fingerbøl, digitalis

PLANTEPORTRÆT

Fingerbøl Digitalis purpurea ‘Camelot Lavender’ er vidunderlig smuk og utroligt vanedannende. Og så er den noget af det letteste at så.

TEKST & FOTO: LONE




fingerbøl, digitalisMed fingerbøl i haven hører man på varme dage den hyggelige summen af bier på arbejde, da blomsternes klokkelignende form forstærker lydene, så det er en fryd. Men fingerbøl er ikke blot en skøn biplante. Den er også – på grund af sin storslåede skønhed – toneangivende for hele det haverum, den får lov til at indtage. Det er intet under at denne plante er en “Cottage Garden” favorit. 
Denne fingerbøl – Digitalis purpurea Camelot Lavender’ – er en høj staude på 1-2 meter med store klokkeformede (fingerbøllignende) blomster placeret på lange, oprette blomsteraks. Blomsterne, der har bordeaux indvendige fregner, kommer til syne i maj-juni efterfulgt af en mindre, gentagen blomstring hen over sæsonen, der langsomt aftager.
Modsat mange andre fingerbøl, der er 2-årige, er noget af det skønne ved denne netop, at den er en staude og derfor kommer igen år efter år. Den har dog tendens til at opføre sig som en 2-årig, hvis jorden er for fugtig, men jeg har erfaret i min egen lerholdige havejord, at det kan fremme plantens overlevelse at klippe aksene af, når de er afblomstret.
Jeg såede ‘Camelot Lavender’ i 2009 og faldt pladask for planten. Blomsterne er utroligt smukke og nu helt uundværlige i vores have.
fingerbøl, digitalis
Man sår dem om foråret, og allerede samme sommer er de i blomst! Året efter er der endnu flere blomster, og de står flot uden tendens til at vælte! Planterne er overvældende smukke i flok, men blandet i det blå, rosa eller purpur staudebed er de også helt fortryllende.
Fingerbøl selvsår sig ivrigt, hvis frøstandende får lov til at udvikle sig – dog ikke så det er en plage, da de små planter nemt luges væk. Man kan dog ikke være sikker på at de selvsåede frøplanter udvikler samme skønne farve, da de jo ikke er bestøvet under kontrollerede forhold, men så må man jo enten være hård med lugningen eller glæde sig over de nye farver også. Jeg har nu både hvide, cremefarvede og purpur versioner i haven udover gengangerne af ‘Camelot Lavender’, og flytter dem rundt, med succes, på de mærkeligste tidspunkter af året – også når de er i blomst. De skal blot vandes jævnligt, da en flytning naturligvis er lidt hård for rødderne.
Generelt er anbefalingen i øvrigt for denne type digitalis, at klippe aksene af efter første blomstring for at fremdyrke flere sideskud. Efter afsluttet blomstring anbefales det at klippe helt ned til rosetten. Desuden kan planten med fordel gødes i det tidligere forår, men det er ikke en nødvendighed.
fingerbøl, digitalis



FAKTA
NAVN: Digitalis purpurea ‘Camelot lavender’
DANSK NAVN: Fingerbøl
LYSFORHOLD: Lys og halvskygge
HÅRDFØRHED: Hårdfør
JORDBUND: Almindelig næringsrig havejord. Har tendens til at arte sig som 2-årig, hvis jorden er for fugtig.
VÆKST: Opret, stiv, ugrenet vækst, der ikke behøver opbinding.
STØRRELSE: Højde 100-150 cm. Bredde 60 cm.
BLOMSTRING: Maj-juni med blomstring på sideskud indtil september
ANVENDELSE: Gode i staudebede. Blomsterne bruges til binderi
I ØVRIGT: Frøspredning er hyppig. God biplante.
ALLE PLANTENS DELE ER GIFTIGE

fingerbøl, digitalis
Digitalis er en favorit i cottagehaven.