Purpursolhat og storkenæb hører bl.a. til den type af stauder, hvis frø kræver kulde for at kunne spire. Men det skal man ikke lade sig afskrække af. Det behøver nemlig ikke at være så besværligt, og du kan stadig nå at så dem nu.
TEKST & FOTO: SIGNE
Da jeg overtog min have, var der stort set ikke andet end græsplæne, og der var lang vej igen til de bugnende staudebede, jeg gik og drømte om. Det krævede dog ikke den store hovedregning for at kunne gennemskue, at det kunne have lange udsigter at få råd til at fylde haven op med færdige planter fra diverse planteskoler. Derfor var tanken om at så dem selv ret nærliggende – en oplagt mulighed for at få en masse planter for meget få penge.
Jeg kastede mig derfor over diverse frøhjemmesider og bestilte bl.a. en lang række forskellige staudefrø; purpursolhat, lupiner, rølliker, ridderspore, moskuskatost, violfrøstjerne, klokkeblomster, forskellige storkenæb mm.
Mange af dem var lette at gå til for en nybegynder som mig, og de kunne forspires i foråret eller sås direkte i bedet. Men et par af dem (bl.a. purpursolhat og storkenæb) hører til den gruppe af frø, der kræver en kuldeperiode for at kunne spire. De kaldes for kuldekimere.
Disse kuldekimere såede jeg midt i januar, da jeg modtog dem med posten, og jeg stillede blot såbakkerne ud på terrassen under tagudhænget. Omkring 1. marts, da jeg så småt skulle i gang med at så de andre frø, kom jeg i tanke om dem igen og hentede dem fra terrassen og ind i varmen, hvor hele banden i løbet af kort tid begyndte at spire.
På grund af denne succes, har jeg aldrig tænkt på disse kuldekrævende stauder som specielt besværlige at så, og jeg håber at min lille fortælling her kan være med til at give andre blod på tanden, for nogle af de skønneste stauder hører netop til denne kategori.
Så opfordringen herfra skal lyde: Lad dig ikke afskrække af at de kræver kulde. De kan med fordel sås om efteråret, men du kan stadig nå at få dem sået nu, hvor det er vinter. Stil dem udenfor (under et tagudhæng eller i drivhuset, hvor de ikke drukner, når det regner), og tag dem evt. ind igen til marts, hvor de kan kickstartes i en varm vindueskarm.
Nu er det ca. tre år siden jeg såede de første frø, og store dele af græsplænen er ved at blive omformet til de staudebede, jeg gik og drømte om. Det ses selvfølgelig ikke så tydeligt på denne årstid, men jeg ved at alle mine dejlige frøsåede stauder ligger lige under overfladen, klar til at forskønne min have, så snart de lune forårsvinde igen begynder at blæse ind over landet. Og jeg er rigtig glad for, at der blandt dem også er bl.a. purpursolhatte og storkenæb.
Jeg har også haft held med purpursolhatte, storkenæb sår sig selv i rigt mål ude i haven, næsten for rigt 🙂
Jeg håber også at mine storkenæb begynder at så sig selv, men jeg skulle jo lige have dem indført i haven først, før det kunne blive aktuelt 🙂
Hej Signe,
Tak for et helt skønt indlæg der gav blod på tanden. Endnu er jeg ikke særlig god til at så og lave planter selv, men vi skal jo leve så længe vi lever!
De bedste hilsener og med tak for et lækkert magasin,
Mathias
Dejligt at kunne give lidt blod på tanden. Planterne er jo heldigvis skabt til at kunne formere sig, så det behøver ikke altid at være så kompliceret 🙂
Tak Signe – det er lige den slags jeg har brugt for at høre. Jeg glæder mig til at komme igang – men skal jo lige vide hvordan jeg gør det bedst først
Mange hilser fra Susan
Dejligt at høre – og ja, det er bare at gå igang 🙂
Åhhh, Signe, hvor er det rart at blive mindet om, at alle ens stauder ligger under jordoverfladen og venter på os.
Knus!
Ja, er det ikke dejligt at blive mindet om 🙂
Nu kribler det i fingrene, må have fat i nogle frøposer.
Men sig mig, blomstre de allerede denne sommer?
Lene
Hej Lene
Det kommer an på, hvilke planter, det er. Purpursolhattene vil først blomstre året efter, de er sået, men enkelte af storkenæbene blomstrede så vidt jeg husker allerede første år – mener bl.a. at den lille blodrøde storkenæb (geranium sanguineum var. striatum, som jeg ikke har et billede med af her) blomstrede.
KH Signe
Tak for den gode info. Jeg synes, at man bliver lidt bidt af selv at så sine planter. Jeg har for første gang prøvet at så stauder. Nogle er sået i september måned og andre for 14 dage siden. Alle såpotter er sat i nogle plastkasser med låg, hvor der er lavet ventilationshuller. Jeg venter spændt på forårets komme, så jeg kan se, om projektet er lykkedes :o)
Tak for et skønt indlæg. Jeg har ikke selv erfaring med at så geranium, men du har da givet mig blod på tanden 🙂
Dejligt indlæg, Signe, lige hvad jeg manglede at vide – nemlig om det er ok at så stauderne i januar. Jeg er først lige begyndt at så stauder for første gang, altså andet end akelejer o. lign. Kick start tippet er også godt at huske at bruge.
Kh Rose