På UNESCO’s verdensarvsliste for Spanien står Alhambra øverst. Det er Spaniens største turistattraktion, og hvis man har mulighed for det, er det absolut ét af de steder jeg vil anbefale at besøge.
TEKST & FOTO: LENE
Alhambra blev bygget af maurerne fra 900-tallet og frem, og under Nasrid-dynastiet (1232-1492) opførtes de mange paladser, der gjorde Alhambra verdensberømt. I tilknytning til paladset ligger Generalife med mange smukke haveanlæg.
Vi besøgte Alhambra en brandvarm sommerdag for nogle år siden, da vi ferierede i bjergene lidt nord for Malaga. Der er ca. 130 km fra Malaga til Granada, hvor Alhambra ligger, men det var hele køreturen værd.
Generalife kommer af arabisk – jannat al-arif “(byg)mesterens have”, og er beliggende på en høj i nærheden af Alhambra. Der er et lille slot, men det er de smukke haveanlæg, der gør størst indtryk.
Til højre ses en del af Acequiagården, hvor kanalerne danner et kors og deler rummet i fire dele. I midten er der et bassin, og der er fontæner der sprøjter fra hver sin side af den lange kanal. Fra kanalerne er der et vandings-
system, der overrisler en række bede og trapper. Der er mure på hver side, og i hver ende ligger der pavillonagtige bygninger.
Nedenfor ses rosenpergolaen, som desværre ikke stod i fuldt flor, da vi var der, men den var skøn alligevel. I haverummet er der klippede cypresser og masser af dejlige blomster.
Flere steder er der de smukkeste stenbelægninger, og når man som jeg er “stenoman” er der virkelig kræs for øjnene alle steder.
Haverne er bygget i terrasser, og murene, der er bygget af brændte teglsten og natursten fra de nærliggende Sierra Nevadabjerge, danner en smuk ramme. Her er bl.a. citrus- og oliventræer og selv om der ofte er mange turister, hviler der en egen ro over stedet. Kanalerne danner vandingssystemer, og det rindende vand opsamles i bassinerne.
Der er kanaler, fontæner og springvand overalt – til højre herover set lidt fra oven.
Her til venstre ses et skønt, nedsænket bassin. Et element som man også støder på i mange af de berømte engelske haver.
I et af Alhambras mange gårdrum står denne smukke fontæne. Rundt om er der bede, som er omkranset af lave, klippede buksbom. Denne have er baseret på en islamisk grundform. Vesten blev på et tidligt tidspunkt stærkt inspireret af den islamiske have, og denne slår tydeligt igennem i den europæiske havekunst. Alhambra er netop et af de mest berømte eksempler på denne sammenhæng.
Heldigvis er der mange søjlegange, hvor man kan få lidt kølighed på varme sommerdage, eller bare sidde og nyde sceneriet.
Fra bygningerne i Generalife er der en enestående udsigt over Granada, og her kan man klart fornemme, hvor højt Alhambra ligger.
Her ses ruinerne af den oprindelige fæstning, Alcazaba, med Sierra Nevada i baggrunden.
Et af de populære motiver er dette, der er fra Nasrid-paladserne. Her boede de muslimske herskere i den smukkeste bolig man kan forestille sig. Og her havde de både udsigt til Granada og Sierra Nevada bjergene.
Her er Myrtegården, hvor der er klippede myrtebuske omkring et stort aflangt bassin, hvor de syv buer spejler sig.
I et andet gårdrum finder man den berømte Løvegård, Patio de los Leones, hvor der er 124 marmorsøjler – alle rigt udsmykket med arabiske inskriptioner. Fontænen/brønden i midten bæres af 12 løver, og den er med små kanaler forbundet med mindre bassiner i buegangene.
Herunder ses nogle af buegangene i Løvegården tættere på. Læg mærke til de fantastisk udskårne relieffer med arabiske skrifttegn. Det er svært at løsrive sig, og når man kommer tæt på, kan man rigtigt se hvilken detaljerigdom der er.
Om Alhambra formulerer Den store danske Encyklopædi det så smukt:
“Karakteristisk for Alhambras arkitektur er de enkelt og stramt strukturerede bygninger, der på nær afstand opløses visuelt i utallige mønstre, enten i stukrelieffer eller i keramiske flisemosaikfelter. I begge materialer har kunstnerne arbejdet med optiske virkemidler: I stukreliefferne med indviklede geometriske arabesk- og bladmotiver og med lange indskriftsfriser i fuldendt udformet naskhi-skrift og “flettet” kufisk skrift; flisemosaikkerne er komponeret over reciprokke geometriske mønstre”.
Ta’ lige den!
Hver dag lukkes der 6.000 besøgende ind i Alhambras herligheder, og da der er mange der går forgæves er det en rigtig god idé at bestille billet på forhånd.
Tak for turen. Det er meget fascinerende med de udskæringer og mønstre. Det er for os nordboere meget anderledes. Især på 1200-tallet var det jo simpel bondekultur hos os. Så efter datidens normer er det fantastisk.
Tak for gensynet. Vi var der selv for ca. 2 år siden. Det er et meget smukt sted, og man kunne få lang tid til at gå med at kigge på alle de smukke detaljer.
SUK! Jeg vil have sol, sommer og spansk skønhed NU!!
Mange hilsner fra
Katinka
Står højt på min ønskeliste over haver, jeg snart må se.
Åh ja, Alhambra er et fantastisk sted – og selv om billederne er smukke kan de slet ikke indfange den fantastiske skønhed, stemning og ro der hersker på stedet. Så jeg kan kun sige en ting til alle jer der ikke har været der – GØR DET! Jeg har været der 2 gange – første gang ved en impuls for 10 år siden, hvor vi var superheldige at komme ind uden forudbestilte billetter, nærmest som de sidste. Her var hele familien med og min mellemste var ganske spæd, så jeg kunne ikke rigtig fordybe mig i haverne. Men anden gang var for et par år siden sammen med min mor og det var en helt anden oplevelse, for vi er lige havetossede, så vi brugte timer på bare at gå rundt og nyde. Alhambra er nemt at kombinere med en tur på Spaniens sydkyst og er et must for både haveelskere og alle andre.
Rigtig god ide kære redaktører på Havefolket, at komme med inspiration til havebesøg ude i den store verden. Måske kunne I også fortælle om haver fra vores broderlande – fx. Sofiero, Frederiksdal i Helsingborg eller Norrvikens Trädgårdar, eller måske endda fra lille Danmark, hvor vi jo også har mange utroligt smukke haveanlæg.
Mange hilsner
Trine
Hej Trine. Du har ret – billederne kan slet indfange Alhambras skønhed. Jeg havde også enormt svært ved at udvælge billederne til indlægget her – jeg har RIGTIG mange 🙂
Vi havde vores 2 teenagedrenge med, og de syntes det var SÅ kedeligt. Jeg må simpelthen derned en anden gang, og så skal der stornydes!
Citat – "Jeg havde også enormt svært ved at udvælge billederne til indlægget her – jeg har RIGTIG mange :)"
Det kender jeg kun alt for godt – første gang jeg var på havetur til London og omegn – kom jeg hjem med ikke mindre end 1400 billeder 😎
Er siden blevet lidt bedre til at begrænse mig 😉
Jeg synes det er nogle helt FANTASTISKE billede du har valgt ud og de giver mig helt bestemt enorm lyst til at se dette smukke sted.
TAK
Hvor ser der vidunderligt og fantastisk ud. Håber, at jeg kommer til at besøge stedet, da det er et stort ønske. Spændende med linket til billet/ tur bestilling.
De bedste hilsener
Kirsten
Herlige bilder fra det fantastiske Alhambra! 🙂
Jeg har vært der om våren og sommeren og kan absolutt anbefale den førstnevnte perioden om noen lurer på når de bør reise! I Mars-Juni er temperaturene behagelig og blomstringen når kanskje sitt høydepunkt, både i Granada/Alhambra og spanskekysten forøvrig. Alhambra er en opplevelse som unnes alle hageglade.
Takk for at du deler dine bilder med oss Lene! 🙂
Ha en fortsatt fin dag.
Stein
Fantastik indlæg Lene – virkelig én af mine absolut drømmerejsemål inden jeg dør. Skønne skønne skønne skønne skønne billeder ;0) Suk
Tak for en skøn tur til det sydspanske – har kun hørt en kollega omtale Alhambra, men det forstår jeg så bedre nu!.
Helt fantastisk betagende have og omgivelser 🙂