Mange steder er guldregnen en udskældt plante, og det er da også en af de giftigste planter vi har i Danmark. Men det er nu også en af de smukkeste!


TEKST: KARINA, FOTO: SIGNE

Hvem kan stå for det dejlige lille træ? Ikke jeg. Når de smukke, gule blomsterklaser nærmest synes at vælte ned fra oven, bliver jeg ganske enkelt “glad i låget”- ja, jeg bliver nærmest helt sommersalig i denne skrivende stund. Det lille træ (eller store busk) blomstrer i maj/juni måned. Blomsterne er omkring 2 cm lange og sidder samlet på 10-30 cm lange, bueformede klaser. Bælgene er 4-6 cm lange og minder om ærtebælge, hvilket desværre også er til at forveksle for et barn, der ikke har lært andet. De sorte frø indeholder alkalois og cytisin som er dødeligt. Forgiftningen viser sig ved sved, tørst, halsbrand, langsom puls, svimmelhed og kvælningsfornemmelse. Det er én af de allermest giftige planter vi har i Danmark, og man har i mange år tilrådet folk at undgå planten i daginstitutioner eller andre haver hvor børn færdes. Når det er sagt, så mener jeg da også at vi kunne blive bedre til at forklare vores børn hvad der må stoppes i munden og hvad der ikke må! Man kan jo sagtens holde giftige planter udenfor egen havelåge, så er det problem jo løst. Eller er det? For hvad nu når lille Anton er på besøg hos lille Lauritz, hvis forældre måske ikke deler samme opfattelse ?

guldregn
Det er et meget følsomt spørgsmål om, hvorvidt man skal lade giftige planter gro i en have, hvor børn færdes, og der er mange synsvinkler på det. Men ét er sikkert; de er utroligt smukke. Se blot dette skønne partnerskab med allium, som gør motivet, om end, endnu mere fortryllende.
Laburnum
Almindelig guldregn bliver fra 7-12 meter med lysegrå grene og mørkegrønne skud.  Både skud, bælge og bladundersider er beklædt med korte, grå hår. Guldregn trives på almindelig havejord og blomstrer bedst i fuld sol. Planten er hårdfør, men kan skades ved meget lave temperaturer.
Det botaniske navn stammer fra det det gamle Rom og betegner, ifølge den romerske naturhistoriker Plinius 23-79 e. Kr., et bredbladet bønnetræ eller gyvel fra Savoyen.
Hvis du har lyst til at se flere billeder af guldregn så klik her og kom med Signe til Vancouver.


FAKTA
NAVN: Laburnum anagyroides
DANSK NAVN: Guldregn
LYSFORHOLD: Sol
HÅRDFØR: Ja
JORDBUND: Almindelig næringsrig havejord
VÆKST: Flerstammet
STØRRELSE: Fra 7 – 12 m. Blomsterne er omkring 2 cm lange
BLOMSTRING: Gule små blomster der sidder samlet på klaser. Blomstrer i maj/ juni
ANVENDELSE: Solitært eller i grupper