Sommeren er lige om hjørnet, og snart er vi klar til endnu en pragtfuld sæson i haven og på terrassen. Tanken om at integrere terrassen, så den prioriteres næsten lige så højt som de indendørs rum, har altid tiltalt mig. Hvis det er muligt at lave overdækning, så man skaber læ og forhindrer dugnedfald på kølige aftener, kan terrassen bruges meget tidligt og også sent på sæsonen.


TEKST & FOTO: TOR HADDELAND


Noget af det vigtigste ved en terrasse er, at man føler sig tryg og tilpas. Derfor fungerer en terrasse for de fleste bedst, hvis den også har vægge. Vægge, man kan sidde op ad, så man ikke føler sig udsat, og så man kan kigge ud og overskue hele rummet. Hvis terrassen ikke ligger lige op af huset, så der naturligt skabes en væg i terrasserummet, kan granitvægge, cortenstålsvægge eller måske forskudte hække af taks bruges som rumdelere. De giver både læ for vinden og rumfornemmelse samt evt. afskærmning mod naboer. Jeg oplever en hæk som et skulpturelt element i sig selv, og derfor foreslår jeg ofte mine kunder at arbejde med hække i flere forskellige højder med forskudte hjørnesamlinger som et levende element i haven.

Løsningen på en terrasse kan være lige så vigtig som planen for hele haven. Terrassen er ofte det sted i haven, hvor man opholder sig flest timer, og uanset hvilket verdenshjørne, det blæser fra, og hvor på himlen solen befinder sig, skal man kunne befinde sig godt på sin terrasse. Jeg stræber altid efter at skabe læ på terrassen og få det optimale ud af den måde, hvorpå lys og skygger bevæger sig gennem haven i løbet af en dag.

Hvad kigger man på, når man sidder på sin terrasse? Det er et spørgsmål, jeg altid overvejer, når jeg indretter haven og inddeler de forskellige rum. For at opnå et udtryk, en stemning og noget personlighed på terrassen skal der være nogle elementer, som omgiver den, og som man kan kigge på. Det kan være alt lige fra kummer i fx. cortenstål med prydgræsser, stedsegrønt pur eller bjergfyr eller et træ med karakter som fx. en sydbøg. Det kan også være mere skulpturelle elementer som en skiferskulptur, en mur eller et værn. Ønsker man en vedligeholdelsesfri have med få bede, vil det være naturligt at placere det ene bed helt op ad terrassen, så man får et grønt element at kigge på.

Jeg arbejder ofte med natursten og bastante materialer som granit, sandsten, skifer, træ. Materialevalget er med til at skabe liv og varme på terrassen og giver også et naturligt slid og et look, der patinerer flot med tiden – og i lyset.

Med lys på terrassen kan du også om natten og om vinteren nyde terrassen uden for dine vinduer. Nøje placerede spots eller udendørslamper giver både spændende effekter og effektivt orienteringslys. Med belysning får haven og terrassen personlighed, og belysningens spil mellem lys og mørke i f.eks. havens yderpunkter kan skabe dybde, nye rumfornemmelser og illusionen af, at haven er større, end den måske i virkeligheden er.

Jeg bruger gerne udelukkende LED-belysning, da det er en miljø- og energivenlig belysningstype med meget lang levetid og utallige muligheder. De mange muligheder kan f.eks. være LED-bånd øverst på et trappetrin eller en loungesokkel, spots med horisontalt lysudfald, spots med uplight og varierende spredevinkel eller pullertlamper i granit eller hårdttræ. Og så kan selve glasset være klart eller frostet, så lyset brydes og fordeles med forskellige effekter til følge.

 

Du kan læse meget mere om havearkitekt Tor Haddeland og Designhavers projekter
på hjemmesiden designhaver.dk og instagramprofilen @designhaver.