Min mand er vildt romantisk, så til min fødselsdag gav han mig en frituregryde! Om han har haft én af vores yndlingsretter – moules frites – i tankerne, da han købte gaven til mig, kan godt tænkes. I hvert fald er moules frites en ret, vi alle er særligt glade for hjemme hos os.


TEKST & FOTO: KARINA

Når vi sidder der omkring bordet med det store fad muslinger i midten, er det næsten som at sidde der igen – dér ved den skønne, lille kystby under Sydens sol, dér hvor vi smagte moules frites for første gang. Det bedste ved det hele er, at opskriften er såre simpel. Vi har givet den et ekstra pift citron, som optræder i den hjemmerørte aioli og i det syrlige citronsalt.

Herunder ser du indkøbslisten.

Til 4 personer:
1 kg friske muslinger
4 store kartofler
2 usprøjtede citroner
3 skalotteløg
3 fed hvidløg
1/2 tsk safran
1 håndfuld frisk persille
50 ml olivenolie
1/2 flaske tør hvidvin
2 tsk Pernod
2 pasteuriserede æggeblommer
1½ dl rapsolie
fritureolie eller en smagsneutral olie til pommes frites
salt samt hvid og sort peber

Du starter med at lave en citronaioli, da den gerne må stå en halv times tid i køleskabet, før den skal bruges. Dernæst kommer vi til pommes frites, som kan laves samtidig med, at du koger muslingerne, og ellers kan du holde dem varme i ovnen.

Sådan gør du:

AIOLI

Inden du går i gang, er det en god idé, at æggeblommer og olie har stået et kvarters tid på køkkenbordet. Derved opnår ingredienserne samme temperatur, hvilket får aiolien til at binde lettere.

  • Knus hvidløgsfeddene i en skål, og rør dem sammen med en teskefuld salt og en knivspids kværnet hvid peber.
  • Hæld to pasteuriserede æggeblommer ned i skålen, og bland med hvidløgsmassen.
  • Tilsæt herefter olivenolien en smule ad gangen og under konstant omrøring. Bliv ved med at piske, og tilsæt undervejs saften fra en halv citron.
  • Når aiolien er blevet god og fed, er den klar til at blive sat på køl.

POMMES FRITES

  • Start med at skylle kartoflerne, og skær dem i stave.
  • Kog stavene i 5 minutter, og lad dem køle af.
  • Fyld frituregryden med olie, og varm op. Er du ikke indehaver af en friture- gryde, kan en helt almindelig gryde også bruges.
  • Den smagsneutrale olie varmes op, til den er brandvarm.
  • Kartoffelstavene dumpes nu forsigtigt ned i olien, hvor de skal have omkring 10 minutter.
  • Når de er pæne og gyldne, tages de op og lægges på fedtsugende papir.
  • Dine pommes frites kan holdes varme i ovnen ved lav varme, mens du tilbereder muslingerne.

MUSLINGERNE

  • Rens muslingerne med en grov børste under koldt vand.
  • Kassér de åbne muslinger, der ikke lukker sig, når du banker let på skallen.
  • Hak skalotteløgene fint, og steg dem gyldne i lidt olivenolie.
  • Pres to fed hvidløg over skalotteløgene sammen med en teskefuld safran og saften fra en halv citron. (Inden du presser citronen, rives skallen, som gemmes til senere brug).
  • Tilsæt 2 tsk Pernod eller Pastis, og lad alkoholen fordampe.
  • Tilsæt nu en halv flaske hvidvin, og lad igen alkoholen fordampe.
  • Muslingerne kommes nu ned i gryden, hvor de vendes rundt et par gange og koges med, indtil alle er åbne. Det tager omkring 5-10 minutter.
  • Alle muslinger, der ikke har åbnet sig, kasseres.

Opskriften er første gang udgivet i forårsmagasinet ‘SPRING UD’.