Der er mange fordele ved at dele sin have op i flere rum. For det første kan man ikke kan se hele haven i ét kig – det pirrer nysgerrigheden og opdagelseslysten. Endvidere giver ruminddelingerne dig også mulighed for at lege med forskellige stilarter.
TEKST OG FOTO: KARINA
Allerede ved havelågen giver omgivelserne indtryk af, hvilken have man træder ind i. Derfor er det vigtigt at miljøet virker både lokkende og indbydende. Man kan jo forføre med mange forskellige virkemidler. En allé med opstammede træer, en rosenbue, en bræmme af stauder på hver side af stiforløbet, eller måske noget helt andet!
I haven her er det en pergola der byder gæsten indenfor. Pergolaen starter ved havelågen og stopper et par meter før hoveddøren. Med en sti mod venstre sektion af forhaven forsøger jeg ligeledes at fortælle gæsten at der er oplevelser i vente, når han eller hun går gennem pergolaen.
DE FASTE ELEMENTER
I bund og grund så begynder opdelingen af haven jo allerede med husets placering. Står de faste elementer, som f.eks carporte, drivhuse eller redskabsskure, centralt i haven, opdeler de også haven i flere regulære haverum.
I vores have står redskabsskuret ikke centralt, men er nu alligevel en ret så vigtig statist, da det huser flere funktioner end blot at være et sted hvor vi opbevarer ting.
Redskabsskurets ene hjørne stopper hvor hovedhusets ender, og gennem åbningen kommer man ind i et nyt haveafsnit.
Med få virkemidler kan man skabe tillokkende fokuspunkter – eller “point de vue”, som det så fint hedder. Jeg har stillet noget så simpelt som en gyngestol op for enden af redskabsskuret for at få området til at virke venligt og beboet. Det gør at man får lyst til at gå i denne retning, og sådan ledes man også videre mod det næste haverum.
LIDT HAR OGSÅ RET
Foran det kombinerede legerum og brændely har vi bygget en pergola. Den markerer at pladsen også her er et selvstændigt afsnit. Godt nok er området ikke stort, men lidt har også ret – i en lille have især.
Når humlen vokser op og danner tag på pergolaen kommer redskabsskuret til at virke knapt så voldsomt, når man står i niveauet forneden. Planterne blødgør overgangen fra haven til de faste elementer, og pergolaen er her mægleren, der forbinder dem.
HVAD KAN DU OVERSKUE?
Når man opdeler haven i flere afsnit, gør man det ikke alene nemmere for sig selv at overskue havearbejdet, man gør også målet overkommeligt. Måske er det selvindbildning når man nu sidder der i haverummet og nyder. Måske ER man klar over at resten af haven “flyder”, men det er da rart at kunne se resultater undervejs. Jo mindre man kan overskue med øjet, des mere kan man overskue, når arbejdet kalder, kan man vel sige.
Haven som I ser her er lang og smal. I stedet for at lade haven fortsætte kontinuerligt fra den ene ende til den anden, har jeg opdelt den i tre rum.
Første rum består af en kvadratisk fliseplads, hvor et træ i midten er omdrejningspunktet. Under træet har jeg bygget et lille bord med siddepladser omkring. Siddepladser har vi i øvrigt rigtig mange af, og alt efter behov kan vi altid finde en plads i både skygge eller sol.
Andet rum i den aflange have består af to opstammede rødspidsløn, der står symmetrisk på hver side af passagen til det tredje rum.
Stedsegrønne hækplanter er også en fin idé at arbejde ind som rumdelere. Buksbommen er manges favorit, men den kræver tålmodighed og omsorg, da den vokser langsomt og er en sulten plante. En anden ulempe er at den er udsat for svampesyge.
NYT RUM, NY HISTORIE
Dette er det tredje og sidste rum i den aflange have. Her er plankeværket malet sort, og rummet er indrammet af en pergola med et listeværk på hver side af indgangen fra rum nummer to.
Jeg har malet rummet sort, dels fordi det også her kan få lov til at fortælle sin egen historie. Og fordi jeg synes at de omkringvoksende planter gør sig godt i selskab med den dramatiske, mørke farve.
Vi har valgt at lave listeværket horisontalt for at skabe kontrast til de vertikale linier som findes i plankeværket, såvel som i træstammerne.
På billedet til venstre ser I passagen til baghaven. Langs passagen har vi bygget en plantekumme hvori der står to opstammede træer, der med tiden vil vokse sammen og blive til en opstammet hæk – eller en styltehæk, som det jo hedder.
Ordet portal kommer af det latinske ord “porta”, som betyder dør. Og det er netop hvad en portal er; en dør – til et nyt rum, til et nyt univers.
DEN RØDE TRÅD
Man kan sagtens arbejde med forskellige stemninger i haven. Tit er det de små temaskift der gør oplevelsen rigere, når man går på vandring i haven.
For at overgangene ikke skal virke alt for drastiske, er det en god idé at lade visse elementer gå igen. Det kan være faste elementer såvel som træer, buske eller stauder.
I haven på billederne her har vi, som i de øvrige haverum, bygget vores rumdeler ud af kraftige, tværgående lister. Hvad enten de sorte konstruktioner er listehegn eller pergolaer, skaber de helhed så haven ikke virker forvirrende og rodet.
AT SLØRE UDSYNET
Av mit øje. De fleste haveejere kender det nok – der er noget, der svider på nethinden. Måske er det naboens paraboltallerken eller bondemandens gylletank? Måske en elmast eller et faldefærdigt hus. Hvorom alting er; vi gider ikke at kigge på det! Vi må sløre udsynet, koste hvad det vil.
Man kan som nævnt plante en styltehæk, der er en rigtig god og relativt nem løsning. Men man kan jo også bygge en høj pergola og beklæde den med espalier i siden. Fantasien sætter ingen grænser, men måske gør kommunen! Man bør selvfølgelig kontakte dem, inden man kaster sig over de helt store byggeprojekter.
Listeværket, som hviler ovenpå plankeværket som I kan se på billederne forneden, har to funktioner. Først og fremmest er det et espalier, der med tiden vil blive dækket af klatreplanter, som har den fordel at de yder godt i højden og fylder minimalt i bunden.
Når espalieret er blevet tæt, vil det blive til en grøn væg, så den grimme bygning vil blive knapt så fremtrædende. Selvom listeværket ikke er tæt endnu, har det allerede gjort en stor forskel i haven, for allerede nu har det flyttet fokus fra nabohuset, og er i tilgift blevet til en markant indramning af gårdrummet.
Nu har I set lidt idéer fra min have, og I tænker måske at min stil ligger milevidt fra jeres egen. Måske har I en cottagehave? Her vil de underspillede og rustikke løsninger gøre sig godt. Måske har I en naturhave, hvor brændestabler, pileflet eller et råt raftehegn kunne spille med.Selvom jeg da godt kunne tænke mig en dejlig naturhave med store Piet Oudolf-inspirerede bede, har jeg også måttet erkende, at jeg altså bor i et område pakket med bygninger – en byhave. Jeg har ikke skønne marker som udsigt, men naboer her, der og allevegne.
Det handler jo om at arbejde med sine omgivelser i stedet for at arbejde imod dem. I min have ville et grøftekantsbed og romantiske smedejernsportaler falde fuldstændigt udenfor omgivelserne.
Så her til sidst skal min opfordring, i alt beskedenhed, da også lyde: Se dig omkring – på omgivelserne, på huset og på grunden og så falder brikkerne for det meste også på plads.
Rigtig god arbejdslyst!
Inspirende i både billeder og tekst – jeg får straks lyst til at lave nye rum i min have. Et cirkelrundt havebassin med sandstenskant er i øjeblikket på tegnebrættet. Det kommer til både at samle og dele haven i nye rum. Og der er masser af ideer at hente hos dig 🙂
Tak skal du have, Haverose 🙂
Vand i haven er et must og mulighederne er utallige, også til haven med småbørn.
Det lyder dejligt med dit runde bassin.
Fantastisk stil. Skulle vejen falde forbi Århus vil jeg meget gerne købe en konsulent time. Jeg elsker din stil…
Mvh Josefine
PS kigger på bloggen dagligt da den inspirere og gør glad.
Hej Josefine
Jeg bor nu i København, så det skal da ikke komme an på det 😉
Vi er så lykkelige for, at magasinet har så mange glade læsere, derfor også tak for din kommentar. Den varmer 🙂
Jeg er så forelsket i din have, jeg synes den er så indbydende og vil prøve at se på mulighederne i min egen have.Mange tak for inspirationen 🙂
Tusinde tak Susanne, hvor er det dejligt at høre.
Haven er nu langt fra færdig, og der er sket ting og sager siden billederne blev taget – og det er lige netop det, det hele handler om; den evige process, skaberglæden, udviklingen og den livsbekræftede, og uafsluttede ring.
Tak for de søde ord 🙂
Åh en skøn have du har – jeg kan godt se nogle af dine løsninger i min egen have…der er bare laaang vej endnu desværre. :o) tak for inspiration
– og super dejlig og inspirerende blog som jeg følger med stor begejstring!
Kh jannie
Det har taget os 5 år at få haven til at se ud som den gør i dag, så lang tid behøver det ikke at ta', hvis man har et godt grundlag at gå ud fra.
God fornøjelse med haven og idéerne 🙂
Hej Karina,
Inspirerende indslag. Det er altså en herlig blog, I har lavet, og det er en super idé, at I er flere om at skrive. På den måde bliver vi bombarderet med mange forskellige tanker, tip og ideer. Jeg nyder virkelig det daglige ki(c)k.
Med venlig hilsen Heddie
Hvor er det dejligt at høre Heddie. Tak
Hej Karina.Jeg er så imponeret af hvad du får ud af din lille have.Så mange smukke rum du har skabt.
Der er rigtig mange ting der inspirerer mig .Især alle dine pergola.Det er noget jeg skal have i min have til sommer.
Tak for dejlige billeder.God aften Jette
Det er bare om at komme i gang. Men pas på, når man først har fået en pergola er man ikke til at stoppe – ihvertfald ikke jeg :-))
Din have er flot og gennemtænkt og jeg fornemmer en sammenhæng mellen ude og inde. Jeg tror at det kræver stor diciplin at holde din en have fordi der nemt kan blæse uro (f.eks. bøgeblade) sammen i et hjørne – tager jeg fejl? Men meget meget smukke billeder og dejlig have Karina det må være skønt at sidde i det flimrende lys og nyde eftermiddagen:o)
Hej Lisbeth
Et par bladbunker eller jordbunker er der nu altid et eller andet sted i min have og det tager jeg nu ikke så tungt 🙂
Det er en meget smuk have du har Karina. Sådan ville min aldrig komme til at se ud. Men jeg er fuld af beundring over de stramme linier, du har og holder. Det bliver spændende at følge din styltehække. At vælge ginko biloba er et interessant og spændende valg.
Tak Bente
Jeg glæder mig også selv til at se mine Ginko-er når de engang vokser sammmen.
Det vokser ufatteligt langsomt, men jeg tror at det bliver smukt og så venter jeg gerne.
Ja du har en meget fin lille have Karina, det kræver meget, at få så lille en have med sådanne omgivelser til at blive så flot. Godt klaret.
Tak søde Lisbeth 🙂
Du har ret i at det har krævet sin kvinde (og mand) og et godt pælebor, at få haven til at blive sådan, men nu føler jeg også at jeg er ved at være færdig med de overordnede ting.
Som haven er nu er den faktisk ret nem.
God dag
For et fantastisk planleggingsarbeide og utførelse. Hagenrommene dine lever opp til hensikten. Jeger grønn av misunnelse og ii start gropen av å gjøre en plen på 20 meter x6 om til innbydende hagerom. Jeg har begynt å plante trær som er i ferd med å danne et tak. Men puh, her ligger mye arbeid foran meg og jeg vet altså ikke helt hvor jeg skal begynne…
Fantastisk have 🙂 vi er flyttet ind i et godt gammelt 70'er med tilhørende kedelig stor firkantet terrasse, har du nogen ide til hvordan man kan forskønne den og gøre den bare en smule hyggelig?
Karina, Kunne du fortælle hvor i fik fat i træerne til jeres styltehæk? Jeg går ud fra at de skal have en vis højde når man planter dem? Hvor mange træer pr. meter? Hvor højt vokser jeres over raftehegnet?
Jeg går virkelig og overvejer om dette skal være løsningen ind mod naboen som ligger mod syd. Da vi overtog huset var det tæt plantet med fyr og blågran som desværre ikke var blevet udtyndet. De er smukke inde fra naboens side men grimme fra vores og med en højde på over 7 meter tager de meget sol i frugthaven hvor jeg også gerne vil have anlagt køkkenhaven. Vi har allerede sat raftehegn så det er for at komme med et alternativ til de de meget høje graner som skærmer mod indkig.
Mange hilsner Louise
Hej Louise
Undskyld det sene svar, jeg håber at du ser det.
Jeg husker desværre ikke hvor det var at jeg købte ginkgo biloba'erne, det er ved at være en del år siden.
Jeg må så også sige at ginkgo biloba er et træ der vokser meeeget langsomt, så hvis det skal gå hurtigt ville jeg anbefale dig kugle-akasier.
Lindetræer er derimod de bedste til stylte-hække, da de tåler den hårde beskæring – og også dem man traditionelt bruger til formålet.
Jeg vil tro at der dukker en del op hvis du søger på nettet. Det eneste du skal huske på er at stammehøjden skal være højere end raftehegnet, så hvis hegnet nu er 1,80 så ville en stammehøjde på over 2 meter være god. Afhængigt af hvilke træer du vælger så skal du ta' hensyn til hvor store træernes kroner vil blive. Jeg kan ikke på stående fod sige hvor store de bliver på lind, men jeg ville (hvis det var mig) plante dem med ca. 2 meters afstand.
Håber at det kunne bruges.
Det lyder spændende med køkkenhaven:-)
Jeg går også i gang med et køkkenhave i krukker-eksperiment næste år.
Kære Karina
Er forholdsvis ny læser men siddet mange aftener og bladret i jeres gamle indlæg. Din have er meget inspirerende. Jeg er især optaget af din vekslen mellem plantning i højbede og i almindelig jordhøjde. Hvordan finder du balancen i det? Synes det er rigtig svært…
Uhhhh det var da lidt et svært spørgsmål du her stiller mig Gormsen.
Et godt trick er altid at kigge ud over haven med sammenknebne øjne. Godt nok ser man dum ud, men man får faktisk en god fornemmelse for havens grundlæggende form, for balancen – og hvad der måtte mangle – eller ligesådan være for meget af.
Giver det mening?
Derudover kan man også, hvis man har det med at blive lidt "forvildet" af planterne og alle deres farver, tage billeder af det gældende haverum. Når man har taget sine billeder kan man lave dem sort/hvide i det billedbehandlingsprogram man måtte have liggende på sin computer. Når alle farverne forsvinder, ser man tingene meget klarere.
Håber at min, lidt underlige, forklaring kan bruges og hvis ikke er du velkommen til at spørge igen.
God fornøjelse
Det ser fantastisk ud – jeg kunne godt tænke mig at se det hele oppefra -:-)
Måske en dag Lialje 🙂
Hvordan går det med Ginkgo Biloba træerne som styltehæk? Og holder cementfiberpladerne stadig til at bruges som tavle? De var vist bare malet med alm. tavlelak?
Hej Stine
Ginko-træerne har det fint, men de er blevet flyttet efter artiklen her, så nu er planen at klippe dem til kuber når de har vokset sig mere til.
Tavlerne med cementfiberplader fungere stadigt. Bortset fra at de godt kan trænge til en ekstra gang tavlelak, syntes jeg at løsningen er ret holdbar.
Kære Karina
Sikke en flot have og meget inspirerende billeder. Jeg sidder og er ved at lave en plan over min eget have og tænkte, om du måske har en plan over din have, som du vil dele med os andre? Mange hilsner Birgit
Desværre ikke Birgitte 🙂
Sikke en byhave. Jeg har selv en skøn byhave, som jeg gerne vil fylde med flere træer. Jeg kan se, at du i din have har flere smukke spinkle træer. Kan du dele navnene på disse?
Sikke en byhave. Jeg har selv en skøn byhave, som jeg gerne vil fylde med flere træer. Jeg kan se, at du i din have har flere smukke spinkle træer. Kan du dele navnene på disse?
uha det her er en gammel artikel og haven ser HELT anderledes ud i dag.
Du kan se hvordan den ser ud nu på følgende links:
http://www.havefolket.com/2016/09/vores-bonus-terrasse.html#more
http://www.havefolket.com/2017/01/arskavalkade-i-haven-del-i.html#more
http://www.havefolket.com/2017/01/arskavalkade-i-haven-del-ii.html#more
Af træer har jeg en del:
Der er to Himalayabirk, tre bærmispel, to stjernemagnolia, to kirsebær, tre hjortetaktræer, et kugleahorn, en syren, og et tretorn.
Hej Karina
Herhjemme er vi helt vilde med dine pergolaer – vi er selv igang med at tegne vores egen, men vi kan ikke helt finde ud af, hvordan du har fået dine malet sorte med det samme 🙂
Vi har prøvet med trykimprægneret træ og lærketræ, som vi har malet med fulddækkende træbestykkelse, men det skaller af efter 1-2 år. Vi har haft stor success med at male ubehandlet træ, men det er ikke til at finde materialer til pergolaen, som er ubehandlede.
Vil du løfte lidt at sløret for hvilken træsort og type du anvender til dine pergoler samt hvordan du efterbehandler dem? På forhånd mange tak 🙂 Mvh Lars