September er en fantastisk måned. Det bløde lys, de skønne sentblomstrende stauder og fornøjelsen af, at mange løvfældende planter så småt er i gang med forberedelserne til en lang vinter.


TEKST & FOTO: MARIANNE B . ANDERSEN

I den spiselige del af haven falder æblerne til jorden – nogle af dem alt for tidligt.

De nedfaldne æbler har ofte orm eller er blevet rådne, mens de sad på træet. De er blevet ramt af svampesygdommen gul monilia, og den smitter.  Jeg går derfor ofte rundt med en spand og samler de rådne æbler op.

Jeg smider dem på komposten – ikke noget med at skære det rådne af og moste dem. De har nemlig et for højt svampeindhold, og i koncentreret form er det kræftfremkaldende.

På komposten gør de gavn for mange af havens fugle – især solsortene, som elsker æbler.

Nøddesnudebillen

En anden lidt kedelig gæst er de gule larver, som kravler ud af hasselnødderne. Glad kan man ellers blive, når de modne hasselnødder dratter ned fra træet, og skuffelsen er til at få øje på, når man får kigget nærmere efter – man kan se udgangshullet, og den glubske larve fra nøddesnudebillen har forladt sit bo for at grave sig ned i jorden.

Allerede i foråret lægger den voksne bille sine æg i de helt nye hasselnødder. Gennem sommeren vokser både nødder og larver for på denne årstid at falde til jorden. Når jeg får stillet spørgsmålet om, hvorfor man ikke kan sprøjte nøddesnudebillerne, så de ikke lægger æg, så gælder det om at tage et par dybe vejrtrækninger. Selvfølgelig kan man ikke sprøjte med gift i haven, og selvfølgelig kan man ikke rent fysisk puste kemi ud på en 2 – 6 m høj og bred nøddebusk.

Dette kan du gøre

Det betyder jo ikke, at der ikke kan gøres noget. Nøddesnudebillernes larver borer sig ned i jorden under buskene. Her kan de ligge i dvale i op til flere år, inden de forpupper og bliver til voksne hunsnudebiller. Har du høns, så vil hønsene elske at rode i jorden under hasselbuskene, og de snupper hver og én af de fede lækre larver. En helt enkel og særdeles bæredygtig løsning. Har du ikke høns, så gælder det om at kultivere jorden under dine buske. Ved at rode rundt i jorden ned i ca. 5 cm dybde, så forstyrrer du larverne, som enten går til spilde eller søger væk.

De lækreste nødder

Har du mulighed for at plante hasselbuske i din have, så vil jeg stærkt anbefale dig at vælge en podet busk. Her er nødderne større og udbyttet meget mere stabilt og stort. De vilde nøddehegn er også dejlige, men man ved aldrig helt, hvilken type hasler man får, for planterne formeres fra frø og er derfor ikke helt ens.

PS. Hasler kræver fremmedbestøvning, så vælg to forskellige sorter, og skulle de blive for store, så tåler hasselbuske nemt at blive beskåret

Nematodetid

I kategorien med de lidt kedelige beboere i haven vil jeg lige slå et slag for brugen af nematoder her i det lune efterår. Nematoder er små glasål (du kan ikke se dem med det blotte øje), som vi har en del af i vores jord. De lever her i et biologisk netværk med en masse organismer, og når vi booster andelen af nematoder, så har vi større virkning på en helt bestemt type larve.

Øresnudebiller og de ødelæggende larver

Symptomer på angreb af øresnudebiller ses som meget karakteristiske kantklippede huller på bladenes yderkanter. Faktisk er det sjældent at se synderen – den sorte øresnudebille, for det er et natdyr. Hvad vi heller ikke kan se, er, at der under planterne ligger små sultne og ødelæggende larver. Når de er helt små, æder de lidt rodhår, men når de vokser sig større, så er appetitten stor, og nu går det også ud over barken omkring planternes rodhals, og så har det fatale følger – planterne dør.

Cyklus

I haven dukker de voksne øresnudebiller op fra juni måned med største angreb i juli måned. Alle biller er hunner, og de kan lægge op mod 300 æg hver. Efter 1 – 3 uger klækkes æggene, og små hvide larver med brune hoveder overvintrer i jorden og forpupper sig det efterfølgende forår.

Dem skal du være ekstra opmærksom på:

Du skal især kigge efter på symptomer på billetklippede blade i disse planter: rododendron, laurbærkirsebær, roser, hindbær, vildvin, vin, taks, tuja, primula, kæmpestenbræk, laurbær, bronzeblad, klatrehortensia og benved.

Nematoder hjælper

I planteskolerne, som har hundredvis af disse planter, sørger man for, at planterne ikke generes af øresnudebiller. I disse uger udvandes nematoder i kulturplanterne, men også i hegn, hvor der står planter fra listen. Nematoderne kan alle købe. De hjælper gerne med formidlingen i dit havecenter – alternativt kan du købe dem på nettet.

 

Læs mere fra Marianne på haveglæder.dk og følg hende endelig på instagramprofilen @haveglæder.