight oats i et syltetøjsglas med låg, og rør rundt med en ske.

Skru låget på, og stil glasset på køl til dagen efter.

Tag glasset ud af køleskabet, og rør rundt. Tilføj mere væde i form af mælk eller yoghurt, hvis grøden er for fast.

Fordel grøden i to glas.

Skær bananen i skiver, og kom ligeligt i hvert glas efterfulgt af de andre toppings. Tilføj eventuelt ahornsirup, hvis morgenmaden ikke er sød nok til din tand.

Kakaocreme

250 ml

10 minutter

  • 12 bløde dadler
  • 30 g hasselnødder
  • 2 spsk kakaopulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ½ dl varmt vand
  • 1 knsp salt

Udsten dadlerne, og kom alle ingredienser i en foodprocessor eller blender, og blend, indtil massen er ensartet. Tilsæt evt. en smule mere vand, hvis nødvendigt.

Fyld på glas og opbevar på køl. Kakaocremen kan holde sig i et par uger.

Du kan finde mange flere plantebaserede morgenmadsopskrifter
i bogen ‘Mit grønne morgenbord – en plantebaseret start på dagen’
udgivet på Muusmann forlag.