På verdensplan er 800 millioner mennesker allerede involveret i Urban Farming. For de fattigste handler det, i alt sin enkelthed, om økonomi. For dem er haverne en livsnødvendig kilde til mad, mens det for os, i de mere priviligerede lande, handler om at rekreere fra en fortravlet hverdag. Her er sanserne det primære.


TEKST:  KARINA, FOTO: SIGNE
Egentligt er der slet ikke noget Nyt og Fresh ved Urban Farming. Går man nogle sider tilbage i historiebøgerne, vil man opdage, at konceptet har næsten 200 år på bagen. Urban Farming afspejles af verdenssituationen, og når det står allerværst til, har konceptet kronede dage.
Under industrialiseringen, hvor byerne nærmest blev svøbt i et tungt tæppe af arbejdssøgende immigranter, opstod begrebet ‘Urbanisering’. Folk flokkedes til byerne i søgen efter arbejde og et bedre liv, men for de fleste blev arbejdsløshed og fattigdom en barsk realitet.

For at komme sulten til livs går man i Tyskland i gang med at afværge krisen ved at tildele jord til de hårdest ramte. På jordstykkerne, eller de fattiges haver, som de også blev kaldt, kunne byboerne nu ernære sig ved at dyrke egne afgrøder – ja, det lyder næsten for sympatisk til at være sandt. Senere blev haverne mere organiserede. I 1860-erne begynder de første folkehaver at dukke op. I Leipzig anlægger man i 1860-erne folkehaver under navnet Screbergärten.

Folkesundhed var efterhånden kommet på dagsordenen, og tanken bag haverne var at byens børn skulle have mulighed for at udfolde sig fysisk i sunde omgivelser og i harmoni med naturen.
Desværre fik børnene ikke lov til at udfolde sig i særlig lang tid, da forældrene begyndte at dyrke jorden, og haverne blev anlagt som køkken- og prydhaver.
Flere og flere Screbergärtens kom til.
I dag findes der mere end 1 million Screber-haver, og dermed er Tyskland det land i verden, der kan skilte med den største udbredelse af folkehaver. Sidenhen fulgte nabolandene trop, og sådan dannede Screbergärtens forbillede for de kolonihaver, vi kender i dag.Her til lands dukkede de første kolonihaver op i 1884. I Aalborg tog entrepenør og venstrepolitiker Jørgen Bertelsen spadestikket til Danmarks første organiserede haveforening. I raske skridt fulgte resten af landet med, og så tidligt som i 1904 fandtes der allerede 20.000 kolonihaver i Danmark. Det tal er i dag tredoblet.Køkkenhaverne flyttede til byerne, og sådan har kolonihaverne også en stor andel i historien om Urban Farming.

I by såvel som forstad blev det efterhånden en selvfølgelighed at dyrke jorden, men der skulle nu alligevel et opråb til, da 2. verdenskrig brød ud.
På grund af krigen gik man i USA i gang med en massiv kampagne drevet af regeringen. Dig on for Victory var en af kampagnens paroler. Kampagnen opfordrede de amerikanske borgere til at dyrke køkkenhave i mere massiv grad end ellers.
Transportmidler, der normalt blev brugt til at fragte fødevarer, skulle bruges til krigsbrug, og arbejdskraften fra landbruget skulle ud og tjene landet. Landbruget blev med andre ord sat ud af drift, og forbrugeren måtte ty til selvforsyning. For at udvise et godt eksempel, anlagde præsidentfruen Eleanor Roosevelt en Victory Garden ved Det Hvide Hus for på den måde at inspirere det amerikanske folk til at gøre det samme.

Efter krigen fik vi bedre tider. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og når familien havde fri, skulle kvalitetstiden ikke bruges på slidsomt arbejde i køkkenhaven.
Forbruget steg i takt med, at folk kom til penge, og produktionen drønede derudaf. Der blev ødslet og svinet i takt med at livsstilssygdomme, blev mere udbredt.

Idag er der kommet en ny præsidentfrue til i Det Hvide Hus. Efter mange år og efter flere præsidentfruer i bagkataloget, tager Michelle Obama nu depechen op – den Eleanor Roosevelt forlod. I dag skyder gulerodstoppe, salat og fennikel op i forhaven ved Det Hvide Hus. Alt sammen i håbet om at inspirere folk til en bedre livsstil.

Mens vi graver for den berusende glæde, vi står tilbage med, når frø og flid bærer frugt, gør vi noget værdifuldt. 

Vi gør noget godt for vores egen selvtilfredshed, for vores sundhed, men nok vigtigst af alt, så gør vi noget godt for miljøet. Men der skal graves dybt og mere til.

Klimaforandringer er en kendsgerning og nu skal der ryddes op. Vi skal overveje, hvad vi kan gøre bedre og hvordan vi kan skære ned på vores forbrug, hvad vi skal vælge til og hvad vi skal vælge fra.
Vi skal tænke os om; når vi står ved køledisken, når vi fylder tøj i vaskemaskinen, når vi trykker på kontakterne og når vi stopper tomater ned i indkøbskurven i februar måned.

I USA viser tal, at en enkelt afgrøde, gennemsnitligt, skal på en 2.400 kilometer lang rejse, inden den når forbrugerens bord. Spørger man en urban farmer, kan disse såkaldte foodmiles begrænses, hvis vores fødevarer dyrkes mere lokalt. Sådan begrænses også brugen af tilsætningsstoffer, som man normalt bruger, for at holde maden frisk under den lange transport. Argumenterne for Urban Farming er jo rigtig gode, men desværre er der også undersøgelser der viser, at mad der er dyrket i byerne indeholder flere tungmetaller end det der er dyrket på landet.

I 2015 skønner man, at omkring 26 af verdens største byer vil være nået op på 10 millioner indbyggere, eller flere. For så stort et indbyggertal regner man med, at der skal importeres over 6.600 tons mad – hver dag. Der bliver altså flere menneskemunde at mætte og stigningen er størst i byerne.

Urban Farming fylder allerede meget i miljødebatten. Både i det offentlige og i det private arbejdes der mod en grønnere profil. Her dyrkes køkkenhaver som aldrig før. På altaner og i vindueskarme. På tage og på vægge, ja nærmest overalt. Måske dyrkes der også køkkenhave hjemme hos dig?